Ovenfor popper Youtume-fænomenet Dr. Sandra Lee - også kendt som 'Dr. Pimple Popper' - otte forskellige bumser og cyster.

Hun kan bare ikke lade være. Katrine Abrahamsen ser bumseporno. For selv om det er lidt ulækkert, er det også »meget fascinerende.«

Det fortæller hun i programmet Go' Morgen Danmark.

Og hun er blot en ud af mange millioner seere, der følger med i den amerikanske læge Sandra Lees videoer. Under sit alias ’Dr Pimple Popper’ deler lægen videoer af bumser og cyster, der sættes under pres, så væsken og pusset flyder ud i lange baner.

»Det er en lille smule skamfuldt. Jeg følger ikke Dr. Pimple Popper, men jeg er lige inde 2-3 gange om dagen for at se, om der er kommet et nyt opslag. Og jeg gør det, når jeg er alene,« siger Katrine Abrahamsen i Go’ morgen Danmark.

Fænomenet er døbt 'bumseporno'. Og det voksende publikum skyldes ifølge hudterapeut Mads Timmermann, at mennesker tiltrækkes af det bizarre, forklarer han i programmet.

Samtidig mener han, at bumseporno kan være til gavn for unge med hudproblemer.

»Man får det frem i lyset, at mange døjer med uren hud. Det bliver mere normalt. Og de fleste kan kigge sig i spejlet og sige, åh, så voldsomme er mine bumser ikke,« siger han i Go morgen Danmark.

For Katrine Abrahamsen er fascinationen så stor, at hun har trang til at poppe vennernes bumser, fortæller hun i programmet. Dog tilføjer hun, at hun mest er til hudorme.