Midt i morgenmørket har Metroselskabet fældet det 114 år gamle kastanjetræ på Enghave Plads, erfarer P4 København.

Træet skulle væk for at gøre plads til en nedgang til metroen. Og det var på tide, at det blev fældet, siger Søren Sabbat projektleder ved Metroselskabet til P4 København.

- Da det væltede, klappede det sammen som en pandekage, så det var godt sprødt i det. Hele kernen i stammen var rådden.

Det gamle kanstanjetræ skulle være fældet onsdag  28. september, men ved at lave en blokade fik godt 400 aktivister forhindret motorsavstænderne i at bide i den gamle bark.

- De valgte at sætte sig og spise suppe, der hvor vi skulle have entreprenøren ind og ud. Så vi valgte at sige, at det ikke skulle være den aften, vi skulle fælde træet, siger Søren Sabbat.

Ved at fælde træet klokken fem i morges undgik man også problemer med de flagermus, der holder til i træet. 

Her kan du se pladsen, hvor træet stod - før og efter: