En dag i 2015 gik landmand Karsten Hansen og malkede sine køer på øen Endelave uden for Horsens, da hans verden fra det ene sekund til det andet brast for altid.
»Det er ikke meningen, du skal have det her at vide i telefonen,« lød meldingen fra politiet i den anden ende. Få sekunder efter fortalte politiet Karsten, at hans 15-årige datter Kirse havde taget sit eget liv.
»Det er så naturstridigt, som noget overhovedet kan være. Man skal ikke miste sine børn. Jeg plejer at sige, at jeg ikke ville ønske det her for min værste fjende. Det er så gennemgribende, ubeskriveligt forfærdeligt,« forklarer Karsten Hansen, der oplevede at livet, som han kendte det, med ét smuldrede.
Men midt i sorgen oplevede Karsten og hans kone også, hvordan det lille lokalsamfund på Endelave, hvor der bor godt 160 mennesker, tog hånd om familien.
»Fra timerne efter, vi mistede vores datter, kom hjælpen til os. Naboen, han havde hørt af omveje, hvad der var sket og havde ikke turdet tage over til os, for det var en voldsom situation, vi sad i. Men i det øjeblik han så, at jeg kørte rundt med traktoren og fodrede mine køer, turde han godt, og så kom han over og sagde, at de nok skulle tage sig af det hele,« forklarer Karsten Hansen.
Bare sig noget
Han medvirkede onsdag i første udgave af programrækken 'Kunsten at miste' på DR K, som sætter fokus på efterladtes sorg, og hvordan langt de fleste oplever at stå alene i sorgen, fordi de nærmeste trækker sig.
I programmet hører man, hvordan mindst to tredjedele af efterladte føler sig ensomme og svigtede af deres nærmeste, men Karsten Hansen er en af de få, der heldigvis ikke passer ind i den statistik.
»Vi havde svært ved at komme ud af vores hjem i lang tid, så det var nødvendigt, at folk kom til os, og det gjorde de virkelig også - og tilbød deres hjælp med ting og sager. En kom med et måltid mad, fordi hun ikke vidste, hvad hun ellers skulle gøre, og den vilje til overhovedet at gøre noget, er det vigtigste,« siger Karsten Hansen.
Han understreger, at selv hvis man ikke ved, hvad man skal sige, så er det bedre at sige netop det end ingenting, hvis man kender folk i sorg. Det vigtigste er, at man tager et initiativ.
»Der var en, der kom ned og sagde 'sådan noget pis, Karsten.' Så faldt vi hinanden om halsen og stod og vrælede lidt. For det er ikke nødvendigt at sige noget, man skal bare vise, man er der,« forklarer Karsten.
Vi er ikke mere kede af det, når vi græder
I sin egen sorgprocess har Karsten Hansen ikke været bange for at græde. Han græder ofte sammen med sine køer, for som han siger »når der ikke kan være mere vand på gulvet, holder det nok op af sig selv igen.« Han kan sagtens forstå, at omgivelserne kan have svært ved snakke om hans sorg, men han synes samtidig, det er vigtigt, at folk ikke er bange for tårerne.
»Det er forståeligt nok, at andre tænker; vi må nok hellere lade være at spørge, for så bliver de kede af det. Og ja, vi begynder at vræle, når vi snakker om sorgen. Men vi er ikke mere kede af det, mens vi græder, end før vi græd. Så kan man bare se det,« forklarer Karsten Hansen.
I dag har de stadig en plads dækket op til Kirse hjemme på Endelave, hvor der også står en kop med hendes navn på. Og så sørger Karsten for, at det ikke skal været et tabu at tale om hans datter.
»Jeg kan ikke have, at folk ikke snakker om hende. Der er ikke nogen, der skal prøve at fortie hende, så skal de nok få med mig at bestille. Så skal jeg nok sætte hende på dagsordenen. Hun skal ikke glemmes. Sådan er det bare,« siger han.
Karsten Hansen og familien har siden datterens død i 2015 været i kontakt med både krisepsykolog, familierådgivning og Landsforeningen for efterladte efter selvmord. Han er dog ikke i tvivl om, at noget af det, der har betydet allermest, har været det faktum, at familie, venner og lokalsamfundet, som han betegner som en søskendeflok.
»Vi kan godt gå og strides til hverdag og være hårde ved hinanden, men jeg skal lige love for, at når det så gælder, så er de der. Og det er vi dybt taknemmelige for,« siger Karsten Hansen.
'Kunsten at miste' blev sendt på DR K onsdag klokken 21.30.
