Lyt til artiklen

»Denne her sang går ud til dig, der måske har et værelse eller en lejlighed, som du kunne tænke dig at leje ud til en, som måske står i en lidt indviklet situation.«

Sådan indleder 21-årige Pernille Mie Knoop Olsen fra Rønne i en video, hun har lagt på Facebook i et forsøg på at nå ud til potentielle udlejere, der kan hjælpe hende med at finde et sted at bo i København.

Siden marts har hun ledt efter et værelse eller en lejlighed i hovedstaden, hvor hun har søgt ind på musikvidenskab. Men hun har sjældent fået svar på de mange ansøgninger, hun har sendt afsted på de forskellige udlejningssider.

»Så en dag, hvor jeg var lidt frustreret over, at ingen svarede på mine beskeder, lavede jeg den her sang. For mine beskeder til udlejere forsvinder sikkert alligevel blandt de 200 andre beskeder, de får,« siger Pernille Mie Knoop Olsen, der selv skriver musik og sange, til bt.dk.

I begyndelsen turde hun dog ikke lægge vidoen, hvor hun synger til selvskrevet sang til en forhåbentligt kommende udlejer, op.

»For hvad nu, hvis folk syntes, det var åndssvagt? Men så gik der igen en måned, hvor der ikke skete noget, og jeg tænkte, at nu måtte der ske noget. Så jeg lagde den på Facebook i går (torsdag, red.),« siger Pernille Mie Knoop Olsen.

Læs også:

Svært at skille sig ud

Hun er én blandt flere tusinder, der hen over sommerferien før studiestart kæmper om at få et sted at bo i den by, hvor hun skal studere. Særligt København og Århus er hårdt ramt. Ventelisterne til kollegielejligheder er de fleste steder så lange, at det nærmest er umuligt at se en ende på det.

Pernille Mie Knoop Olsen valgte derfor at lægge videoen på sin Facebook-side og i en gruppe for lejeboliger til unge. Og det har kunnet betale sig at lave en utradionel boligansøgning.

»Jeg har fået rigtig god respons. Folk har skrevet til mig, at det er en god idé. Og der er mange, der har set opslaget. 50 har delt den på under et døgn, og 3.500 har set den. Det har jeg aldrig prøvet før,« siger Pernille Mie Knoop Olsen, der også har fået en henvendelse fra en kvinde, der gerne vil leje et værelse ud til hende og flere andre har tilkendegivet, at de vil holde øje med mulige værelser og lejligheder til hende.

»Så der er rigtig mange 'følere' ude nu, i forhold til hvad der var før,« siger hun.

Kommet for at blive

Og de utraditionelle og kreative metoder til at skille sig ud fra mængden er kommet for at blive. Det fortæller fremtidsforsker Liselotte Lyngsø, der er partner og chef i Future Navigator.

»Det undrer mig ikke, at det er sådan, man finder en lejlighed eller et sted at bo. Man er nødt til at være kreativ og skille sig ud. For det handler alt sammen om at blive delt og set. Og altså også delt uden for sin egen cirkel,« siger hun.

Det gælder dog ikke kun, når man forsøger at få en lejlighed. Det samme gør sig gældende, når man leder efter et job. Eller måske en kæreste.

»Det er en klar tendens. Vi brander os selv på de sociale medier som aldrig før. Det bliver en slags Avatar, som skal kunne klare alle mulige ting på vores vegne. For vi ved, at kommende arbejdsgivere eller udlejere Googler os,« siger Liselotte Lyngsø.

At det gælder om at skille sig ud, er Pernille Mie Knoop Olsen enig i.

»Jeg tror, det er vigtigt at skille sig ud. Jeg er medlem af flere lejligheds-sider, og der er mange, der bare ligger et billede op af dem selv og skriver en eller anden tekst. De ligner alle sammen hinanden. De skiller sig ikke ud. Og det ville jeg gerne gøre for at gøre opmærksom på mig selv, så jeg forhåbentligt kan finde et sted at bo,« siger hun.

Pernille Mie Knoop Olsen fik inspirationen til at lave den utraditionelle boligansøgning fra en tidligere video, hvor en ung mand for nogle år tilbage fik meget omtale for en lignende video.

»Til sidst kunne han nærmest vælge og vrage mellem, hvor han gerne ville bo, frem for at tage en nødløsning, som ikke er så optimal,« siger hun.

Læs også:

Sværere i fremtiden

I fremtiden er det dog ifølge fremtidsforsker Liselotte Lyngsø ikke nok at skille sig ud. For til sidst vil alle ende skille sig ud. Og så bliver man ens igen.

»Det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvad man kan finde på. I fremtiden skal man dog blive bedre til at målrette sig til sin målgruppe. Hvem er det, man vil have til at modtage det her? For hvem er det, der har et værelse eller en lejlighed til mig? Det er måske ikke en 25-årig som én selv, der synes, at ens rockvideo, hvor man stripper, er sjov. Det er måske en ældre dame, der synes det er hyggeligt, at man synger i kirkekor, eller hvad ved jeg,« siger Liselotte Lyngsø og griner.

Det er dog nødvendigt at gøre noget ekstra ud af det for at gøre opmærksom på sig selv.

»Man er nødt til at skille sig ud, og det ved de unge godt. Men hvis alle skiller sig ud, er man stadig nødt til at gøre noget for at skille sig ud fra dem. Der skal man tænke på sin målgruppe mere end bare at gøre sig interessant. I stedet for at brøle, så skal man rette sig mod dem, man gerne vil have til at lytte,« siger Liselotte Lyngsø og fortsætter:

»For eksempel kunne man – hvis man vil være rigtig fræk – gå rundt til postkasserne, der hvor man gerne vil bo, og lægge en seddel eller en flyer. Altså gøre det offline i stedet for bare at brøle højere og højere.«

'Det er umenneskeligt'

I Rønne sidder Pernille Mie Knoop Olsen og håber, hun når at få en lejlighed inden studiestart. Hun får svar den 30. juni på, om hun er kommet ind på musikvidenskab-studiet, men med hende snit, burde det ikke være et problem.

Fjorten dage efter, den 14. august, begynder introdagene på studiet. Så boligpresset begynder at kunne mærkes.

»Jeg vidste ikke, at man nærmest skulle skrive sig op til kollegier siden før, man blev født. Der var jeg måske lidt for godtroende,« griner Pernille Mie Knoop Olsen.

En af hendes veninder har været skrevet op i fire år, og hun har først lige fået et kollegieværelse nu.

»Det er ret eksremt. Jeg synes, man burde fordele uddannelserne mere i Danmark, så det ikke kun er i København eller de større byer, så der er flere muligheder for at finde et sted at bo. Det er næsten umenneskeligt, at man som studerende skal flytte rundt hver eneste måned i studietiden, fordi det er umuligt at finde noget mere fast. Det gør bare, at man ikke kan koncentere sig om sit studie,« siger Pernille Mie Knoop Olsen, der står som nummer 2.000 på en kollegieventeliste.

»Så det får jeg nok ikke lige. Derfor håber jeg, at det virker med videoen,« siger hun med et grin.

Kender du til lignende tilfælde, hører BT meget gerne fra dig. Du kan kontakte os på 1929@bt.dk

Læs også: