Grå skyer lå som en tung dyne over den lille by Gjøl ved Limfjorden, da byens kirke lørdag dannede rammen om familie og venners svære afsked med Jesper Schlotfeldt Jensen.

Den 45-årige familiefar mistede søndag den 11. oktober livet i en tragisk færdselsulykke, da han på motorvej E45 blev påkørt af en spøgelsesbilist, der kørte mod færdselsretningen i det nordgående spor. I det øjeblik mistede tre børn deres far og en hustru sin mand.

Nu sidder familien tilbage med den svære sorg, men de er ikke alene. Det understreger Peter Rodkjær, som er en god ven af familien. Han forklarer, at alle i byen, der kender familien, gør, hvad de kan, for at være der for hustruen og børnene i den svære tid.

»I søndags (dagen for dødsulykken, red.) gik flagene på halv i hele byen. Der er mange, der er meget berørte af det her, og det bliver tydeligt, når han skal begraves. Men vi står også sammen, når vi skal videre, og familien ved, at vi er her for dem,« sagde Peter Rodkjær til BT forud for begravelsen.

Netop lokalsamfundets opbakning til familien var tydelig, ved Jesper Schlotfeldt Jensens begravelse i Gjøl Kirke. Langs byens hovedgade vajede flagene på halv stang i den stille vind, mens venner og bekendte gik mod kirken med blomster i favnen.

Læs også: Dræbt i ulykke med spøgelsesbilist: Nu tager hele byen afsked med Jesper

I byen var Jesper Schlotfeldt Jensen kendt som et positivt og udadvendt menneske, der engagerede sig foreningslivet, og han var afholdt af mange. Han var blandt andet formand for Gøl Bådens Træskibslaug.

Jesper Schlotfeldt Jensen, 45-årig far til tre, omkom tidligt søndag morgen på den nordjyske motorvej i et tragisk sammenstød med en 25-årig spøgelsesbilist.
Jesper Schlotfeldt Jensen, 45-årig far til tre, omkom tidligt søndag morgen på den nordjyske motorvej i et tragisk sammenstød med en 25-årig spøgelsesbilist.
Vis mere

»Han var virkelig en ildsjæl – en mand vi virkelig kommer til at mangle i laug’et såvel som i resten af byen. Jesper involverede sig i den lokale spejderklub, byens skole og så videre. Han var et foreningsmenneske, ligesom hans hustru,« siger Peter Rodkjær, der er næstformand i bådlauget.

Sejlads og livet på havet fyldte meget i Jesper Schlotfeldt Jensens liv. Sammen med sin familie tog han ofte deres båd med en tur på havet, og sit professionelle virke arbejdede han som lods. Det var netop på vej hjem fra en vagt på jobbet, at han så tragisk mistede livet.

Kort efter rastepladsen Himmerland i nordgående spor på E45, blev den 45-årige far til tre ramt af en bilist, der kørte mod færdselsretningen på motorvejen. Både Jesper Schlotfeldt Jensen og spøgelsesbilisten, 24-årige Kim Piyal, blev dræbt på stedet.

Politiet har endnu ikke fået klarlagt de nærmere omstændighederne omkring ulykken, da efterforskerne stadig afventer bilinspektørens rapport. Nordjyllands Politi har dog slået fast, at Kim Piyal kørte på motorvejen ved Øster Uttrup Vej i Aalborg. Han nåede dermed at køre adskillige kilometer, før ulykken indtraf.