Den kendte erhvervsmand og iværksætter Jesper 'Kasi' Nielsens opgør med Skat optrappes.

For præcis tre år siden startede Kasi-Jespers krig med Skat, der i substansen drejer sig om, hvorvidt et stort sponsorat for fodboldklubben Brøndby IF var personlig hobby eller forretning. Skat mente det første, og så er sponsoraterne ikke fradragsberettigede, og det efterlod Jesper Nielsen med en skattegæld på mange millioner kroner.

Skat måtte for to år siden erkende, at der i behandlingen af sagen var sket alvorlige fejl og brud på retssikkerheden, som direkte betød, at der blev startet tjenestemandssager med skattemedarbejderne på sagen. Alligevel har Skat fortsat beslaglagt Kasi-Jesper og hans families værdier i Danmark.

I en kommentar på facebook skriver Kasi-Jesper, at Skat nu kommer med nye trusler om direkte at indgive en konkurserklæring i august, hvis han og familien ikke betaler resten af det beløb, Skat mener at have tilgode.

»I går var det præcis 3 år siden, SKAT beslaglagde alle mine og familiens værdier. På fjerde år har de – trods deres erkendelse af ulovligheder, tjenestemandssager, forflyttelser af medarbejdere og total samarbejdsvilje fra vores side - INTET gjort for at afgøre vores sag, som er baseret på et skøn foretaget af enkelte medarbejdere. Et skøn, der ikke kan forsvares eller forklares med basis i nogen lovtekst. SKAT har kæmpet, og kæmper fortsat, med al magt imod at få vores sag for en uvildig instans, så vi kan få afgjort, om de eller vi har ret. De gør intet andet end at trække tiden,« skriver Kasi-Jesper og fortsætter:

»Vi skal nok klare os – men det havde andre ikke nødvendigvis gjort! For selvom de intet gør for at afgøre sagen, så vi kan få vores penge tilbage, disponere frit over vores boliger og min familie kan leve et normalt liv i Danmark igen, så har SKAT den groteske frækhed, at true med at erklære os personligt konkurs inden sommeren er omme, hvis vi ikke fortsat betaler til at holde sagen kørende - og betaler endnu flere penge, baseret på deres skøn!«

Kasi-Jesper har sammen med en udenlandsk investor oprettet et nyt smykkefirma med navnet Endless, der på kort tid har fået success i en række  store lande, og det er lykkedes at få et samarbejde med skuespilleren Jennifer Lopez, der er meddesigner på smykkerne.  Men firmaet er registreret uden for det danske skattevæsens lange arme.

»For mig og familien, ville det være den allerstørste glæde, hvis Endless var dansk. Hvis vi kunne have skabt det samme på danske nummerplader. Vi ville med glæde betale dansk skat og lade endnu flere medarbejdere betale dansk skat. For tro det eller ej, vi betaler faktisk med glæde vores del til det danske samfund, som har været en bærende del af vores succes,« skriver han og slutter:

»Ud over at være amoralsk, arrogant og en grotesk behandling af danske borgere, lyder det også som en ualmindeligt dårlig forretning for forretningen Danmark og for de arbejdspladser, der nu ikke skabes her.«

BT forsøger at få en kommentar fra Skat.