I videoen kan du høre Karoline Sofie Klit fortælle, hvad der skete den skæbnesvangre dag i 2011.
I søndags, den 11. februar 2018, var det syv år siden, at 13 elever og to lærere endte i det iskolde vand i Præstø Fjord. Selvom Karoline Sofie Klit med nød og næppe reddede livet, er intet som før tragedien
Hun går ivrigt hen mod vandkanten. Jorden knaser mod fodsålerne, og i de små huller i jorden, sprækker frostspejle under hende. Knas. Klik. Klik.
Tippen af hendes sorte bamsestøvler møder den frosne fjord. Hendes store, blå øjne søger fra side til side ude i vandet, og der går ikke mere end nogle få sekunder, før hun peger ud i det, der virker som intetheden.
»Det var dén røde bøje, jeg holdt fast i,« siger hun i en hurtig udånding.
Hurtigere og hurtigere hiver hun luft ned i lungerne, mens udåndingerne bliver hængende i den iskolde luft foran hende.
»Og derhenne ved skoven prøvede jeg at komme i land. Det er altså vildt at tænke på, hvor langt ude vi sejlede.«
Den røde bøje forsvinder, hvis man ikke kniber øjnene sammen og koncentrerer sig om at holde fokus.
Hun bliver stille. Små snefnug falder og lander forsigtigt på hendes sorte pelsjakke. Det føles lige så koldt i dag, som det var den dag for syv år siden, men i dag er fjorden blikstille. Tavs, som om den ikke ved, hvad der skete den dag da bølgerne væltede ind i dragebåden.
Vind og sø kæmpede en gemen kamp mod den dengang 16-årige Karoline Sofie Klit, hendes tolv efterskolekammerater og deres to lærere. En kamp, der syv år efter er blevet en del af Karoline Sofie Klit. En kamp, der har ændret hendes liv og fremtidsplaner. En kamp, hun kæmper med hver dag.
Den 11. februar 2011 sejlede to lærere og 13 elever fra idrætslinjen på Lundby Efterskole ud på Præstø Fjord i en otte meter lang dragebåd. Turen var en del af idrætsundervisningen, og formålet var at konkurrere på tid mod skolens friluftslinje, der to dage tidligere havde sejlet samme rute.
Da de efter 22 minutters sejlads var nået 1,7 kilometer ud på fjorden, tiltog vinden og bølgerne så voldsomt, at friluftslæreren Michael Jørgensen besluttede, de måtte vende om og udsætte turen. I forsøget på at dreje kæntrede båden, og de endte alle i det to grader kolde vand.
To elever kom i land og fik tilkaldt hjælp. Redningsfolkene fandt efterfølgende alle de forulykkede - bortset fra læreren Michael Jørgensen, der var blevet ved båden med en pige, der var gået i chok og ikke kunne svømme. Han var den eneste, der ikke overlevede, og hans lig blev fundet i fjorden knap to måneder efter ulykken.
Syv af eleverne var klinisk døde ved redningen og blev lagt i kunstig koma. De har efterfølgende været gennem lange genoptræningsforløb. Én af eleverne blev så slemt hjerneskadet, at han stadig i dag kæmper for at genvinde både sprog og motorik.
I 2013 faldt der en endelig dom i sagen, hvor Østre Landsret stadfæstede, at forstander, Truels Truelsen, sammen med Lundby Efterskole var ansvarlig for ulykken. Han blev idømt 60 dages betinget fængsel, mens efterskolen fik dagbøder for i alt 250.000 kroner.
»Det er en forfærdelig smerte indeni«
Der er mere is på fjorden i dag, hvor vandet er roligt. Men trods bølgerne var isflagerne ved sivene der også for syv år siden, og de blev Karoline Sofie Klits redning. En efterskoleveninde fik hende op på en af dem, efter hun havde fundet hende med hovedet under vandet.
En uge efter ulykken fik hun at vide, at hun havde hjertestop, da hun blev reddet i land, og efterfølgende blev genoplivet i akutlægehelikopteren med stødet fra en hjertestarter. Hun overlevede. Nu kæmper hun hver dag for at leve. For selvom hun udadtil ligner en rask 23-årig pige, er hun syg indeni. Posttraumatisk stress, angst, depression, svimmelhed og sløret syn er en del af hendes hverdag.
»Når jeg har en slem periode, har jeg bare lyst til at dø. Så er jeg så svimmel, at jeg ikke kan noget. Jeg tænker bare, ‘skyd mig’. Det er en forfærdelig smerte indeni.«
Hun kan ikke længere huske, hvordan det føles at have det godt. At have det normalt. Og hendes største bekymring er, at hun aldrig kommer til at føle det igen.
»Jeg er sygt bange for ikke at kunne få børn, fordi jeg ikke kan tage vare på dem. Og hvad hvis jeg ikke kan få en kæreste, fordi jeg er en så stor belastning, og ingen kan forstå, hvordan jeg har det, og hvorfor jeg er, som jeg er.«
»Du skal svømme ind, ellers dør du«
Drengene rokker drillende fra side til side i dragebåden, som den sejler fra land ud i fjordens vildskab. Bølgerne rammer dem i ansigtet, og Karoline Sofie Klit og hendes veninde fra idrætslinjen griner højlydt. Hun tænker på, at det var godt, hun tog gummistøvler på, så hun ikke fik våde sokker.
De skulle egentlig have været af sted i to dragebåde, men halvdelen af idrætseleverne meldte sig syge tidligere på morgenen, fordi de ikke ville ud i det frostkolde februarvejr.
De to lærere, der er med på turen, idrætslæreren Rikke Jensen og friluftslæreren Michael Jørgensen, peger på den bøje, der er målet. De skal rundt om den og tilbage igen på mindre end 36 minutter, hvis de vil slå friluftslinjens tid.
Michael Jørgensen er ham, der har arrangeret turen. En stærk mand både fysisk og psykisk, der altid er klar til at hjælpe med et smil. Han er den fornuftige og optimistiske type, der nok skal finde en løsning på tingene, så selvom han ikke er elevernes lærer til hverdag, har de tillid til ham, husker Karoline Sofie Klit.
Efter 22 minutters sejlads, kort før bøjen, ændrer stemningen sig pludselig. Michael Jørgensen siger, de er nødt til at vende om, fordi vejret er blevet for voldsomt. Karoline Sofie Klit forstår ikke, hvad han mener. Den er jo lige dér. De er der jo lige om lidt. Men tonen i hans stemme er ikke til at tage fejl af, så de tager et fast greb om årerne og prøver at vende om.
Kræfterne fra vind og sø bliver forstærket af en ulige vægtfordeling i båden. Vendingen lykkes ikke, og bunden ender i vejret.
Båden ligger med bunden i vejret. 15 kroppe i isnende koldt vand. Det iskolde fjordvand når ned i Karoline Sofie Klits lunger, og de svarer igen med et skrig. ‘Vi skal vende båden’, tænker hun.
»Vi skal have vendt båden om,« siger hun til friluftslæreren. Han fortæller hende, at det er umuligt, og hun spørger, om de ikke bare kan hjælpes ad. Da han vender sig om og kigger hende i øjnene, går det op for hende, at det er alvor. Der er ikke en løsning. Der er altid en løsning med Michael - men det er der ikke nu. »Karoline, prøv at høre, du skal svømme ind, ellers dør du. Forstår du det?«
Skærende skrig og grådkvalte stemmer overdøver hendes tanker, så hendes krop tager over.
»Jeg lå og tog afsked«
Hun begynder at svømme mod land sammen med veninden, og de aftaler, at deres første mål er den røde bøje, de kan se længere forude.
Karoline Sofie Klit tænker, at de kan holde fast i den og få et hvil, men da de når frem efter en halv times tid, går det op for hende, at den ikke kan bære dem. Hun kan ikke mere.
Da de får øje på en af deres venner, svømmer de videre med ham, for hun er nødt til at svømme videre, selvom kroppen er ved at give op.
Hendes venner svømmer langt foran hende, og hun bliver glad for at se, de er på vej ind mod land. Men nu er hun helt alene. Hun lægger sig om på ryggen. Det eneste, hun stadig kan bevæge, er benene. Spark. Spark. Stop.
»Da jeg lå alene på ryggen, blev jeg afklaret. Jeg havde gjort alt, hvad jeg kunne. Hvad fanden skal man gøre, når man ikke kan gøre mere.«
Hun ligger stille for en stund og kigger op i skyerne. Der er ikke flere skrig, ikke mere gråd, bare stilhed. Der er ikke noget, der overdøver hendes tanker, som nu er det eneste, der ikke er bedøvet af kulde.
»Jeg tænkte, jeg skulle have røget flere cigaretter. Jeg havde altid elsket at ryge, men jeg var sådan en type, der fik sygt dårlig samvittighed, hver gang jeg røg. Jeg tænkte, jeg lige så godt kunne have pulset derudad, hvis jeg alligevel skulle dø i en fucking sø, altså.«
Karoline Sofie Klits krop er nu så nedkølet, at hendes organer og alt inde i hende lige så stille giver op.
»Jeg var mere ked af det, end jeg var bange. I begyndelsen var jeg bange, men til sidst var jeg bare ked af det. Jo mere afkølet min krop blev, des mere ked af det blev jeg. Ikke på mine egne vegne, men på mine forældres, fordi jeg vidste, hvor ulykkelige de ville blive. Jeg tænkte, at jeg alligevel ikke ville mærke noget.«
Mens hun ligger og iagttager skyernes rolige, ubekymrede dans på himlen, tænker hun på, at hun skal derop og møde sin onkel. Det er en beroligende tanke, at han venter på hende.
»Jeg lå og nynnede børnesange. Den der med krokodillen i et badekar. Jeg kan ikke engang huske den, men det var den, der kom til mig, da jeg lå der og tog afsked. Jeg aner ikke hvorfor.«
Et sidste håb om overlevelse sætter ind, og hun tænker, at nu giver hun det alt, hvad hun kan og sætter sig et sidste mål. Hvis hun bare kan mærke bunden, er hun reddet. Pludselig synes hun, hendes fødder rammer fjordbundens sand, og at hun løber ind mod land.
»Jeg blev helt rolig, og jeg fik det sygt behageligt i min krop. En varm følelse. Jeg kunne ikke høre noget i min lille boble, hvor alt var rart. Jeg var sikker på, jeg var reddet.«
Et stød tilbage til livet
Efterskoleveninden finder Karoline Sofie Klit med hovedet under vand og får den bevidstløse krop bakset op på en isflage.
Med det hvide ud af øjnene og fråde om munden får Karoline Sofie Klit slag i hovedet af veninden. Hun vågner ikke. Der er rart i boblen.
Nogle af deres kammerater er nået i land og har fået tilkaldt hjælp, så efter knap to timer i det kolde vand bliver Karoline Sofie Klit bjærget i land af to lokale mænd i en jolle.
To politifolk pumper på hendes bryst. Ingen respons. Op på båren. Pump. Pump. Pump videre. Stadig ingen respons. De giver op, og Karoline Sofie Klits krop bliver kørt væk i et virvar af lægebiler, sygeplejersker, sirener, ambulancer, livløse kroppe, helikoptere og reddere.
Midt i kaosset stopper en overlæge fra Riget op og siger, de ikke må give op på hende. Hendes organer er nedkølede, så hun kan godt overleve. Hun kommer ind i en lægehelikopter og får stød. Hendes hjerte begynder at slå, og hun bliver hurtigt kørt til Nykøbing Falster Sygehus.
Efter tre dages indlæggelse bliver Karoline Sofie Klit udskrevet fra hospitalet og kommer hjem til sine forældre i Rungsted.
»Det hele gik lidt op for mig, da jeg kom hjem, fordi jeg så nyhederne for første gang, og min Facebook var proppet med beskeder fra folk, der troede, jeg var død. Så dér begyndte jeg at græde.«
I månederne efter ulykken forstår Karoline Sofie Klit ikke, hvad der sker inde i hende. Hun græder meget. Hun sover lidt. Og tiden viser sig ikke at ville læge nogen former for sår.
»Jeg begyndte først til psykolog fire måneder efter, for jeg troede ikke, jeg havde brug for det før. Man går til psykolog, når man har et problem, og jeg tænkte, at jeg da ikke havde noget problem. Jeg kæmpede jo for at være normal.«
»Jeg var pludselig ældre oppe i hovedet«
»Jeg vil gerne begynde i gymnasiet,« siger Karoline Sofie Klit til sine forældre.
For mindre end et halvt år siden lå hun og tog afsked med livet.
»Karoline, du har ikke brug for endnu et nederlag. Er det ikke bedst at lade være?«
Nej, det er ikke bedst at lade være, tænker hun. Ulykken skal ikke få lov til at definere mig. Den skal ikke ødelægge mit liv. Hun ved godt, at hun ikke er den samme som før ulykken.
Hun kan ikke længere sove om natten, hun er svimmel, har sløret syn og meget let til tårer. Men hun er ikke ulykken, og ulykken er ikke hende - så i august 2011 begynder hun på Nærum Gymnasium.
»Det var vigtigt for mig at gå i skole for det sociale, så jeg ikke blev anderledes. Jeg ville også bare være en 16-årig pige, der gik i gymnasiet ligesom alle andre. Så behøvede folk jo ikke at vide, jeg ikke kunne følge med fagligt.«
Karoline Sofie Klit finder hurtigt ud af, at det ikke kun er det faglige, hun har svært ved. Hendes jævnaldrenes prioriteringer kan hun ikke længere identificere sig med. De går op i skole og fest, og for Karoline Sofie Klit handler livet om noget helt andet.
»Jeg kunne godt mærke, jeg var anderledes i forhold til andre. Jeg var pludselig meget ældre oppe i hovedet. Jeg reflekterede meget over tingene og satte pris på livet på en helt anden måde. Jeg ville bare gerne have, at alle havde det godt, og jeg syntes, folk på min egen alder var meget barnlige og egoistiske. Der var ingen, der forstod mig.«
Efter et år i gymnasiet stopper Karoline Sofie Klit og begynder i stedet på et toårigt erhvervsrettet handelsskoleforløb, der giver hende mulighed for at begynde som elev i en tøjbutik.
På trods af nogle hårde år og flere mentale nederlag ender det med en succes for Karoline Sofie Klit, der den 29. september 2017 kan kalde sig færdiguddannet salgsassistent.
»Ingen ved, om jeg får det bedre«
Den hvide blomsterlysekrone over spisebordet udsender et varmt skær og efterlader, hvad der ligner små ildfluer på de skrå vægge.
Karoline Sofie Klit sidder i sin lille taglejlighed i Hellerup, knap 20 kilometer fra barndomshjemmet. Her bruger hun meget af sin tid, da hun har været langtidssygemeldt siden sommer.
Det er vigtigt for hende at have en base, hvor hun kan føle sig tryg. For selvom der er gået syv år, er hendes symptomer efter ulykken langtfra forsvundet. I dag har hun fået konstateret angst, posttraumatisk stress og depression, og oveni det lever hun med en konstant svimmelhed.
»Jeg har ikke prøvet en dag siden ulykken, hvor jeg ikke har haft symptomer,« siger hun og forklarer, at det er hårdt, at mange ikke kan sætte sig ind i, hvordan hun har det.
»Der er ingen, der kan se, at man er syg. Folk tror, man lyver. Hvis jeg aflyser, fordi jeg er svimmel, tror folk, det er en dårlig undskyldning. De siger: ’Du ser jo godt ud’, men hvis de kunne være inde i min krop én dag. Det tror jeg, de færreste mennesker ville kunne klare.«
Varmen breder sig i lejligheden og blodkarrene udvider sig i ansigtet, mens hun hælder kogende vand i koppen. Gennem den gyldenbrune pudder kan man ane hendes lyserøde kinder. Karoline Sofie Klit glæder sig til, det bliver sommer, for i kulde tænker hun mere på ulykken end normalt.
Hun sidder ved spisebordet og laver fagter, mens hun fortæller. Det er tydeligt, at hun er vant til at tale om, hvad der skete den dag for syv år siden, og hun har ikke brug for at tænke en ekstra gang, når man spørger, hvad det har gjort ved hende.
»Den Karoline, der tog af sted i en dragebåd i 2011, var en pige, der altid var glad, optimistisk, havde overskud og godt humør. Karoline i dag er meget bekymret. Hun stresser over ligegyldige ting, bliver ked af det over små ting og misforstår hurtigt signaler og situationer. Hun skal have planlagt alt i god tid for ikke at blive slået helt ud af den,« siger hun.
I videoen ovenover kan du høre Karoline Sofie Klit fortælle, hvordan ulykken påvirker hende den dag i dag
Karoline Sofie Klit genoptog i december den medicin, som hun har har været af og på siden ulykken. Medicinen giver hende overskud til at klare hverdagen og overskud til livet. Hun synes, de hjælper hende til at blive en bedre udgave af sig selv. Den udgave, hun føler, hun er indeni.
Hun lader hænderne hvile på det rustikke træbord. Der er stille i stuen for en stund, før hun fortæller, at det er svært at være optimistisk, når hun har haft det så dårligt i syv år. Hun troede, det ville blive bedre med tiden. Hendes blik flytter sig fra hænderne til vinduet.
»Jeg er bange hele tiden. Jeg tænker på, om min familie er okay, for jeg er virkelig bange for at miste dem. Og miste generelt.«
Hun holder en kort pause.
»Og så er jeg er bange for, at jeg får flere bump på min vej i livet, for hvis jeg gør, er jeg ikke sikker på, om jeg kan klare det.«
Fremtiden er uvis for Karoline Sofie Klit, og hun tør ikke håbe på for meget.
»Hvis jeg ikke var syg, ville jeg gerne have læst til ejendomsmægler eller indretningsarkitekt. Jeg har stadig en drøm om, at det kommer til at ske. Men kun hvis jeg får det bedre. Og det er der ingen, der ved, om jeg gør.«
