Øverst i artiklen ses Mathias Daa Løfquists præstation i kategorien ’Flair’ til VM i Cocktail.

Mathias Daa Løfquist er dygtig til at jonglere med flasker og er vant til at lave et show, når han skal servere drinks for tørstige og festglade mennesker. Han er nemlig danmarksmester i cocktail.

Tirsdag tog han et skridt op og forsøgte sig på den store scene i Øksnehallen i København, hvor han skulle konkurrere med bartendere i hele verden om titlen som verdens bedste bartender i kategorien ’Flair’.

Flair handler både om at lave lækre, flotte og velsmagende drinks, men mest af alt handler det om at lave cocktailsne på en blæret måde. Det indebærer en del jonglering med flasker og shakers og gerne med musik efter et tema, som bartenderen selv vælger.

25-årige Mathias Daa Løfquist bor i Aarhus og driver en bartendercateringvirksomhed, men tirsdag handlede det om mesterskabet. Efter sin optræden talte BT med en lettere skuffet herre.

»Det eneste, der står tilbage i hovedet, er alle mine drops. Der var nogle gode elementer i det, som jeg ramte, men jeg er ikke helt tilfreds, det må jeg indrømme. For jeg ved, at jeg kan gøre det meget bedre,« var den første reaktion på spørgsmålet om, hvad han mente om sin egen præstation.

For det var noget helt andet at stå i træningslokalet eller blære sig foran gæster i baren end at stå på en scene foran hele verden og ikke mindst venner og familie, som var mødt op for at støtte ham.

Den lyserøde cocktail tættest på er Mathias Daa Løfquists '1992', som er inspireret af fodboldkvinderne og -herrerne, som spillede i år og det vundne mesterskab i 1992. Drinken indeholder rabarber, jordbær, citon og gin.
Den lyserøde cocktail tættest på er Mathias Daa Løfquists '1992', som er inspireret af fodboldkvinderne og -herrerne, som spillede i år og det vundne mesterskab i 1992. Drinken indeholder rabarber, jordbær, citon og gin. Foto: BTMX
Vis mere

Nervøsiteten gjorde, at Mathias Daa Løfquist kom til at lave nogle fejl i begyndelsen, men heldigvis fik han ændret kursen, da sangen skiftede, og han kom ind i en ny rytme.

Selvom præstationen efter egnet udsagn ikke var optimal, så var han glad for, at han stillede op. Det var tredje gang, han deltog i VM på de blot fire et halvt år, han har været bartender, og derfor vidste han godt, hvor dygtige de andre ville være. For mens Mathias Daa Løfquist øvede sig i sin fritid, så var der mange af de andre bartendere, der ikke lavede andet og har trænet i 10-15 år.

Jannick Ploug Gram, som er formand i Dansk Bartender Laug og ejer af Copenhagen Cocktail Academy, er enig med Mathias Daa Løfquist om, at konkurrencen er hård.

»Mathias havde sin sag for. Det er hans helt store udfordring, at han ikke er lige så forberedt som de andre. Alligevel vil jeg mene, han har en god chance for at komme videre. Men det er svært at spå om,« siger han til BT.

Selvom Mathias Daa Løfquist ikke vandt sin kategori eller blev blandt de seks bedste, så er arrangementet alligevel godt og vigtigt for bartenderbranchen i Danmark.

Danmark er nemlig en overset cocktailnation, mener Jannick Ploug Gram.

»Jeg vil vurdere, at Danmark i hvert fald er i top fem på verdensplan. I international sammenhæng er det ikke alle, der ved det, så det er en fantastisk mulighed for at kunne markedsføre Danmark,« siger han.

VM i Cocktail er tirsdag og onsdag i efterårsferien. I løbet af de to dage skal bartenderne konkurrere i kategorierne Before Dinner, After Dinner, Sparkling Cocktail, Bartender’s Choice, Long Drink og Flair Bartending.