December er ikke bare julens måned, men også indbrudstyvenes. De mange tomme huse er uimodståelige fristelser for de langfingrede tyve.

»Det første, en indbrudstyv vurderer, når de går ind i et boligområde, er opdagelsesriskoen. 'Bliver jeg opdaget af nogen?' Er beboerne hjemme, naboerne lidt for tæt på, eller man er blevet hilst på af nogen forbipasserende, så er opdagelsesrisikoen øget,« siger projektleder i Det Kriminalpræventive Råd, Lone Harlev og fortsætter:

»Det andet, de vurderer, er omgivelserne. De kigger på husene og alt det omkringliggende. 'Er der nogen steder, jeg kan stå og gemme mig?' Det handler simpelthen om husets 'skal'. Dørene, vinduerne, låsene, karmene. Er de solide, og sidder de godt i? Tyven vil gerne have, det skal gå hurtigt, så de ikke bliver opdaget.«

Hvis du bortrejser fra dit hjem i julen, er her de ni bedste råd til en sikker jul uden ubudne gæster. Det handler om at afskrække tyvene, som ifølge Det Kriminalpræventive Råd frygter husets beboer mest af alt.

  • Tænd lys i et par værelser
  • Lad lyset og radioen tænde og slukke ved hjælp af et tænd-og-sluk-ur. Du skal ikke lade lyset være tændt konstant - det afslører, at du ikke er hjemme
  • Få naboen til at tømme postkassen og fylde affald i din affaldsspand
  • Sørg for, at der er en bil i din carport
  • Sæt friske potteplanter i vindueskarmene
  • Hvis du bor i etageejendom, så få naboen til at lægge gulvmåtten ned, når der er blevet vasket trapper.
  • Sørg for, at tyven ikke kan se dine værdifulde ting gennem vinduet
  • Sørg for at låse værktøj og haveredskaber inde, så tyven ikke kan bruge det til indbrud. Hvis du har en stige, så lås den fast.
  • Rod gerne med legetøj i haven og opvask på køkkenbordet. Så ser det ud som om, der er nogen
    hjemme.

Kilde: Det Kriminalpræventive Råd og nabohjælp.dk