Jellingstenene blev i nat udsat for hærværk, da ukendte gerningsmænd overmalede dem med grøn graffiti og den kryptiske besked 'Gelwan E'. Nu beder politiet danskerne om hjælp.

En nabo til nationalklenodiet Jellingstenene opdagede i morges, at de gamle sten var blevet udsat for hærværk. 

Med bogstaver på ca. 25 centimeters højde har gerningsmænd i løbet af natten skrevet 'GELWAN E' på den største af de gamle sten, der omkring år 965 blev rejst af Harald Blåtand. Også den mindre sten, Gorms sten, et jernkors, der står ved monumenterne, samt kirkedøren til Jelling kirke var tilsprayet.

- Det er klart, at når der er tale om vores allesammens historiske mindesmærker, så gør vi os ekstra umage for at finde frem til gerningsmændene. Det er en decideret idiotisk handling, og jeg tror ikke engang, at den slags vil vinde respekt i graffiti-kredse. Tværtimod. Det er respektløs, siger  politikommissær Hans Hoffensetz, der er sektionsleder i efterforskningsenheden i Vejle Politi, som Jelling hører under.

Fordi der er tale om sten, der står på UNESCO's verdensarvliste, skal politi og menighedsråd i samråd med Nationalmuseet, bedømme skadernes omfang, og hvorledes stenene kan renses uden at ødelægge dem.

- Havde det været graffiti et hvilken som helst andet sted, så havde vi måske ikke taget det så alvorligt. Men det her er skade på historiske mindesmærker og derfor en meget alvorlig sag, som bliver prioriteret meget højt, siger politikommissæren.

Politiet har ingen idé om, hvem der står bag. Og der er ikke tidligere begået hærværk mod stenene.

- Vi tænker, at det kan være nogle unge mennesker, der har holdt fest og er kommet forbi, men som slet slet ikke har forstået alvoren i at lave graffiti sådan et sted. Det er jo idioti, siger Hans Hoffensetz.

Hvad 'Gelwan E' betyder, ved politiet ikke. Men de, der har et bud og måske ved, hvem der står bag, bør kontakte Sydøstjyllands Politi, lyder opfordringen.

- Vi er i gang med intensive afhøringer herude og opfordrer alle til at holde ører og øjne åbne samt kontakte os, hvis de ved, hvad bogstavsammenhængen dækker over, siger Hans Hoffensetz fra Vejle Politi.

Lige nu læser politiet bogstaverne som de to ord 'GELWAN E' - måske et navn, hvor efternavnet begynder med E. En slags personlig underskrift, som i graffiti-kredse kaldes et 'tag'.

Senere lørdag viste det sig, at graffiti-hærværket også var gået ud over byens skole, supermarked og andre bygninger i byen.

Ved du noget, så kontakt Sydøstjyllands Politi på telefon: 76281448 eller B.T. på 1929@bt.dk