Et lille stykke vand mellem Holmen og Christiania i København har i mere end 10 år været stridspunkt for almindelige skatteydere på den ene side og christianitter og hjemløse på den anden. Sidstnævnte beskyldes for at forrette deres nødtørft i vandet, miljøforurene og på ulovlig vis have belejret strædet med store sejlbåde. Området kaldes for Fredens Havn.

»Det er dem, der ligger derovre,« siger Jørgen Olsen med en stemme styret af foragt. Han løfter hånden og peger over mod den første enklave af sejlbåde, der i takt med strømmen sagte danser på Erdkehlgravens mørkegrønne vandspejl.

Jørgen Olsen, som i denne sag ikke kæmper som popstjernen Jørgen Olsen fra Brødrene Olsen, men som privatperson, peger med mismod over på den anden side af kanalen, hvor bådfolket ifølge ham og andre beboere fra Holmen har smadret sivbevoksningen, ødelagt fuglelivet og forurenet vandet med deres mange ødelagte motorbåde. Foto: Nils Meilvang
Jørgen Olsen, som i denne sag ikke kæmper som popstjernen Jørgen Olsen fra Brødrene Olsen, men som privatperson, peger med mismod over på den anden side af kanalen, hvor bådfolket ifølge ham og andre beboere fra Holmen har smadret sivbevoksningen, ødelagt fuglelivet og forurenet vandet med deres mange ødelagte motorbåde. Foto: Nils Meilvang Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Nogle af bådene, dem der stadig er sejlbare og ligger over vand, har pirat- eller regnbueflag svajende fra masten, blomsterkranse eller kulørte lamper langs rælingen og farvestrålende lanterner i stævnen. De fleste har anlagt flydende forhaver af hjemmekonstruerede pontoner. På én af dem står en campingvogn, der har Fristaden Christianias ikoniske tre gule prikker malet på siden.

Fredens Havn set i fugleperspektiv fra nord mod syd. Første enklave af både har fået tilnavnet Pilen, imens de tre andre bådklynger hedder Krydset, Æseløen og Fiddler’s. Til højre i billedet ses Holmen, hvor mange beboere gerne vil have Fredens Havn fjernet. Foto: Nils Meilvang
Fredens Havn set i fugleperspektiv fra nord mod syd. Første enklave af både har fået tilnavnet Pilen, imens de tre andre bådklynger hedder Krydset, Æseløen og Fiddler’s. Til højre i billedet ses Holmen, hvor mange beboere gerne vil have Fredens Havn fjernet. Foto: Nils Meilvang Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»At man kan tage så smukt et område og så bare anlægge en masse gammelt lort og bosætte sig i det, uden at de offentlige myndigheder gør noget ved det. Det er simpelthen så groft. Jeg er meget indigneret over, hvordan aggressorerne herhjemme tit er dem, der får ret. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at man tolererer det og ikke kan se, at vi ikke kan have sådan et svineri liggende,« fortsætter Jørgen Olsen i et endnu lysere toneleje end før. Han er vred.

Efter han flyttede til Holmen i 2001, har han fra sidelinjen med tiltagende knust hjerte kunnet følge med i, hvordan hjemløse, christianitter og udlændinge lidt efter lidt har invaderet området og etableret den selvbestaltede marina Fredens Havn. En slags Christiania på vand, hvor personer fra alle verdenshjørner har kastet anker og nu ligger for (permanent) svaj. Det vurderes, at flere end 100 personer, siden ‘havnen’ blev etableret i 2007, har haft hjemme i Fredens Havn.

Jørgen Olsen og Lene Rødbro mødes på Holmens bred og deler i et lavmælt øjeblik deres frustration over de mange sejl- og motorbåde, interimistiske huse og campingvogne, der tilsammen udgør Fredens Havn. Foto: Nils Meilvang
Jørgen Olsen og Lene Rødbro mødes på Holmens bred og deler i et lavmælt øjeblik deres frustration over de mange sejl- og motorbåde, interimistiske huse og campingvogne, der tilsammen udgør Fredens Havn. Foto: Nils Meilvang Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Ifølge Jørgen Olsen er det ikke kun bådfolkets fartøjer, der optager plads i Erdkehlgraven. Såkaldte 1-krone-både, som står og fylder i andre havne, men som ingen vil betale for at få skrottet, bliver sejlet til området og af ukendte personer ‘begravet’ i kanalen.

»Der ligger vel mellem 10-15 bådlig på bunden derude. Og det er jo ikke kun sejlbåde, de sejler ind. Det er også store, beskidte motorbåde, de bare efterlader. Tænk på, hvor meget al den olie og plastik forurener, siger Jørgen Olsen.

En lang brun én

Kritikken af bådfolket er Jørgen Olsen langt fra ene om. Ligesindede beboere på Holmen, diverse foreninger og erhvervsdrivende har alle gennem årene udtrykt foragt over Fredens Havn. Mange mener, at de med deres både, tømmerflåder og blotte tilstedeværelse har smadret al vegetation og dyreliv i området. Lene Rødbro er en af dem:

»Da vi flyttede herud for 15 år siden, var der masser af fugle i sivbevoksningen fra Refshalevej og ud i vandet. Sivbevoksningen, som i øvrigt er fredet, har de fuldstændig ødelagt i dag. Det kan jo ikke være rigtigt, at man smadrer et så unikt område, som er et af de eneste tilbageværende af sin slags med mulighed for et rigt fugleliv i byen,« siger Lene Rødbro, der ligeledes bor på Holmen og fra sin lejlighed i en lige linje har udsigt til Fredens Havn.

Lene Rødbro og Jørgen Olsen går langs en smal passage på Erdkehlgravens vestbred. I baggrunden kan man ane nogle af de alternative boligløsninger, bådfolket i Fredens Havn siden 2007 har etableret. Blandt andet en graffitimalet campingvogn sat op på en hjemmekonstrueret tømmerflåde. Foto: Nils Meilvang
Lene Rødbro og Jørgen Olsen går langs en smal passage på Erdkehlgravens vestbred. I baggrunden kan man ane nogle af de alternative boligløsninger, bådfolket i Fredens Havn siden 2007 har etableret. Blandt andet en graffitimalet campingvogn sat op på en hjemmekonstrueret tømmerflåde. Foto: Nils Meilvang Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Hun og Jørgen Olsen går langs en lille passage, der løber via Erdkehlgravens vestbred. Vinden blæser ind fra øst og trækker et duftspor fra en af sejlbådenes brændeovne med over vandet. I ny og næ stopper de op og kigger over mod de 'lovløse'. De forklarer. Peger. Og ryster på hovedet. Det er tydeligt for enhver, at bådfolkets annektering af det smalle, tilbagetrukne stræde i Københavns Havn går dem på. Ikke mindst fordi beboerne i Fredens Havn ifølge Lene Rødbro langt fra efterlever samme hygiejnekrav, som de - der ellers bruger vandet i Erdkehlgraven - gerne så:

»Jeg ror kajak, og jeg synes bestemt ikke, det er særlig hyggeligt, når jeg møder en lang brun én på min vej gennem kanalen. Jeg ved, den kommer derovrefra. Jeg har set dem sidde med rumpen ude over rælingen,« fortæller Lene Rødbro. Jørgen Olsen nikker. Han er enig:

»Når man tænker på, hvor mange af skatteborgernes penge, der er brugt på at rense Københavns Havn og så samtidig tillader, at man hernede har et decideret toilet liggende, hvor folk skider direkte i vandet. Det er jo helt grotesk,« siger han og slår let ud med armene i en gestus, der kun kan tolkes som magtesløshed.

Bådene skal væk

Tilbage i 2011 forsøgte Københavns Kommune som de første at få bådene fjernet, men da vandet i Erdkehlgraven ikke reguleres efter reglerne for de københavnske havne, men efter reglerne for dansk kyststrækning, var det op til Kystdirektoratet at træffe beslutning om, hvorvidt bådene lå ulovligt til.

I august 2015 faldt afgørelsen, og Kystdirektoratet vurderede, at bådfolket havde handlet i strid med reglerne og fik prompte besked på at fjerne deres fartøjer samt bjærge de sunkne skibsvrag, der lå for evigt anker på bunden af Erdkehlgraven. Ingenting skete. Bådene blev liggende og ligger der den dag i dag, selvom myndighederne flere gange - med sedler påsat direkte på fartøjerne - har gjort opmærksom på, at de skal væk. Sidste påbudsvarsel fik bådfolket i oktober 2016.

På den anden - udskældte - side går bølgerne ikke nær så højt. I overført betydning og i bogstaveligste forstand. De mange både og pramme, som bådfolket har anlagt i fire klynger, som på kryds og tværs former hver deres abstrakte kunstværk på vandet, fungerer nemlig som bølgebrydere for gennemstrømningen af vandet, der driver ind fra Øresund. Fredens Havn er dermed ifølge bådfolket selv - i modsætning til hvad kritikerne mener - direkte årsag til, at fugle i området har et mere trygt habitat at yngle i. Biolog Uffe Sørensen, der intet har med hverken Fredens havn eller Holmen at gøre, men blot professionelt interesserer sig for fuglelivet i området, har siden 2011 undersøgt stedet, og hans konklusion er klar:

»Mine undersøgelser viser, at der i området er et godt fødegrundlag for arter som knopsvane, gråand, blishøne og gråstrubet lappedykker. Alle fire arter forsøger at yngle i området, men det eneste sted, hvor nogle af parrene rent faktisk har haft succes med at få sine æg klækket, er bag bådene i havnen. Netop fordi de fungerer som bølgebrydere i det ellers ret forstyrrede stræde, hvor vandudskiftningen er stor, siger Uffe Sørensen.

Ren hippie-idyl

Da BT tre uger efter mødet med de indignerede beboere på Holmen første gang tropper op ved Refshalevej og anmoder om tilladelse til at stige ombord i Fredens Havn, byder majsolen velkommen med 27 grader fra en sporadisk skypyntet forårshimmel. Vejen ud til den nordligste bådklynge går først over en smal og meget gyngende bro, der slutter fem meter ude i vandet. Herfra må man med håndkraft på en hjemmekonstrueret trækfærge hive sig de sidste meter over til enklaven af cirka 15 både, der har fået navnet ‘Pilen’.

Var det ikke for kanalrundfarten, de populære udlejningsbåde GoBoats og kajakroerne, der i et konstant flow sejler forbi i baggrunden, kunne kulissen snildt være taget ud af 60’erne og 70’ernes hippietid. I en orange sejlbåd til venstre sidder et ungt par. Den unge dame, Monika, der er iført et let klæde som nederdel og en løs top, der ærer datidens frigjorthed i udtryk og form, sidder og spiller på en hjemmelavet baglama. Et mellemøstisk strengeinstrument, hvis metalliske toner går i fin harmoni med den halve joint, der ligger i askebægeret.

Polske Monika spiller på sin hjemmelavede Baglama. Et mellemøstisk strengeinstrument, hvis metalliske toner let skøjter over vandoverfladen og nemt kan høres inde fra bredden. Foto: Nils Meilvang
Polske Monika spiller på sin hjemmelavede Baglama. Et mellemøstisk strengeinstrument, hvis metalliske toner let skøjter over vandoverfladen og nemt kan høres inde fra bredden. Foto: Nils Meilvang Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Fyren, som hedder Patryjk og er fra Polen, rejser sig og kommer os i møde. Han har bar mave og en blomst bag øret. Han taler langsomt. På den måde, der umiddelbart gør ham til den retmæssige ejer af jointen. Han er kunstner og grafiker og udstiller, hvor der plads. Han tjener ikke mange penge. Men behøver dem heller ikke. Han og kæresten lever af at skralde - finde mad i supermarkeds-containere - og ellers er de selvforsynende med grøntsager i en køkkenhave på land.

»Der er folk fra alle lande her. Brasilien, Canada, Ukraine, Mexico, Alaska,« siger Patryjk og stopper opremsningen, selvom han ligner en, der kunne fortsætte lang tid endnu. Selv har har boet her - eller lagt til som det hedder i Fredens Havn - i godt halvandet år. Det med at bo eller opholde sig permanent er nemlig et af de helt store juridiske stridspunkter i sagaen om Fredens Havn. Hvor kritikere og myndigheder mener, at bådfolket har anlagt permanente anlæg og tager fast ophold i Erdkehlgraven, hvilket er i strid med kystbeskyttelsesloven paragraf 16a, siger bådfolket, at de blot - og helt lovligt - ligger for svaj (for anker eller fortøjet til en pæl) og med jævne mellemrum sejler rundt.

Polske Monika og Patryjk trives med det frie liv i Fredens Havn, som de kalder et unikt åndehul i hovedstaden. Foto: Nils Meilvang.
Polske Monika og Patryjk trives med det frie liv i Fredens Havn, som de kalder et unikt åndehul i hovedstaden. Foto: Nils Meilvang. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Fredens Havn er et helt specielt sted. Der er ingen, der dømmer dig eller kigger skævt til dig. Alle bliver accepteret og kan leve frit,« siger Patryjk, imens han spiser yoghurt af en plastikskål. Det er morgenmad. Kl. er 13.

»Skid ikke, hvor du spiser«

Vi sætter os ned og snakker lidt om livet i havnen, inden vi på diplomatiske listefødder tripper ind på emnet, som Jørgen Olsen og Lene Rødbro gjorde os opmærksomme på. Bådfolkets toiletvaner.

Vi spørger. Der bliver stille. Patryjk kigger på os med et stift, men samtidig tomt blik, der indikerer, at han forstår spørgsmålet, men samtidig desperat forsøger at begribe det.

»Om vi skider i vandet?«, spørger han tilbage, imens vi lidt afvæbnende nikker og vrikker med mundvigen for at redde de sidste stumper af god stemning.

»Seriøst? Vi bruger det her vand til at vaske op i. Til at bade i. Til at fiske i. Selvfølgelig skider vi ikke i vandet,« siger Patryjk og slutter af på engelsk:

»Don’t shit where you eat, man.«

Center for Miljøbeskyttelse under Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning er dem, der står for at tage vandprøver og undersøge vandkvaliteten i Københavns Havn. Siden Fredens Havn blev anlagt har der været flere anmeldelser af Erdkehlgraven, og Center for Miljøbeskyttelse har været derude for at tage prøver i henholdsvis 2012, 2013, 2015 og 2016.

Særligt i 2013 var der stort fokus på området, hvorefter man mellem november 2013 og februar 2015 valgte at foretage systematisk prøvetagning en gang om måneden. Hver gang overholdt prøverne de krav, som kommunen stiller til badevand.

Nabo til Noma

Den gode stemning på Pilen er blevet genoprettet. Patryjk er færdig med morgenmaden og har indvilget i at vise os rundt i området. I takt med at årene er gået, er bådfolket rykket længere op på land. Her har de på en skrænt ud mod vandet etableret ‘Haven’, som ligger på et område, der ca. svarer til størrelsen af en håndboldbane. Her er køkkenhave, bålplads, et åbent køkken, et plateau til dans, gøgl og yoga, et toilet, et lille skur og meget andet. Grunden er ejet af den verdensberømte restaurant Noma, som ligger mindre end 10 meter væk på den anden side af skrænten.

Polske Patryjk (med ryggen til) giver en ven fra området en lang og intens krammer i det, de kalder Haven. Et frodigt område på land, hvor bådfolket fra Fredens Havn har anlagt en køkkenhave, en bålplads og et plateau til dans, sang, gøgl og musik. Foto: Nils Meilvang
Polske Patryjk (med ryggen til) giver en ven fra området en lang og intens krammer i det, de kalder Haven. Et frodigt område på land, hvor bådfolket fra Fredens Havn har anlagt en køkkenhave, en bålplads og et plateau til dans, sang, gøgl og musik. Foto: Nils Meilvang Foto: Nils Meilvang
Vis mere

For at ære restaurantens gode vilje og gæstfrihed har folkene i Fredens Havn meget mundret har kaldt deres køkken ‘Folkekøkkenet Koma’, hvor de hver aften mætter sultne sjæle, der måtte lægge vejen forbi. BT har kontaktet Noma for at høre, hvad aftalen mellem dem og Fredens Havn går ud, og hvorfor de ‘lader’ dem benytte deres grund. Noma har ikke svaret.

»Tal med Esben«

Vi træder ind i Haven og bevæger os op ad skrænten. Forårets tag i naturen har forvandlet det til en frodig og grøn kulisse, hvor der i køkkenhaven vokser græskar, kål, urter, blomster og tomater. Patryjk viser vej og møder en af de andre fra området. De omfavner hinanden i et kram, der ligner den slags, man gav i 1960’erne; ærligt, kærligt og særligt.

Vi når op på plateauet, som er bygget øverst på skrænten. Herfra er der 180 graders vue ud over vandet.

»Hvis I virkelig gerne vil høre om stedet, skal I snakke med Esben,« siger Patryjk og peger hen over de grønne trækroner ud på en blå og gul båd, der ligger for enden af en lang landgangsbro.

»Hej Esben, må vi komme ombord?«, råber vi, så høfligt vi kan, efter vi har taget os ned ad skrænten og godt 50 meter hen ad vejen. Der bliver nikket.

De 20 meter ud til Esben går først over nogle lange planker af pommersk fyr, inden man passerer et iltert svanepar, der ligesom bådfolket har valgt at ligge på rede i kanalen. Især hannen er ikke videre begejstret for vores tilnærmelser og skyder vingerne op i en buet formation, som genkalder biologilærerens fortælling om, hvornår den er sur. Det er nu.

»I skal bare tale pænt til den, når I går forbi,« lyder det gode råd ude fra båden, hvor Esben nonchalant følger landkrabbernes forsøg på at forcere svane-forhindringen. Vi prøver. Den hvæser. Men det lykkes, og i sikkerhed fortæller Esben ude på båden lidt om sig selv: Hans borgerlige navn er Esben Banke, som også er det navn kommunen bruger, når de hver måned overfører hans kontanthjælp.Herude lystrer han bare Esben.

Esben Banke, som var den første, der lagde til i det, der senere blev til Fredens Havn, står foran sin båd i den klynge, der hedder Krydset. Esben medgiver, at båden har ligget stille i et stykke tid, men fortæller også, at han jævnligt har den på tur. Forrige år krydsede han Østersøen, da han var inviteret til Folkemødet på Bornholm. Foto: Nils Meilvang.
Esben Banke, som var den første, der lagde til i det, der senere blev til Fredens Havn, står foran sin båd i den klynge, der hedder Krydset. Esben medgiver, at båden har ligget stille i et stykke tid, men fortæller også, at han jævnligt har den på tur. Forrige år krydsede han Østersøen, da han var inviteret til Folkemødet på Bornholm. Foto: Nils Meilvang. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Han er uddannet designer og bådbygger fra Danmarks Designskole, og i 2007 lagde han den første båd til i det, der senere blev til Fredens Havn. I dag er det 11 år siden, hvilket den solbrændte læderhud og viften af rynker omkring øjnene ikke lyver om. Selvom det ikke er defineret, og en hierarkisk rangorden ikke hører hjemme i Fredens Havn, er der ingen tvivl om, at Esben Banke er kaptajnen.

Os og dem

Han er 51 år. Veltalende og snakkesagelig. Han byder på kaffe, imens han beredvilligt svarer på BTs spørgsmål, der blandt andet berører, hvorfor han og de andre stadig ligger i Erdkehlgraven, når nu myndighederne har besluttet, at de bryder loven og skal væk derfra. Esben Banke køber den ikke. Som han ser det, gør de ikke noget ulovligt ved at ligge til. De ligger jo for svaj, som han siger.

For Esben handler livet i Fredens Havn om at enes og nyde naturen. Derfor er han ked af, at de andre - for det er vel os og dem, siger han - ikke har det på samme måde.

»Hvorfor kan vi ikke bare være fælles om den ene ting, som vi alle elsker: naturen. Det er jo derfor vi er her,« siger Esben.

De dybe furer i Esben Bankes ansigt vidner om et liv på havet med alt, hvad det indebærer af sol, blæst, regn og vind. Lighteren i hånden er klar til at tænde den halve, færdigrullede joint, der ligger i et foldet stykke pap foran ham.
De dybe furer i Esben Bankes ansigt vidner om et liv på havet med alt, hvad det indebærer af sol, blæst, regn og vind. Lighteren i hånden er klar til at tænde den halve, færdigrullede joint, der ligger i et foldet stykke pap foran ham. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Vi drikker ud og går tilbage på sikker grund. Oppe i Haven møder vi Stephen. En mand i 50’erne med sølvfarvet, halvlangt hår. Han er fra Canada, men har boet her i et par år.

»Det her er frihedens sidste bastion,« siger han på klingende nordamerikansk og blotter et tandsæt, en arbejdsom tandlæge kunne lave mange penge på.

Han understreger, at Fredens Havn er et af de få steder tilbage i byen med kant, nerve og sjæl. Og så er det et sted, der er forudbestemt til at blive brugt som kultur-legeplads, siger han, inden han vender tilbage til sin 1x1 meter store træstub, han er ved at mejsle ud til en skulptur.

Håndsrækning fra kommunen

Esben står bag os og har udover jointen i højre hånd fundet fire metalskilte frem med den venstre.

»Jeg tænkte, at du måske gerne ville se det her,« siger Esben og lægger skiltene ud i en formation, der i sin simpelhed viser sans for planlægning og design. Skiltene er trykt i A3 størrelse og fortæller hver især en del af historien bag Fredens Havn. Det er meningen, at skiltene skal sættes op ude på vejen, så forbipasserende kan blive klogere på området. Skiltene er bevilget af Københavns Kommune, som ligeledes har hjulpet med at formulere ordlyden samt læse korrektur.

»Det er en fantastisk gave og en håndsrækning, vi har fået med det her. Et af vores store ønsker er, at andre også skal se og opleve det her område. Det er tåbeligt at have noget så skønt liggende uden at bruge det,« siger Esben med en slet skjult stikpille til ejerne af de naturskønne havneområder på Holmen-siden, der ifølge ham aldrig bruger dem.

Skiltene har Fredens Havn lavet i samarbejde med Københavns Kommune, som har bevilget midlerne til dem. Skiltene bliver ifølge Esben Banke snart sat op i området, så folk, der kommer forbi, kan læse lidt mere om stedet. Foto: Bo Norström Weile
Skiltene har Fredens Havn lavet i samarbejde med Københavns Kommune, som har bevilget midlerne til dem. Skiltene bliver ifølge Esben Banke snart sat op i området, så folk, der kommer forbi, kan læse lidt mere om stedet. Foto: Bo Norström Weile
Vis mere

Over for BT oplyser Københavns Kommune, at bevillingen til skiltene er sket ved en fejl:

»Det er en fejl, at vi har bevilget penge til skiltene, der fortæller om Fredens Havn. Bådene ligger der ulovligt, og Kystdirektoratet ønsker dem fjernet. Så skal vi selvfølgelig ikke som kommune støtte opsætningen af skilte, der kan give et andet indtryk. Det kan jeg kun beklage,« skriver Lene Mårtensson, der er centerchef i Teknik- og Miljøforvaltningen i en skriftlig kommentar.

I år er det 11 år siden, Esben for første gang sejlede ind i Erdkehlgraven og lagde til. Meget vand er strømmet gennem kanalen siden, og selvom myndighederne fortsat vil have ham og de andre væk fra området, er Esben stærk i troen på, at Fredens Havn og visionen omkring stedet, livsførelsen og kreativiteten er kommet for at blive.

»Hvorfor skulle man ikke kunne have et sted byen, hvor der er mulighed for at bo og leve på en anden måde. Have et sted med en flydende afdeling, hvor man tager ud og tænker kreativt,« spørger Fredens Havns øverstkommanderende, inden han knipser til lighteren og tænder sin joint.