Prisen på den yndige liebhaver-villa, der lagde kulisse til Skjern-dynastiets residens i tv-serien Matador, er faldet med 9,5 mio. kroner. Nu lyder udbudsprisen på 22,5 mio.

Dermed er prisen på huset nedjusteret med sammenlagt 12,5 mio. kr., siden det oprindeligt kom på markedet. Det skriver Boliga.dk.

Pragtvillaen ligger på Dronninggårds Allé i Holte nord for København og har fra den 9600 kvadrameter store grund direkte adgang til Furesøen.
Med 435 kvadratmeter husareal er der også rigelig plads at udfolde sig på, når efteråret lægger en dæmper på udendørsaktiviteterne.

Indenfor er der blandt andet blevet plads til fire store soveværelser, vinkælder og en udsigtshavestue tegnet af selveste Arne Jacobsen.

Det var oprindelig kendis-ejendomsmægleren Jan Fog, der havde huset til salg, men i april måned overgik tjansen til liebhavermægler Ivan Eltoft Nielsen.

Det første, han gjorde, var at barbere 3 mio. af salgsprisen, men det var tilsyneladende ikke nok til at få en køber til at bide på. Nu er der så røget yderligere 9,5 mio. af. Dog skal det store nedslag ses i lyset af, at grundarealet samtidig er skrænket ind for at opnå en mere attraktiv udbudspris.

Matador-villaen er et dødsbo. Det har haft samme ejer siden 1951, og i slutningen af 1970'erne gav ejeren tilladelse til, at man kunne lave en række tv-optagelser til Matador. Indspilningerne foregik dog kun udenfor og ligner derfor ikke familiens Skjerns hjem indvendig.

Se flere billeder af den mondæne villa her.