Vært på DR2 Christian Gundtoft er blandt de afskedigede medarbejdere i DR Nyheder. Det bekræfter han onsdag aften over for bt.dk.

- Sådan er livet nogle gange, og det er helt naturligt, siger 51-årige Christian Gundtoft.

Han fortæller, at han ikke blev overrasket over fyringen, fordi han i lighed med flere andre værter ville komme i overskud, når DR2's timenyheder lukker.

Nogle medarbejdere i DR Nyheder er blevet tilbudt andre stillinger i huset. Det tilbud fik Christian Gundtoft ikke.

- De kunne sikkert godt have fundet andre steder at placere mig. Men nogen skulle afskediges, og det blev så mig, siger han.

Ville du gerne have fortsat i DR?

-Det er meget teoretisk, om jeg ville have fortsat i DR. Det ville komme an på en konkret vurdering, men jeg ville ikke fortsætte i DR for enhver pris, siger den nu fyrede vært, der tidligere har været vært på reportageprogrammet 48 Timer på TvDanmark.

Christian Gundtoft skal nu til at kigge sig om efter et nyt job. Han har arbejdet redaktionschef, redaktionssekretær, tilrettelægger og vært igennem sin karriere, så han er optimistisk i forhold til at finde et nyt arbejde.

- Nu vil jeg kigge mig lidt ud over landskabet, og mon ikke der så dukker et eller andet op. Det ser jeg optimistisk på, siger han.

Christian Gundtoft har ud over sine job på DR og på TvDanmark arbejdet på Ekstra Bladet og Nordisk Film. På DR var han reporter på TV-Avisen og vært på det politiske DR2-magasin Indefra. Han lavede desuden det populære program Forsvundne danskere, hvor han ledte efter danskere, der af uvisse årsager havde forladt hjem og familie.

Fyringsrunden i DR kommer efter en internt besluttet sparerunde og et fald i licensmidlerne, som betød, at Danmarks Radio skulle spare 161 mio. kr. Det har medført, at UnderholdningsOrkesteret bliver lukket, og at 101 medarbejdere i DR mister deres job. Ud over Christian Gundtoft er DR2-vært Anja Bo blandt de fyrede.