Den kendte danske designer By Lassen har stævnet supermarkedsgiganten Coop for at have kopieret sine specielle planteskåle. Sagen er den anden plagiatsag mod et supermarked indenfor kort tid.

En planteskål er blevet det store omdrejningspunkt i en større strid mellem den kendte danske designvirksomhed By Lassen og dagligvaregiganten Coop. By Lassen mener nemlig, at Coop har ladet sig inspirere lige lovligt meget af deres design, da de lavede den pågældende planteskål. Og derfor har designvirksomheden valgt at stævne supermarkedskæden for plagiat.

Det skriver finans.dk.

Det er den populære Kubus Bowl, som By Lassen mener, at Coops udgave ligner lidt for meget.

»Det er ikke en 100 pct. identisk kopi, men vi mener, den er så tæt på, at vi ikke ser nogen anden udvej end at mødes i retten, hvor en dommer så må vurdere, om det er en kopi eller ej,« siger Nadia Lassen, der er indehaver af By Lassen, til finans.dk

Ifølge designeren hævder Coop, at lighederne mellem produkterne er tilfældige, men den forklaring køber Nadia Lassen ikke. Hendes skål blev nemlig lanceret meget kraftigt på blandt andet de sociale medier, hvor Coop også er meget aktiv, og derfor mener hun, at dagligvaregiganten bør have kendt til produktet.

Coop har dog efter By Lassens henvendelse valgt at trække resten af produkterne tilbage fra butikkerne, men firmaet vil hverken indrømme, at de har kopieret eller betale erstatning til By Lassen. Og derfor er sagen nu endt med en stævning.

Det er ikke Coop selv, der har fremstillet den omtalte planteskål. Kæden har købt skålen af en underleverandør og er tilsyneladende blevet overrasket over stævningen.

Ifølge informationschef Jens Juul Nielsen mener dagligvarekæden nemlig, at den har gjort, hvad den skulle ved at stoppe salget, da man blev bekendt med By Lassens klage. Jens Juul Nielsen mener derfor, at sagen bør være afsluttet.

By Lassen har lagt dette billede op på firmaets facebookprofil, hvor Coops urtepotte ses til venstre og By Lassens ses til højre.
By Lassen har lagt dette billede op på firmaets facebookprofil, hvor Coops urtepotte ses til venstre og By Lassens ses til højre.
Vis mere

Han udtaler dog, at Coop fremover vil være lidt mere påpasselig med, hvad de sætter på hylderne.

»Fremover kigger vi nok en ekstra gang på, om det er for tæt på andre produkter eller designs. Det kan godt være, vi bliver lidt ekstra opmærksomme, næste gang de kommer og tilbyder nogle varer,« siger han til finans.dk

Det er for øvrigt ikke første gang, at Coop eller andre danske supermarkedskæder bliver stævnet for at plagiere.

Tidligere på året havnede konkurrenten Dansk Supermarked i en massiv shitstorm på de sociale medier, da keramikeren Anne Black anklagede supermarkedskæden Netto for at have stjålet tre designs fra hende.

Det drejede sig om en vase, en urtepotte og en lågkrukke, som Anne Black mente, at Netto havde kopieret. Og sagen blev så tilspidset, at Anne Black i august besluttede at stævne Netto med krav om en erstatning på to millioner kroner. Den sag er endnu ikke afgjort.

Også Coop er tidligere blevet anklaget for plagiat. Blandt andet i 2007, hvor Coop blev stævnet for at have solgt nogle sko, som man mente var kopier af det kendte mærke Puma. Coop blev dengang først dømt for plagiat af Sø- og Handelsretten, men efterfølgende blev Coop frikendt i højesteret. Dommerne i højesteret mente nemlig ikke, at skoene lignede hinanden så meget, at der var risiko for forveksling.

Også designeren Susan Liebe har været ude med riven efter Coop, som hun mente solgte produkter, der kopierede hendes design.

»De er ikke en direkte kopi, men der er rigtig mange ligheder. Det er påfaldende, og det her er rigtig tæt på. Hvis det var en enkelt af mine ting, der lignede, ville jeg måske kunne tro, at det var et tilfælde. Men her er det tydeligt, at de har kigget på alle mine ting og ladet sig inspirere kraftigt af hele serien«, fortalte hun i 2015 til Politiken.

Designvirksomheder som Kähler, Louis Poulsen, Hay og Paustian har også alle oplevet, at supermarkederne lader sig inspirere lige lovligt meget af deres produkter, har Politiken tidligere beskrevet.

Her er nogle af By Lassens karakteristiske produkter.
Her er nogle af By Lassens karakteristiske produkter. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Og problematikken er da også velkendt hos designvirksomhedernes brancheforening Design Denmark:

»Det er ikke ualmindeligt at møde sådan nogle projekter, som er på grænsen til kopisager«, har administrerende direktør Morten Grøn tidligere udtalt til Politiken.