Som familierådgiver igennem 31 år, har Lola Jensen været i kontakt med rigtig mange forældre, der har oplevet en skilsmisse. Og hun har også set, hvilke konsekvenser, som det kan få for børnene.

Det er et af temaerne i hendes nye bog ”Pas på familien - også når den går i stykker”, der udkommer på Kristeligt Dagblads forlag mandag.

I bogen kalder hun børneforældre for en flok »individualistiske egoister«. Blandt andet fordi, at de ofte – ifølge familierådgiveren – tilsidesætter barnets behov i forhold til deres egne. Og så mener hun, at det stigende antal skilsmisser skyldes, at forældre giver op for let.

Det uddyber hun i et interview til Kristeligt Dagblad:

»Livet bør være for kort til at blive skilt over en opvask eller knoldsokker i hjørnerne. Der skal vi øve os i at sige, at vi er to mennesker, der gør tingene på forskellig måde. Hjemme ved mig selv vil jeg have opvaskemidlet i skabet, hvor det ikke roder, mens min mand vil have det ved siden af vasken, fordi vi bruger det ofte. Her er vi forskellige, men det er ikke skilsmissegrund. Det er vigtigt at lære at sige 'pyt' og glæde sig over plusserne i stedet,« siger Lola Jensen til Kristeligt Dagblad.

Problemet er, at børnene nemt kan komme i klemme i forældrenes konflikt, påpeger hun:

»Man holder op med at tage telefonen, når den anden ringer, man undlader at sætte de aftalte penge ind, man sørger for ikke at være hjemme, når børnene skal hentes. Man begynder at lure på den anden nede i Netto for at se, hvad han eller hun nu putter i kurven. Jeg har sågar set eksempler på, at man syr små optagere ind i barnets bamse for at få noget negativt på den anden fra barnets samvær, som man kan bruge hos Statsforvaltningen,« siger Lola Jensen.