Jesper 'Kasi' Nielsen har tabt en kæmpe skattesag mod Skat i Landsskatteretten. Sagen, som Jesper Nielsen har kæmpet i flere år, kan koste ham langt over 100 millioner kroner.

'Vi har nu modtaget Landsskatterettens kendelser, der, fuldstændigt som frygtet, stort set stadfæster alle SKAT’s afgørelser.'

Sådan skriver den kendte forretningsmand Jesper 'Kasi' Nielsen blandt andet i et længere opslag på Facebook, hvor han raser mod Skat og Landsskatteretten.

I opslaget beskriver Jesper Nielsen, hvordan han har tabt den seneste udgave af skattesagen mod ham.

Sagen har kørt siden 2012, og drejer sig om, at Skat vil beskatte forretningsmanden 163 millioner for skatteårene 2007-2011. Hovedparten af den beskatning handler om Jesper Nielsens tidligere firma Kasi Groups sponsorater i Brøndby IF.

'Alt er tilladt i Skat'
Det er en voldsomt utilfreds Jesper Nielsen, der har sat sig til tasterne og givet sit syn på den seneste afgørelse i sagen.

'Det virker som om, det er fuldstændigt ligegyldigt, hvad vi havde sagt og vi kan bare konstatere, at alt åbenbart fortsat er tilladt i SKAT, og at ingen tager skatteministerens ord om retssikkerhed bare en smule alvorligt. Og hvad skulle nu få SKAT til at ændre deres adfærd, da den ifølge SKAT’s egen klageinstans åbenbart er helt legal og uden konsekvenser for SKAT.' Skriver Jesper Nielsen.

Brøndby-sponsorat er sagens kerne
Sagen bunder oprindeligt i Jesper Nielsen og dennes sponsorat med Kasi Group af fodboldklubben Brøndby IF.

Her er det Skats opfattelse, at Jesper Nielsen brugte sponsoratet til egen personlig vinding og ikke i forretningsøjemed. Det bestrider Jesper Nielsen på det kraftigste i Facebook-opslaget.

'Kernen i vores sag er sponsoratet i Brøndby IF, men man har end ikke forsøgt at forklare, hvori den personlige økonomiske fordel for selskabets aktionærer består, når sponsorudgifterne er ydet til en superligaklub, hvori man ingen indflydelse har haft.'

Selvom Jesper Nielsen nu har tabt sagen ved Landsskatteretten, ønsker han ikke at stoppe kampen. Han vil kæmpe videre, for det handler ifølge Jesper Nielsen om retssikkerhed.

'Farce i Skat'
'Det her er en kamp, vi har tænkt os at vinde – en kamp for vores sag, men i den grad også for at få sparket døren ind til dem, der lover at ændre systemet. Vi holder jer op på alle jeres ord, og kører sagen til helt ende.' Skriver Jesper Nielsen, der ikke tøver med at kalde hele sagen for en farce:

'Farcen i SKAT er total, men vi giver ikke op før sagen er fuldt belyst og afgjort i retssikkerhedens allerskarpeste lys! Vi tror fortsat på, den eksisterer, retssikkerheden, og vi glæder os til at få sagen prøvet i et uvildigt system.'

BT har tidligere beskrevet, hvordan Skat har været ude og give Jesper Nielsen en undskyldning for deres måde at behandle Jesper Nielsen og forretningsmandens familie på i sagen.

'Kritisabel', 'ulovlig' og 'betænkelig'
I et brev til Jesper Nielsens revisor brugte skattechef Erling Andersen ord som ‘betænkelig’ ‘kritisabel’, ‘ulovlig’, ‘helt utilstedelig’, ‘retssikkerhedsmæssig stærkt betænkelig’, og præget af ‘alvorlige retssikkerhedsmæssige problemer’ i forbindelse med sagen.

BT og Jyllands-Posten har i en række artiklerbeskrevet, hvordan medarbejdere fra Skat i sommeren 2012 i et stort antal stærkt truende mails gjorde det klart, at hvis ikke familien accepterede at lade selskaber i Kasi-familien betale cirka 44 millioner kroner i ekstra skat, ville Skat gå personligt efter Jesper ‘Kasi’ Nielsen, hans søster og mor, der ville få et personligt skattesmæk tre gange så stort, ligesom de alle tre risikerede at blive straffet for skattesvig.

Til gengæld for Skats ‘tilbud’, skulle Kasi-familien selv skrive til Skat og bede om ‘frivilligt’ at måtte betale mere i skat, hvilket havde den fordel, at Skat slap for arbejdet med at lave en krævende, lang og juridisk holdbar sagsfremstilling og afgørelse, ligesom Kasi-familien ikke bagefter kunne klage over et skattesmæk, familien selv havde ‘bedt’ om.

BT arbejder på at få en kommentar fra Jesper Nielsen om sagen.