Med superstjernen Jennifer Lopez som frontfigur er smykkekongen Jesper "Kasi" Nielsen klar til at indtage Nordamerika.

Den danske erhvervsmand har indgået en langtidskontrakt med den latinamerikanske sanger og skuespiller om lanceringen af en særlig J-Lo-kollektion af smykker,  armbånd og charms i USA og Canada.

Det sker gennem Kasi-Jespers firma Endless Jewelry, der også står for salget af den nye kollektion i både Danmark og omkring en snes andre lande.

- Jennifer Lopez' helt særlige stil og karisma passer perfekt til vores smykkekollektion. Så vi er både stolte og glade for at have indgået dette langsigtede samarbejde, lyder det fra en tilfreds Kasi-Jesper.

Rigmanden fra den københavnske vestegn blev især kendt for at have tjent styrtende med penge med sit første smykkeeventyr, Pandora-smykker.

Men efter at have solgt smykkefirmaet for nogle år siden har Jesper Nielsens firma Kasi Group ført krig mod Pandora om, hvor mange millioner kroner han har til gode.

I 2012 blev han jaget vildt af Skat, der truede med at lade hans selskaber gå konkurs, hvis han ikke frivilligt indbetalte 44 millioner kroner. Samtidig ville man give ham et personligt skattesmæk, der var tre gange så stort. Og sidst men ikke mindst risikerede iværksætteren at blive straffet for skattesvig

Men efter BT i flere artikler beskrev de uhyrligheder, Skat havde begået mod ham, endte hele sagen med at falde til jorden. Og Skat måtte sende et 10 sider langt undskyldningsbrev til Kasi-Jesper.

Han er nu i gang med sit nye smykke-eventyr med Endless Jewelry, og aktuelt er den nye Jennifer Lopez-kollektion på vej ud til mere end 1100 salgspartnere i USA.