Michael Laudrup. Nicklas Bendtner. Preben Elkjær. Og Bjarne Riis. Listen over danske superstjerner, som har tjekket ind på First Hotel Marina i Vedbæk er alenlang.

Men nu ser det ud til at være slut.

Ved årsskiftet fyrer det kendte hotel, der i mange år var fodboldlandsholdets faste bastion, samtlige 30 medarbejdere, skriver branchesitet Kursuslex.dk. Fremtiden synes derfor endog meget usikker for First Hotel Marina, som ifølge general manager Susanne Jensen ikke tager imod nye aftaler for 2018.

»Vi er ved at dø af nysgerrighed for at vide, hvad der skal ske med stedet, men lige nu aner vi absolut intet. Vi ved kun, at hele medarbejderstaben er opsagt fra det nye år, og vi søger alle sammen nye jobs,« siger hun til Kursuslex.

Den mulige lukning af landsholdets foretrukne hotel gennem mange år får en lokalpolitiker til at komme med et alternativt bud på, hvad bygningen fremover skal bruges til.

»Det er jo et glimrende sted, og hvis man får renoveret det, ville det være perfekt som friplejehjem. Der er værelser, parkering, frisk luft, hav og handlemuligheder. Grundlæggende er der alt, hvad man skal bruge til et plejehjem. Det er perfekt,« siger Elisabeth Ildal (LA) til sn.dk.

Kommunens borgmester Jens Ive (V) synes godt om ideen, men tvivler på at den kan realiseres. Hotellets lars ejer vil formentlig kræve en højere købssum for stedet, end kommunen er villig til at betale, fortæller han til sn.dk.

First Hotel Marina var det danske fodboldlandsholds faste hotel under træningssamlinger i 25 år, før de rykkede til Helsingør i 2008. Også Bjarne Riis' tidligere cykelhold Team Saxo Bank IT Factory har holdt pressemøder på hotellet.