I et debatindlæg i Politiken lørdag lagde DRs tidligere udenrigskorrespondent i Bruxelles Mette Fugl ikke fingre i mellem i sin kritik af internetpersonligheder som blogger og retorikstuderende Nikita Klæstrup, danser og psykolog Louise 'Twerk Queen' Kjølsen og teologiekspert og model Ekaterina Krarup Andersen.

Nu svarer de igen i et nyt debatindlæg i samme avis.

'Jeg er som sådan ikke træt af at blive bedømt på mit udseende, som Mette Fugl skriver. Jeg er træt af, at det er det eneste, jeg bliver bedømt på, og at mit udseende automatisk diskvalificerer mig fra at have en holdning til noget andet. Præcis ligesom Mette Fugl gør i sit indlæg. Der bliver brugt fem linjer på at beskrive mit forhold til tabloidmediernes kameraer. Jeg mener ærlig talt, at den plads kunne være blevet brugt mere fornuftigt på at udforske mine holdninger i forhold til køn og udseende,' skriver Nikita Klæstrup i debatindlægget i Politiken, hvor også Louise Kjølsen og Ekaterina Krarup Andersen giver Mette Fugl svar på tiltale.

Det sker efter at den tidligere DR-profil langede ud efter de tre kvinder, som tilsammen kalder sig for et 'girlsquad' med ord som, 'bunkeknald og røvryst ikke vejen til en væsentlig og inkluderende kvindekamp'.

Mette Fugl finder det paradoksalt, at Nikita Klæstrup er 'træt af at blive bedømt på sit udseende', når 'hun gør ekstremt meget for at blive bedømt på netop det' og mener, at den kendte blogger fuldstændig har misforstået, hvad feminisme burde handle om.

'Utallige er de stjernestunder, hvor tabloiderne har savlet over afslørende kjoler. Hun må hjertens gerne lade et bryst smutte i blitzlyset. Hun skal bare ikke kalde det feminisme,' skrev Mette Fugl i debatindlægget.

Journalisten Mette Fugl.
Journalisten Mette Fugl. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Hun undrer sig i det hele taget over, at de tre unge kvinder i et interview med Zetland sidste år kaldte sig 'fjerdebølge-feminister', men igen og igen poserer på Instagram og i medier iført meget lidt tøj og markant make-up - hvorimod emner som 'ligeværd, glaslofter, voldsofre, barsel, sexisme og hverdagens undertrykkelse (af begge køn)' ikke er noget, de går op i.

Unge kvinder er rædselsslagne

Men det er helt forkert, skriver Nikita Klæstrup. Hun mener derimod, at Mette Fugls forståelse af feminisme og kvindekamp hænger fast i fortiden.

Den tidligere DR-profil har ifølge Klæstrup ikke indset, 'hvordan min generation er rædselsslagen for at træde ved siden af det æreskodeks, som vi som samfund har opbygget, og vores opgør med dobbeltrollen som Madonna versus luder.'

Nikita Klæstrup mener, at kvinder kan stemples som 'ludere' og udstødes socialt - både af mænd og andre kvinder. Det er ifølge Klæstrup 'en form for social kontrol', som får kvinderne til at opføre sig 'korrekt' i håb om beskyttelse fra mændenes side - og medvirke til at udstøde andre kvinder som 'ludere' for at vise, at de i hvert fald ikke er ligesom dem.

Nikita Klæstrup på den røde løber til Reality Awards i Cirkus Bygningen sidste år.
Nikita Klæstrup på den røde løber til Reality Awards i Cirkus Bygningen sidste år. Foto: Claus Bech
Vis mere

Derfor bruger 'fjerdebølge-feministerne' ifølge Nikita Klæstrup seksualiteten som våben i kønskampen for at udfordre vores samfunds kønsopfattelse og seksualmoral.

I interviewet med Zetland fortalte Nikita Klæstrup blandt andet, at feminisme for hende handler om kvindens ret til at vælge.

»For mig stopper diskussionen sådan set der. Hvis du går ind for kvindens frie valg, så er det lige meget, om hendes valg er at gøre karriere, at få lavet sine bryster større eller at gå derhjemme. Vi har egentlig frit valg i dag. Vi mangler bare at få lov at træffe de valg uden at blive dømt på det,« sagde hun.

Allerede kort efter at Politiken havde bragt Mette Fugls debatindlæg reagerede Nikita Klæstrup på Twitter.

Du kan læse hele Nikita Klæstrup, Louise Kjøller og Ekaterina Krarup Andersens debatindlæg HER.