66-årige John Clausen døde i 2013 på Svendborg sygehus efter en række læge-fejl. Nu står familien for første gang frem og giver deres syn på ’Svendborg-sagen’.

»Som pårørende har det været et chok og en stor sorg brat at miste sin far og at opleve ham ligge i koma i ugevis, hvor lægestanden på skift gav håb og trak håbet væk. Det har også været belastende at være vidne til et hospitalsvæsen, hvor der blev begået fejl på fejl, som betød, at vores far gled gennem systemet den nat uden at få den hjælp, han burde have haft.«

Sådan lyder det fra Ingeborg Hvidsten, datter af John Clausen, der i 2013 døde på Svendborg sygehus efter en lang række lægefejl.

Til Berlingske fortæller familien for første gang om deres syn på ’Svendborg-sagen’, der begyndte natten til den 5. august, hvor den 66-årige John Clausen blev indlagt på Svendborg sygehus efter voldsomme mavesmerter og opkast.

Morgenen efter blev han fundet i koma med en svær hjerneskade. Fire uger senere døde han, og den unge læge som tog imod ham på akutmodtagelsen blev efterfølgende dømt for grov forsømmelighed og en bøde på 5.000 kroner for ikke at have handlet, som hun burde.

Familien har med stor sorg fulgt sagen fra sidelinjen. John Clausens hustru og to døtre Ingeborg og Gertrud sad først med i byretten, hvor man detaljeret gennemgik faderens sidste tid, og hvordan personalet på Svendborg sygehus blandt andet havde forsømt at foretage en måling af hans blodsukker, til trods for at man vidste, han havde diabetes.

Døtrene fortæller til Berlingske, hvor ubehageligt det har været at se deres far blive en brik i et højere politisk spil, hvor læger nu har startet et oprør imod ’ledelsen’ i sundhedsvæsnet.

De er glade for, at sagen har ført til opstramning indenfor journalføring, men det har ikke været sjovt at opleve, hvordan landets læger har kaldt den dømte unge læge for ’syndebuk i et i forvejen hårdt presset sundshedsvæsen’.

Familien sad derfor kun med i byretten. Da sagen røg videre i Østre Landsret, blev de hjemme ligesom, de heller ikke har lyst til at overvære den kommende behandling i Højesteret.

John Clausens anden datter Gertrud Stine Clausen fortæller til Berlingske om deres afsked med faderen:

»Lægerne fortalte os, at han aldrig ville kunne huske os, spise mad eller klare sig selv på nogen som helst måde, hvis han blev bevidst igen. Han døde knap fire uger senere af følgevirkninger, fordi vi gik med til at stoppe al behandling. Vi vidste, at det var det, han ønskede. Han ville ikke holdes i live i en komatilstand.«