I et forsøg på at få styr over de mange flygtninge på Sønderjyske Motorvej, har politiet anholdt en pressefotograf fra Politiken.

Det er forbudt at gå på motorvejen. Sådan lyder loven. Og selv om politiet har set igennem fingrene - eller rettere måske følt sig magtesløse - overfor de mange flygtnige, der har valgt at vandre på motorvejene i et forsøg på at nå til Sverige - så gælder loven stadig for alle andre. Også for pressefotografer og journalister. Det måtte Politikens fotograf sande, da han kort før klokken 16 blev anholdt for at gå på motorvejen og tage billeder af flygtningene.

SE FLERE BILLEDER PÅ LOCALEYES.DK

- Jeg kan bekræfte, at en fotograf er blevet tilbageholdt, da han gik på motorvejen, siger siger Lisa Dissing, der er sekretariatsleder for kommunikationen i Syd- og Sønderjyllands Politi.

Hun oplyser, at Syd- og Sønderjyllands Politi gennem hele dagen har opfordret pressen til ikke at gå på motorvejen, da det er ulovligt - og farligt.

- De har fået det at vide flere gange, og vi har endda ringet til redaktionerne for at bede dem om at lade være med at gå på motorvejen, siger Lisa Dissing, der betegner dagen i det sønderjyske som 'en lang dag'.

Politiet har i timevis fulgt de mange flygtninge, der tidligere på dagen udvandrede fra en skole, hvor de opholdt sig, for at forsætte deres flugt til Sverige. Og de valgte altså Sønderjyske Motorvej som deres rute, hvilket har betydet, at Syd- og Sønderjyllands Politi har været massivt til stede for at sikre de mange flygtninge og migranters sikkerhed på motorvejen, der den seneste tid har været lukket.

Lisa Dissing oplyser, at politiet onsdag sent på eftermiddagen har forsøgt at få flygtningene til at forlade motorvejen. Nogle har valgt at tage imod politiets opfordring og har ladet sig samle op af den bus, der hele tiden har kørt bag dem, for at blive kørt tilbage til den skole, hvorfra de drog af sted. Men andre er fastbesluttede på at fortsætte flugten.

- Vi fortsætter dermed også dialogen med dem om, at de skal indstille vandringen, siger Lisa Dissing.