Kathrine Windfeld døde med venner og familie omkring sig, uden at vide hvor alvorlig hendes kræftsygdom var

Fredag morgen døde den 48-årige filminstruktør Kathrine Windfeld på et hospice efter få ugers sygdom. Den ambitiøse instruktør Kathrine Windfeld arbejdede til det sidste og anede ikke, at hun var alvorligt syg, indtil seks uger før sin død.

I begyndelsen af december havde hun netop fikset de sidste detaljer på DRs kommende tv-serie ’The Team’, og op mod juleaften var hun ved at lægge sidste hånd på en kortfilm i anledning af 100 året for kvindernes internationale kampdag. Men mellem jul og nytår blev den travle instruktør pludselig dårlig og fik anfald, hvor hun ikke kunne genkende folk omkring sig.



Hun blev øjeblikkeligt undersøgt, og i begyndelsen af januar, for bare en måned siden, kunne lægerne konstatere, at Kathrine Windfeld var ramt af en uhelbredelig og hastigt voksende kræfttumor i hjernen.

Tumoren voksede

Men den voksende tumor betød også, at instruktørens død blev mindre smertelig for hende.

Den påvirkede nemlig hendes hjerne så meget, at hun mistede forståelsen af sin egen sygdom. Hun forstod simpelthen ikke, at hun var ved at dø.



I går morges sov den succesfulde instruktør stille ind på et hospice med den nærmeste familie og de tætteste venner omkring sig. Efter kun seks ugers sygdom.

»Vi er alle sammen virkelig ramt og kede af det, men hun havde et stort netværk, og hun var et meget elsket menneske. Og både hendes nærmeste venner og hendes familie har været omkring hende til det sidste. Så det er så fint og smukt, som det nu kan være i den rædselsfulde situation, som det her er,« siger filmproducer Karoline Leth. Hun var en af Windfelds nære veninder, der skiftedes til at sove i Windfelds stue på det hospice, hvor den 48-årige kvinde var indlagt i sine sidste 14 dage.

Veninder sov på hospice

Det fortæller Kathrine Windfelds far Flemming Behrendt, der er i dyb sorg over tabet af sin datter.
Alligevel har han overskud til at fortælle offentligheden om den sidste tid:

»Jeg var sammen med min datter til det sidste. Hun døde omgivet af nogle af sine allernærmeste. Og hver eneste nat var der en veninde, som sov i hendes stue,« siger faderen, der fortæller, at den 48-årige kvinde fik en fredelig død, og sov stille ind.
Han fortæller også, at den svulst, der ramte Kathrine Windfeld, forandrede datterens personlighed og gav hende det, han kalder en ’nådig’ død:



»Tumoren sad et sted, som gjorde hende blidere, end hun var. Og samtidig fratog den hende evnen til at forstå, hvor syg hun egentlig var.

Selve canceren var en meget aggressiv form, som lammer visse dele af hjernen, afhængigt af hvor den sidder. Men for Kathrine var det sådan, at hun var blid og sød, og at hun ikke selv forstod, hvor syg hun var. Det var jo meget nådigt, « siger Kathrine Windfeldts efterladte far, og tilføjer, at datteren var hos sin mor Ulla Windfeld, så lang tid som det var muligt:

»Indtil Kathrine blev indlagt på hospice for 14 dage siden, var hun hos sin mor,« siger Flemming Behrendt, der er stolt over datterens karriere og den arv, hun efterlader med en lang række populære og prisbelønnede film og tv-serier:

Masser af udfordringer

»Hun stod på toppen af sin karriere og havde skrevet kontrakt om en stor amerikansk film, som hun skulle have været i gang med, når man havde fundet skuespilleren, der skulle spille hovedrollen. Det var et meget spændende projekt for præcis hende at skulle i gang med,« siger Flemming Behrendt.

Karoline Leth fortæller, at veninden var fuld af forventning til fremtiden på grund af flere udfordringer, der ventede hende i udlandet

»Kathrine har mange smukke, vilde og fantastiske værker bag sig, og hun stod et sted, hvor mange nye ting var ved at folde sig ud for hende. Hun ville sikkert selv sige, at hun dårligt var begyndt, mens andre ville kigge tilbage og sige, ’hold kæft, hvor har hun haft travlt’.«

Bisættes på fredag

»Grunden til, at hun fik tilbudt de store job i udlandet, var, at hun var så dygtig og så anerkendt. Og derfor er det også sørgeligt, at det lys skulle slukkes.«

Kathrine Windfeld bliver bisat fredag den 13. februar fra Johannes Kirken på Nørrebro af sognepræst Kristian Gylling, der kendte Windfeld, og har været venner med hendes forældre i 30 år, siger Flemming Behrendt:

»Det var den kirke, hvor hendes farfar var præst i 25 år, det var her, hendes forældre blev gift, og her hun selv blev døbt.«