Det har været nogle dramatiske og turbulente dage i den kronjyske fodboldklub Randers FC, efter det kom frem, at anfører Christian Keller har fundet sammen med profilen Jonas Borrings ekskone.

Siden har Jonas Borring, der er en af de helt store profiler i Randers FC, af klubben fået lov til at tage orlov på ubestemt tid, mens Christian Keller, der søndag var udeladt af Randers-truppen i kampen mod Brøndby, igen træner med resten af truppen.

Randers FC har også været ude og udtale sig i sagen, der har fået flere af klubbens spillere til at komme med negative ytringer i retning af Christian Keller, der har fået frataget anfører-armbåndet, efter sagen kom for offentlighedens lys.

Men endnu har klubben ikke præsenteret en løsning på konflikten mellem de to spillere.

Spørger man den erfarne erhvervsmand Asger Aamund, som har været bestyrelsesformand for store virksomheder som Bavarian Nordic og Neurosearch, så er sagen ikke blevet håndteret specielt godt af Randers FC.

Amatøragtig håndtering
I hvert fald havde Asger Aamund håndteret sagen helt anderledes, hvis den havde foregået i et selskab, han var i spidsen for.

»Det er en amatøragtigt håndtering af sagen fra Randers' side. Ledelsen dér er på det nærmeste gået ind og har ageret ægteskabsrådgiver, hvor de har givet den ene spiller orlov og har ladet den anden træne med fortsat. Hvis man som ledelse oplever, der er problemer mellem et par af medarbejderne, så kan man selvfølgelig tilbyde dem professionel hjælp hos en psykolog eller parterapi, men klubben skal ikke selv gå ind og agere ægteskabsrådgiver,« siger Asger Aamund, der medgiver, at det er en speciel sag, når det drejer sig om et professionelt sportshold.

»Det er specielt svært, når det er en arbejdsplads, som bygger på sammenhold, hvor spillerne, som soldater, skal slås for hinanden. Men som ledelse skal man gøre det klart, at de involverede parter skal adskille arbejdsliv og privatliv. Det bliver de betalt for at gøre,« siger Asger Aamund.

Mur mellem arbejde og privatliv
Han fortæller, hvordan han havde håndteret en given sag blandt højtprofilerede medarbejdere i en virksomhed, hvor han var chef.

»Der skal være en mur mellem arbejde og privatliv, og sådan noget her sker jo hver dag rundt omkring. Så hvis det var sket på en af mine virksomheder, havde jeg kaldt de to parter til et møde og gjort det klart, at jeg ikke ville have, at de blander arbejdsliv og privatliv. Og jeg havde gjort det klart, at hvis en af dem havde begyndt at lave intriger på arbejdet, så ville personen blive fyret. For hvis de ikke kan skille arbejde og privatliv fra hinanden, så koster det i sidste ende virksomheden penge i produktion, som det også må være tilfældet i Randers, hvor de ikke har en af deres dyreste spillere til rådighed,« siger Asger Aamund.

Christian Keller var mandag tilbage på træningsbanen med de andre Randers-spillere, mens Jonas Borring fortsat har orlov på ubestemt tid.

Christian Keller var ellers ikke at finde i Randers-truppen i søndagens kamp mod Brøndby. Det forklarede Randers-træner Colin Todd på følgende måde:

»Der har været meget snak. I truppen har vi begreber som sammenhold og respekt, og den respekt er tilsyneladende væk, efter det der er sket. Det er en meget kritisk situation nu,« lød det fra Todd.

 
Hør hvordan Michael Gravgaard, som Adm. Direktør for Randers, har tacklet situationen med Borring og Keller.
Vis mere