En 61-årig mand fra Skærbæk i Sønderjylland har vundet hovedgevinsten i det online skrabespil 'Bogstavjagten'.

Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

Den 61-årige mand havde forsøgt sig med alverdens Lotto-spil, da der pludselig var gevinst - hele 600.000 kroner - og gårdmanden er ikke i tvivl om, hvad pengene skal bruges til.

»Jeg siger op på onsdag. Jeg har sådan en MUS-samtale planlagt, og der har jeg tænkt mig at fortælle, at jeg stopper. Det har været undervejs længe, da jeg har dårlig ryg og er slidt op efter mange års hårdt arbejde, og nu ved jeg, at jeg står lidt friere,« siger han til Danske Spil.

Ikke nok med at Bogstavjagt-vinderen har tænkt sig at stoppe med at arbejde. Pengene har også gjort, at hans drøm om at flytte nærmere sin datter, der bor i Sønderborg, kan gå i opfyldelse hurtigere end det ellers var planlagt.

»Hun vil gerne have mig lidt tættere på. Og jeg vil rigtig gerne være der for hende. Hun planlægger at få et barn, så forhåbentlig skal jeg snart trille rundt med en barnevogn og hjælpe, hvor jeg kan. Denne gevinst er virkelig en velsignelse,« lyder det.

Det er dog ikke kun den 61-årige gårdmand, der kan forsøde tilværelsen. For nylig kom det frem, at den tidligere Sønderjyske- og Esbjerg-angriber Tommy Bechmann havde syv rigtige på sin lottokupon.