Jøder i København rådes til at skjule jødiske kendetegn for at undgå chikane.

Israels ambassadør mener, det klogt at skjule sine jødiske kendetegn, hvis man er jøde i København, for at undgå chikane, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

- Vi rådgiver israelere, der kommer hertil og vil i synagogen, om, at de først skal tage kalotten på, når de er indenfor. De skal ikke gå med den på gaden. Selv ikke i områder, der bliver betragtet som »sikre«, siger ambassadør Arthur Avnon, som også fraråder synlige davidsstjerner og højlydt hebraisk, til avisen.

Ligeledes råder Mosaisk Trossamfund, der har modtaget 37 anmeldelser af mulig antisemitisme i år, sine unge medlemmer til at tænke sig om, før de går i byen med en halskæde med en davidsstjerne i.

Københavns Politi vil ikke kommentere andres sikkerhedsvejledninger, men politikommissær Lars-Christian Borg fortæller til Morgenavisen Jyllands-Posten, at jøder i lighed med andre »risikogrupper« må tage deres forholdsregler:

- Er der områder, hvor man godt ved, at der er konflikt og risiko for sammenstød og chikane, må man holde sig væk. Det er ærgerligt at skulle sige det, men det er nogle af de råd, vi giver.