Ferie. Festival. Sommer. Og bagende sol, der banker ned over os. Men det er ikke kun kroppen, der kan blive ramt af hedeslag. Vores mobiltelefoner er også i fare for det. Og hvad gør man så?

»Kryb ind i skyggen i en fart,« lyder det korte og kontante svar fra mobilekspert Torben Vognsen. »I forhold til at køle den direkte ned er der ikke andre måder end skygge og at gemme den i tasken«.

Varme er aldrig godt for elektronik. Hverken for mobiltelefoner eller noget som helst andet. Så generelt skal man altid passe på med direkte sol,« siger han videre og understreger vigtigheden af, at man fjerner coveret, hvis man bruger sådan et til mobilen.

»Coveret fungerer ligesom tøj. Det varmer. Og det betyder igen, at telefonen har større risiko for at overophede. Det samme gælder om natten, hvis man har den sat til at lade op og sover et varmt sted,« lyder rådet, som nok især de tusindvis, der strømmer til festivaler rundt omkring i landet, bør skrive sig bag øret.

Men den gode nyhed er dog, at man – trods de høje temperaturer herhjemme, som ikke synes at falde lige foreløbig – ikke risikerer, at mobilen går i stykker på grund af varmen.

Ifølge Torben Vognsen er alle mobiltelefoner udstyret med en temperaturføler og lukker automatisk ned, hvis de bliver for varme.

Og det gælder, uanset om det er en ny eller en ældre model.

»Men du kan sagtens nå at få forbrændinger af den. For ligger telefonen i solen, kan den uden problemer godt blive 70 grader varm på meget kort tid,« siger han.

Én ting er varme telefoner. Et andet problem, der typisk opstår i sommerheden, er, at mobilen hurtigt taber strømmen. Også det skal man for tiden være opmærksom på.

»Og det kan man næsten ikke undgå. For processoren bliver overophedet ret hurtigt. Og hvis telefonen bruges aktivt, sluger den bare strømmen på ingen tid. Mobiltelefoner opererer bare bedst fra et par minusgrader til omkring 20 grader,« forklarer Torben Vognsen og påpeger, at man også skal tænke sig om, hvis man kører på ferie og bruger mobilens gps i bilen.

»Sørg for, at den sidder i skygge i forruden. For lige præcis gps’en er meget proces-intensiv, så i forvejen er mobilen belastet. Og får den tilmed direkte sol i forruden, så skal man virkelig passe på.«

Og hvad så med festivalfolket?

»Lad være med at tage smartphone med. Køb de nye Nokia-modeller, der koster 399 kroner. Med dem kan du sende sms’er og ringe. Ligesom i gamle dage. Og batteriet varer i tre uger,« lyder det kontante råd til festivalgæsterne, som dermed ville være tvunget til at leve uden de sociale medier.

»Og helt ærligt,« tilføjer han så:

»Ville det ikke være en federe festival, hvis man droppede alt det lort dér? Hvis det eneste, man kunne, var at ringe til vennerne og sige ’Hey, jeg står ovre ved Orange Scene’?«

Den lader vi lige stå et øjeblik!