Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Når køreskoleelever får teoriundervisning, skal en kørelærer være til stede i lokalet. Men på Lisbeths Køreskole foregik det noget anderledes.

Det skriver JydskeVestkysten.

Ifølge mediet fik køreskolens elever teoriundervisning som et rent it-baseret selvstudie, hvor de kunne dukke op på skolen og modtage undervisning, som de havde lyst uden at være i kontakt med en kørelærer.

Lisbeths Køreskole har afdelinger i både Kolding, Svendborg, Esbjerg, Vejen, Haderslev, Aabenraa, Horsens, Vejle og Fredericia. Hvor hele 1834 elever er blevet undervist forkert.

Torsdag faldt der dom i sagen, som har kørt siden 2014.

Kæmpe bøder

Direktør i Lisbeths Køreskole, Lisbeth Jensen, blev dømt for at have undervist forkert i teori og for at have medvirket til, at hendes ansatte gjorde det samme.

Hun blev idømt tre måneders betinget fængsel og 40 dagbøder på i alt 150.000 kroner, men blev dog ikke frakendt retten til at arbejde som kørelærer.

Selskabet Lisbeth Holding fik 300.000 kroner i bøde. Derudover er 35 af køreskolens kørelærere tidligere blevet dømt og indkaldt som vidner i sagen mod Lisbeth jensen.

»Retten lægger vægt på, at hele konceptets opbygning er i strid med reglerne. At man bare frit kunne møde op til it-undervisning, og at der ikke har været fokus på, hvor meget tid der er anvendt, i forhold til hvad der kræves,« siger anklager Pernille Moesborg om dommen.

Hun forklarer også over for mediet, at retten yderligere har lagt vægt på omfanget af kriminaliteten, det vil sige antallet af berørte kørelærere og -elever.

Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.