Har du nogensinde været i Nordens Paris også kendt som Aalborg? Så ved du måske, at der findes en gade, der hedder Peder Barkes Gade. Den løber fra Danmarksgade i syd og op forbi Vor Frue Kirke.

Gaden har ligget i det, der engang var Aalborgs østlige udkant, hvor den ifølge Aalborg Leksikon har ligget siden 1600-tallet.

I de tidlige år, efter gaden blev opført, havde den navnet Peder Barkes Gyde.

Ifølge Aalborg Leksikon blev den forlænget 28. januar 1884 helt ned til Danmarksgade. Samtidig blev ordet 'gyde' skrottet og et 'gade' tilføjet, så den kom til at hedde Peder Barkes Gade som i dag.

Skiltet tæt på.
Skiltet tæt på. Foto: Google Streetview
Vis mere

Men herfra bliver fortællingen om Peder Barkes Gade mere mystisk. For hvem var Peder Barke?

Umiddelbart er der ingen, som ved det. I hvert fald står der på en lille tekst under vejskiltet, at Peder Barke er ukendt. Mere præcist står der:

'Navngivet efter Peder Barke, der i øvrigt er ukendt.'

Og den ukendte del har fået folk og ikke mindst DR P4 Nordjylland til at undre sig.

I et opslag på Facebook efterlyser mediet nemlig folks hjælp til at finde ud af, hvem den mystiske mand var.

I skrivende stund er man ikke kommet meget tættere på at opklare mysteriet, endda selvom man har allieret sig med Aalborg Stadsarkiv.

Har du en idé til, hvordan man kan finde ud af, hvad Peder Barke er? Så er du velkommen til at skrive til os. Enten på Facebook, til denne journalist eller på 1929@bt.dk.