En 22-årig kvinde fra Roskilde følte sig intimideret og utryg efter, at en chauffør fra Nemlig.com ikke kun leverede de bestilte varer, men også en kaskade af grænseoverskridende opfordringer til at mødes og drikke kaffe.

Episoden fandt sted i oktober måned, og 'Julie' (fulde navn er redaktionen bekendt) havde egentlig lagt episoden bag sig. Men da hun lørdag aften læste på BT, at en anden ung kvinde, Luna, havde fået lumre sms-er fra en chauffør fra Nemlig.com, valgte hun at reagere.

»Jeg tænkte først, at det nok bare havde været mig, der havde været uheldig. Men da jeg også læste Lunas oplevelse, tænkte jeg, at den slags bare skal stoppes. Det er slet ikke okay, og jeg kan kun opfordre andre til at stå frem også. Det her skal Nemlig.com se at få ordentlig styr på,« siger Julie.

Episoden fandt sted i oktober måned, hvor Julie for femte gang havde bestilt varer fra Nemlig.com. Det havde været en ny chauffør hver gang, og det var det også denne gang.

»Da jeg åbner døren står en mand udenfor, og det første han gør er, at rose mig for mit navn. Jeg siger høfligt 'tak' og står derefter lidt og tripper, fordi han ikke umiddelbart er i gang med at finde det, jeg har bestilt,« fortæller Julie.

Manden begynder i stedet at lade blikket vandre ind i lejligheden og kommenterer, at Julie har en kuffert stående og at hun vidst 'roder rigtig meget'.

»Han siger noget om, at næste gang han kommer forbi, så skal vi lave en aftale om, at jeg har ryddet op. Jeg svarer ikke. Men så begynder han at spørge om, hvad jeg laver hjemme på en hverdag midt på dagen. Spørger ind til min uddannelse og mere personlige ting,som venner på besøg mm. Jeg beder flere gange om mine varer, men han pakker stadig intet ud, så jeg er tvunget til at stå og vente,« fortæller Julie.

Hun fortæller, at hun i begyndelsen følte situationen meget akavet, og derfor grinede lidt nervøst.

Men da chaufføren spørger, om de ikke skal drikke kaffe, afviser hun. Dan han spørger, om hun har en kæreste, afviser hun at svare og beder bare om sine varer. Mens han pakker varerne ud, bliver han ved med at flirte og sige 'du ser godt ud' og 'jeg kan godt lide, hvad jeg ser'.

Han rækker varerne frem til hende, men trækker dem lidt væk og siger appellerende: »Bare en kop....(kaffe, red.)«.

Julie svarer ikke, tager varerne og vil lukke døren. Chaufføren sætter dog foden i klemme og spørger, hvornår de skal ses igen.

»Jeg siger, at jeg ikke er interesseret. Han vil alligevel have mit telefonnummer, men det afviser jeg. Tilsidst tager han foden væk, og fortæller mig, at han jo har mit telefonnummer på bestillingssedlen. Jeg lukker døren og er dybt rystet. Jeg sætter mig ind og ringer til en veninde og får snakket det igennem.«

»Klokken 20 om aftenen ringer han til mig. Jeg lægger på med det samme, og slukker helt for telefonen i panik. Senere modtager 4 ubesvarede opkald fra ham, og flere sms'er. Jeg beder ham stoppe, og siger at jeg ikke er interesseret. Han siger 'undskyld'. Men to uger efter ringer han igen, og sender sms'er på alle tider af døgnet. Derefter hører jeg ikke mere fra ham,« fortæller Julie.

Hun vælger at klage til Nemlig.com, og får et standardsvar om, at de vil gå videre med sagen. Men hun har stadig ikke hørt noget fra firmaet.

BT arbejder på at få en kommentar fra Nemlig.com.