For to år siden ramlede den folkekære tv-værts liv. Et hårdt arbejdsliv blev i kombination med et parforhold, der endte i skilsmisse, og et alkoholforbrug, der endte i misbrug, for meget. Nu er han tilbage - stærkere og gladere end længe.
Der er flotte omgivelser på den øde grusvej, der snor sig gennem mark og skov netop det sted på Sjælland. Der er musvåger i luften, og på stien går tv-værten Jes Dorph-Petersen. Han græder.
Han befinder sig midt i en kæmpe nedtur på flere fronter i livet: hans parforhold er ved at ende i en skilsmisse, og et gradvist stigende alkoholmisbrug har nu sendt ham på afvænning – interneret på et behandlingscenter i nærheden af grusvejen.
Episoden udspiller sig for omtrent to år siden, og i dag er han klar til at fortælle historien om, hvordan livet ventede på den anden side af nedturen.
Hvordan han genfandt arbejdsglæden – og ikke mindst fandt en ny kærlighed – på den anden side af krisen.
Da BT møder 58-årige Jes Dorph-Petersen i privaten, ser han godt ud. Og han har det også godt, bedyrer han.
Mildest talt en kontrast til tiden på det behandlingscenter for alkoholmisbrug, som kom til at markere en korsvej i hans liv.
’En syret situation’
Han vil under interviewet ikke ind på oplevelserne under selve alkoholbehandlingen – den del er endnu for privat. Og det er tydeligt at se, at han bliver bevæget, når tankerne går tilbage til dengang.
Men han vil gerne fortælle om en for ham helt skelsættende begivenhed, der indtraf i løbet af de godt fem ugers behandling.
»Det var en syret situation,« siger Jes Dorph-Petersen om de dage, der for to år siden ændrede hans liv.
Det, der gjorde situationen ’syret’, var det faktum, at her stod han. Midt på den øde grusvej, godt en kilometer fra behandlingscenteret, mens historien om ham bragede usentimentalt ud over avis- og ugebladsforsider.
Historier om hans skilsmisse og historier om hans druk.
Som professionel journalist var Jes Dorph-Petersen udmærket klar over, at hans situation ville trække overskrifter, selv om han gerne havde været det foruden. Han oplevede tonen i flere af artiklerne som grov, hård og uforsonlig, og det sårede ham.
Det bekymrede ham også, at familien skulle se ham udstillet som en drukmås og en taber med svag rygrad. Han hadede tanken om, at hans søn skulle cykle forbi bageren og kiosken og se avisernes spisesedler.
»Han kan jo ikke gøre for, at jeg er kendt,« siger Jes Dorph-Petersen.
Derfor overvejede han også helt at forlade tv-branchen.
Det var ikke fordi, tanken om at stoppe på skærmen var spritny. I et par år havde spørgsmålet taget form inde i tv-manden: skulle han stoppe og prøve noget nyt i karrieren, eller skulle han gå linen ud som vært i flimmerkassen? »Dø lykkelig midt i en smuk sætning,« som han spøgte med dengang.
»Når man står midt i en turbulens, så kan man ikke se andet. Jeg ved jo godt, at det ikke var fordi, hele verden drejede sig om min nedtur, men på det tidspunkt føltes det sådan. Det var voldsomt, og jeg blev fandme ked af det,« siger Jes Dorph-Petersen.
Under behandlingen gik han lange ture alene og tænkte over situationen.
»For første gang samler jeg mit liv op og overvejer situationen grundigt. Min alder, min situation, min glæde ved arbejdet. Hvad kan jeg? Vil jeg betale prisen i privatlivet?«
Aftenerne bliver brugt på at udarbejde plus- og minus-lister ved de forskellige muligheder for et karrieremæssigt sporskifte.
»Det ene øjeblik tænkte jeg, at jeg ville stoppe, det næste øjeblik tænkte jeg ’nej, fandme nej!’«
Sådan arbejder Jes Dorph-Petersen med beslutningen et par uger, indtil han pludselig står på den øde markvej og småtuder i eget selskab.
»Tårerne kom, fordi jeg kunne mærke, at nu kom det. Det var som om, at jeg havde tænkt det færdigt, og derfor kom beslutningen nærmest dumpende ned fra himlen.
Og så tænkte jeg, at ’nu går jeg tilbage på skærmen, for nu skal jeg vise dem’,« siger han og fortsætter:
»Jeg får også en forfængelig tanke om, at jeg ikke skal være ham, der i offentligheden huskes for at have drukket sig i hegnet.«
Vejen tilbage
Da Jes Dorph-Petersen efter behandlingen for alkoholisme logger ind på sin profil på Facebook efter fire en halv uges fravær fra det sociale medie, finder han ’en eksplosion’ af hilsner. Så godt som ingen svinede ham til – det omvendte billede af, hvad han selv mener, at pressen præsenterede af ham i samme periode.
»Jeg fik så megen støtte. Det betød helt vildt meget, for jeg var meget spændt på omverdenens reaktion på, at jeg havde været i behandling for alkoholisme,« siger han.
Tilbage i jobbet på Go’aften Danmark er han efter et par ugers blød opstart atter på skærmen. Tilbage på arbejdspladsen med kollegerne oplever han en fin modtagelse, men også en sælsom berøringsangst over for at tale om den sygdom, som alkoholisme er. En berøringsangst, som Jes Dorph-Petersen nok kan genkende selv at have haft tidligere, men som nu er væk.
»En spurgte, om der stadigvæk godt måtte stå øl i køleskabet uden for studiet, og selvfølgelig må der det. Men det er godt med den slags spørgsmål, og i dag er min sygdom ikke noget, vi taler om,« siger Jes Dorph.
Jes Dorph-Petersen vender på mange måder tilbage til skærmen og værtsrollen som en ny mand.
»Da jeg skal reparere mit liv for to år siden, så kommer jeg frem til, at fjernsyn ikke må være det vigtigste i mit liv. Det må ikke være min identitet.
Det vigtigste for mig er at have det godt privat. Men så tror jeg til gengæld på, at mit arbejde også bliver bedre, og i dag synes jeg, at jeg har et sjovere job end nogensinde før,« siger han.
Nedturen var nødvendig
Nedturen var slem, men paradoksalt nok nødvendig, mener Jes Dorph-Petersen, for at han kunne komme gladere ud på den anden side igen:
»Jeg tror ikke, at det var sket uden nedturen. Det, jeg gik igennem i den tid, var, at jeg kom helt ned i bunden af mig selv. Jeg skulle skilles, og jeg skulle i behandling.
Mit job var muligvis på vippen. Og så kommer jeg derud, hvor jeg skal vende og dreje mig selv og komme til bunds i mig selv. Og stille nogle af de store spørgsmål:
Hvorfor har du været på den måde? Hvorfor har du drukket for meget? Hvorfor var du nervøs?«
Indsigterne lå på den anden side at spekulationerne:
»I virkeligheden har jeg også først nu forstået, at jeg er blevet halvgammel. Michael Laudrup er blevet farfar, Preben Elkjær bliver 60 år om lidt, og statsministeren er meget yngre end mig. Jeg er selv langt inde i anden halvleg, og det er fint. Det er faktisk en kæmpe lettelse, at jeg ikke skal bevise så meget overfor mig selv og andre længere,« siger Jes Dorph-Petersen.
»Jeg har fundet ud af, at jeg skal passe på mig selv, før jeg kan være noget for alle andre. Jeg skal være egoist på en fornuftig måde. Det er jeg ikke sikker på, at jeg havde fundet ud af uden nedturen,« siger han.
Livet på skærmen ville Jes Dorph-Petersen på trods af nedturen og selv her i bagklogskabens ulideligt klare lys aldrig have valgt fra – men hvis han havde kunnet gribe tilbage i tiden, ville han have ’foretaget et par justeringer’, som han siger.
For når han tænker tilbage, giver han på sin vis jobbet som studievært en del af skylden for, at han skred ud i svinget.
Præstationsangst
»Det er et hårdt liv. Der er nogle omkostninger ved at være tv-vært, som man skal være klar over – uden at jeg vil overdramatisere det.
Jeg følte, at jeg begyndte forfra hver dag. Uanset hvor godt gårsdagen var gået, er hver dag i nyhedsbranchen frisk. I går er glemt. Det er en charme, men det bliver også i længden en belastning,« siger den garvede tv-vært.
Jes Dorph-Petersen fortæller, at han gennem hele sin karriere har haft en præstationsangst, som på den ene side gjorde det stresset at passe jobbet, men som samtidig var det drive, der også gjorde det sjovt.
»Hver dag var jeg spændt på, om jeg kunne leve op til forventningerne. I virkeligheden var jeg ramt af min egen skygge og nervøs hver eneste dag. Altid bange for, sagt banalt, at folk skulle opdage, at jeg slet ikke var så klog, som de troede.«
Som nyhedsvært gennem ca. 8.000 nyhedsudsendelser har han været med til at dække mange af den nære fortids største og mest dramatiske øjeblikke: EM-sejren i 1992, det legendariske valg til Folketinget i 1998, hvor Uffe Ellemann tabte det hele i sidste øjeblik, store rockerkrige og kronprins Frederiks bryllup med Mary, for blot at nævne nogle nedslag.
Bag skærmen har han været med til at udvikle programmer som Station 2, der stadigvæk kører, og til at sætte nye standarder for dækningen af royale begivenheder.
I de travleste år lavede Jes Dorph-Petersen udover de almindelige nyhedsudsendelser også de store ting som valg og royale begivenheder på kanalen, og han vandt et utal af priser for sit arbejde.
»Jeg var – uden at prale – vært på det meste. Det var jeg pisseglad for, også for at blive spurgt. Men paradokset var jo, at jeg udover måske at blive stresset af at have mange bolde i luften også at jeg blev bange, hvis jeg ikke fik de ting. Hvis de gav noget stort til en anden vært, var jeg hurtig til at tænke, at det var fordi, jeg selv var dårlig. Jeg forfulgte i årevis min egen skygge. Uden at vide det, og uden egentlig at nå den.«
I dag kan han se, at det er logisk, at det kunne ende sådan, hvis man satte Jes Dorph-Petersens person med tvivl og nervøsitet ind i ligningen som feteret studievært med mange år i højeste gear:
»Jeg er ret sikker på, at den måde, jeg behandlede mig selv på i alle de år, var årsagen til, at der på et tidspunkt måtte komme en voldsom reaktion. Der er ingen tvivl om, at med den hype, jeg var udsat for, og det pres, jeg lagde på mig selv, må filmen knække på et tidspunkt,« siger han og konkluderer: »Det opdagede jeg for sent.«
Depression
Allerede inden nedturen i forbindelse med skilsmissen fra Louise Dorph-Petersen (i dag Dorph Houvenaeghel, red.), med hvem Jes Dorph nåede at danne par i et par år, samt alkoholbehandlingen for to år siden, havde Jes Dorph-Petersen oplevet at ramme en mur i livet.
I 2011 fik han en depression, der fik ham til at forlade jobbet som nyhedsvært – dengang med et skifte til TV3 til følge.
En historie, han tidligere har fortalt grundigt om i bogen ’Dorph – historier fra den anden side’ fra 2013 skrevet af journalist Andreas Fugl Thøgersen.
»Dengang opdagede jeg det for sent – og det gjorde jeg også denne gang. Det er forkert at sige, at jeg først opdager det på bunden, men jeg er på vej til at gå til bunds,« siger han.
Det er vigtigt for Jes Dorph-Petersen, at han ikke bebrejder andre end sig selv presset på jobbet, for han kunne jo bare have sagt mere ’nej’, som han påpeger.
»Men det var nærmest et narkotikum i mig, som gav det dejligste sug, når det var gået godt på skærmen,« siger Dorph-Petersen.
Værtsrollen på godt og ondt
Nedturen blev for Jes Dorph-Petersen en mulighed for at se sit virke udefra.
»Værter bliver jo utrolig hypede, og jeg har også selv været ramt af en grad af selvhøjtidelighed, der ikke er godt for én. Det er ikke nødvendigvis godt, at du får en høj status, bare fordi du læser ting op i fjernsynet. Det er ikke sundt for et menneske,« siger han.
»Der kommer en selvcentrering, som også ramte mig, men som ikke er fed. Jeg kan se det hos mange af de unge værter i dag. De bliver hyldet som helte og store enere, selv om de faktisk bare sidder på en stol og læser op fra en teleprompter,« siger han.
»Jeg er selv meget vigtigere end den figur, folk ser på tv. Jeg skal ikke længere halse efter min offentlige profil. Jeg tror egentlig, at jeg blev en bedre vært, da jeg lærte at sige til mig selv, at SÅ vigtigt er det heller ikke – faktisk er jeg temmelig ligegyldig i det store billede.
I dag kan jeg se, at der undervejs har været et skær af selvfedme og mig-mig-mig over det. Det har der. Man bliver et andet menneske af at være så offentlig, som jeg har været. Men jeg bilder mig ind, at jeg stadigvæk er et godt menneske, selv om jeg fra tid til anden nok har syntes, at jeg var lidt vigtigere, end jeg i virkeligheden var,« siger Jes Dorph-Petersen.
»I dag møder jeg mange, der gerne vil have råd om alkoholbehandling eller foredrag om, hvordan det har været for mig. Men noget af finten er, at jeg ikke må betragte det som noget, der hører fortiden til – jeg skal sige til mig selv, at selv om jeg ikke har drukket i to år, så er det ikke overstået. Jeg er ikke kureret, for alkoholisme er ikke en sygdom, der kan fjernes – kun sættes i stå. Jeg skal stadigvæk passe på mig selv og ikke lade som om, at det er noget, der er forbi,« siger han.
»Det er ikke fordi, jeg skammer mig over det, for det gør jeg overhovedet ikke. Og det kan godt være, at jeg en dag vil fortælle mere om det. Men lige nu har jeg ikke behov for det – det skal stadigvæk mest være mit eget, som jeg stadigvæk skal passe på hver dag,« siger han.
»Jeg havde gennem nogle år haft et forbrug, der var højere end Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Et forbrug, der på en måde kom snigende ind i mit liv gennem årene. Til sidst sker der en eskalering i mig, som er sygdommens skyld; kroppen siger, at nu kan den ikke klare det mere. Så kan den ikke svare igen på indtaget og kan til sidst faktisk blive slået ud af kurs af helt små mængder alkohol,« siger han.
»I dag betragter jeg det som at gå forbi slikskålen - skide irriterende nogle gange, men helt nødvendigt for mig,« siger han.
»Det er en alvorlig ting. Nogle af dem, jeg var i behandling med, er døde i dag. Andre har oplevet tilbagefald. Det er mennesker, jeg kender og holder af, så det gør ondt at se dem blive smadret eller dø af sygdommen. Der skal jeg fandme ikke ud.«
Fandt kærligheden igen
På den anden side af den store nedtur ventede også en ny kærlighed. Jes Dorph-Petersen har gennem de seneste knap to år dannet par med den 56-årige Mai-Britt Haurholm, der arbejder som sminkør, frisør, maskør og psykoterapeut.
Hvordan de to mødtes, vil han gerne holde for sig selv.
»Det er bare vores egen lille, søde og rare historie,« siger han, men kan alligevel ikke undlade at udbryde: »Der var jeg eddermame heldig.«
»Mai-Britt er den vigtigste årsag til, at jeg har fået det rigtig godt igen – på mange måder meget bedre, end jeg havde det før. Vi forstår hinanden virkelig godt. Hun har en stor forståelse for, hvad der kan foregå inde i et andet menneske, og så har hun haft stor tålmodighed med, at livet har givet mig nogle blå mærker undervejs. Vi har samme værdier og samme tempo i livet,« siger Dorph-Petersen og smider trumfen: »Og så er hun bare pissedejlig!«
I dag føler den folkekære tv-vært sig med nye indsigter og ny kærlighed i mental topform.
»Jeg er blevet renset ud, har fået balance i livet og en meget nemmere tilværelse. Jeg har sluppet min dårlige samvittighed fra tidligere over noget, som jeg ikke rigtig ved, hvad er. Og så har jeg endelig fundet ud af, at min fars gamle læresætning om, at ’livet er bare et lystspil’, passer meget godt.«
En forandring, der kan beskrives som en ændring i indstilling.
»I dag, når jeg kigger frem i ugen, så ser jeg alle de ting, jeg glæder mig til. En frokost med en god ven, en fodboldkamp eller nogle af de gæster, der kommer i Go’aften Danmark, som jeg glæder mig til at snakke med. Tidligere kiggede jeg frem mod problemer og spejdede efter tikkende bomber, for jeg var hele tiden bange for, at noget ville gå galt. Det er jeg ikke længere,« siger han.
Tvivlen om retningen på det professionelle virke er også væk.
»Jeg skal være vært, til jeg falder død om, eller de ikke vil have mig mere,« siger han.
