En af Danmarks mest anerkendte forskere, professor Bente Klarlund Pedersen fra Rigshospitalet, har trukket sig fra Novo Nordisk Fonden mens hendes forskning bliver undersøgt for fup.

Det kan B.T. fortælle onsdag.

Bente Klarlund Pedersen trak sig fra landets største private forskningsfond i maj efter, at hun blev indberettet til Udvalget Vedrørende Videnskabelig Udredelighed for svindel og afskrift i sin forskning.

Bente Klarlund Pedersen har også efter afsløringer i B.T. valgt at indberette fire artikler, som hun har skrevet med den politianmeldte forsker Milena Penkowa, til samme udvalg, fordi fotos er blevet genbrugt i vidt forskellige forsøg.

B.T. har tidligere afsløret, at Bente Klarlund Pedersen som følge af sagen er blevet fyret som redaktør for to internationale videnskabelige tidsskrifter »Journal of Physiology« og »Experimental Physiology«.

På Novo Nordisk Fondens hjemmeside står, at Bente Klarlund Pedersen har taget orlov.

- Det er aftalt på professor, overlæge, dr.med, Bente Klarlund Pedersens eget initiativ, at hun holder en pause i arbejdet i Novo Nordisk Fondens læge- og naturvidenskabelige komite, indtil hendes sager er færdigbehandlet.

Fonden meddelte i går B.T., at de ikke har yderligere kommentarer.

Bente Klarlund Pedersen er ifølge Dagens Medicins den i det danske sundhedsvæsen med den højeste faglige anseelse. Hun har rådgivet statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), da han var sundhedsminister og Helge Sander (V), da han var videnskabsminister og har en brevkasse hos Politiken.

Mandag talte B.T. med Bente Klarlund Pedersen, der havde følgende kommentar:

- Jeg har trukket mig fra fonden, så længe sagen kører og det har jeg gjort af personlige årsager, siger hun.

Hun har valgt at forsætte i Tryg Fondens forskningsråd og som rådgiver for sundhedsminister Bertel Haarder (V), som medlem af Forebyggelseskommisionen.