Nytårsaftensdag blev store mængder affald dumpet i en skov i Jylland. Selvom politiet ved, hvem affaldet tilhører, slipper de skyldige for straf, og det skaber harme - både på sociale medier og hos plantagens formand.

Et par fra lokalområdet har indrømmet, at den store mængde affald, der blev smidt i skovbunden af Helle-Biltoft Plantage i Varde, er deres. De nægter dog, at det er dem, der har smidt affaldet. Derfor har anklagemyndigheden opgivet at rejse tiltale.

»Det er helt grotesk. Parret har jo erkendt, at det er deres affald, så jeg er helt uforstående overfor, at man ikke vil sigte dem,« siger Benny Ølgod, der er formand for Helle-Billetoft Plantage.

Benny Ølgod frygter, hvilket signal afgørelsen på denne sag vil sende til resten af Danmark.

»Det her åbner jo en ladeport. Hvis folk bare kan dumpe deres affald, stikke en dårlig undskyldning og slippe for ansvaret, kan man jo kun frygte, at flere får lyst til at gøre det samme,« siger han.

Plantagens formand er ikke den eneste, der er uforstående overfor anklagemyndighedens håndtering af sagen. På Facebook har flere borgere luftet deres holdning.

Selvom det ikke er første gang, nogen smider affald i Helle-Biltoft Plantage, har Benny Ølgod ikke tidligere oplevet, at de skyldige ikke vil vedkende sig ansvar, når de bliver konfronteret med det.

»Normalt, når vi finder ud af, hvem der har smidt affald i plantagen, så erkender folk med det samme, at det er deres affald - de betaler bøden, og får ryddet op, også er den sag ude af verden. Jeg har aldrig før oplevet, at nogen nægter deres ansvar på den her måde,« siger formanden.

Fordi parret nægtede sig skyldige, måtte Benny Ølgod selv smøge ærmerne op og køre affaldet væk. Der var affald nok til at fylde traileren hele fire gange, så det var ikke et oprydningsarbejde, der blot var overstået på et par minutter.

»Det er det værste tilfælde, jeg har oplevet i den tid, jeg har haft med plantagen at gøre. Så store mængder affald har jeg aldrig set i plantagen før,« siger Benny Ølgod.

Formanden har da også svært ved at forstå, hvad der i første omgang kan få nogen til at henkaste affald i naturen.

»Vi har jo genbrugspladser, der har åbent hele året. Alle har mulighed for at komme af med deres affald gratis, så det er jo komplet tåbeligt, at man vælger at smide det i naturen,« siger Benny Ølgod og tilføjer:

»Hvordan folk er skruet sammen, siden de kan finde på at gøre sådan noget, det har jeg svært ved at svare på, men der burde i det mindste være konsekvenser.«

Formanden oplyser, at Helle-Biltoft Plantage har anket sagen og krydser fingre for, at den bliver taget op igen.