Fotoalbum: Standupkomiker Simon Talbot lærte meget af at skulle hverve og forsøge at komme i snak med folk, der helst ville lukke døren, og når han var sammen med sin irske far, foregik det på bodegaer

1. Utallige timer i Jehovas Vidner

Her var jeg til et møde med Jehovas Vidner et sted i min barndomsby Skanderborg. Mærkeligt, at jeg ikke havde sideskilning, for det var jeg ellers tvunget til dengang. Jeg fik virkelig udviklet min humoristiske sans ved at være med i Jehovas Vidner. Jeg brugte utallige timer i den religiøse organisation, fra jeg var helt lille. Der var møder tirsdag, torsdag og søndag. Desuden bibelstudier, hvor man sad og læste op på stoffet. Og så var der »tjenesten«, det som almindelige mennesker ville kalde »pisseirriterende lørdag formiddag«, hvor man bliver vækket af påtrængende mennesker med sideskilning. Jeg var en del af frontlinjen og gik rundt og forsøgte at hverve nye medlemmer. Vi gik rundt med bladet Vågn op eller Vagttårnet bankede på og sagde: Hej, vi kommer fra Jehovas vidner, har du tænkt på, hvor vi allesammen kommer fra? En mand spurgte: Er det jer, der går ind for flerkoneri? Det måtte vi svare nej til. »Så har det ikke nogen interesse.« Jeg er ikke i tvivl om, at meget af det, jeg kan, skyldes min opvækst. Jeg lærte at snakke med folk, der ikke gad at snakke med én.

2. Stærkere end de fleste

Da jeg var omkring ni år, stoppede jeg med at tro på Jehovas Vidner. For i skolen fik jeg at vide, at der var seks mia. mennesker i hele verden, og kun seks mio er Jehovas Vidner. Det gik op for mig, at Jehovas Vidner var lillebitte. Min mor troede, at hun gjorde det bedste for mig. Hun troede, det ville gavne mig, og det har det også gjort i forhold til comedy, for det har givet mig noget disciplin i forhold til at gøre ting, jeg ikke har lyst til. Og det kommer man langt med i voksenlivet. Det har gavnet mig hver gang, jeg har været i en presset arbejdssituation med en deadline. Der kan jeg mærke, jeg er stærkere end de fleste. Billedet er fra Simon Talbots sketch-show, hvor jeg spillede fitnessinstruktør.

3. Brovtende og stordrikkende far

Min mor Irene fandt sammen med min far Thomas, som er irer, da hun forlod Jehovas Vidner på et tidspunkt, hvor hun gik helt over i en anden grøft, da hun fandt min far, som er den brovtende, crazy stordrikkende, supergrineren irer. Hun tænkte, at nu skulle hun bare have ham til at stoppe med at drikke. Efter et par år gik de fra hinanden, for det lykkedes ikke, og så vendte min mor tilbage til Jehovas vidner. Når jeg var hos min far, var jeg på bodegaer, hvor jeg sad og drak ufattelig meget cola og spillede enarmet tyveknægt. Der blev jeg nok ‘sugarholic’. Min far var skraldemand og vicevært. Hans motto var: »There are no rules in life. Don’t let anyone tell you what to do or what to not fucking do, cause we are all going to die«. Han har så også siddet i fængsel, så nogle regler er der desværre.

​4. Godt med hvalpefedt

Det vigtigste, man kan se på det her billede er, at jeg var tyk. Jeg har godt med hvalpefedt. For mig handlede det dengang om at få folk til at grine, for så var alt godt, og den spændte stemning i huset forsvandt. Det var ligesom en forsvarsmekanisme, jeg har lavet til en karriere, det er en måde at få opmærksomhed og skabe positivitet omkring sig. Der er ikke noget bedre end at se folk omkring sig grine, men jeg har helt sikkert også bare været irriterende af og til.



5. I Edinburgh

Det er fra Skotland hvor jeg var udvekslingsstudent i en uge. Jeg husker primært, at jeg så den fantastiske Steven Spielberg-serie Band of Brothers, der lige var udkommet. Den købte jeg på dvd derovre og så den uge, og desuden gik jeg og kiggede lidt på Edinburgh.

6. Anders Mattesens grin betød meget

Lige netop denne her Suzuki Alto, som min mor ejede, lånte jeg, da jeg roadtrippede over til København, da jeg var 19 år. Jeg følte mig så meget badass – for jeg skulle optræde første gang på Comedy Zoo. Den dag havde jeg fået tidligt fri fra børnehaven, hvor jeg arbejdede. Jeg var et nervevrag, inden jeg skulle på scenen i otte minutter. Før det havde jeg gået på handelsskolen og arbejdede også på et lager, hvor jeg hørte en masse P3 og læste BT og tænkte: ‘Some day’ ... Jeg hentede meget inspiration ved at tage i en biograf i Aarhus sammen med en ven. Vi fandt ud af, at de kun tjekkede billetten, når vi skulle ind første gang, siden kunne vi gå ind og ud af alle salene fra om eftermiddagen til om aftenen og se den ene film efter den anden. Mit første show handlede om, hvordan det var at være fra Jylland, og jeg fandt med det samme ud af, at der var kort vej til toppen inden for standup. Det første show fik jeg Anders Mattesen til at optage på et lille, dårligt kamera, jeg havde med. Han sad dér på første række, mens jeg stod på scenen og rystede som et espeløv. Han grinede rigtigt højt undervejs, og det grin betød utrolig meget for mig – det var ikke bare et høfligt grin.

7. Prøver i Los Angeles

I den seneste tid har jeg været i LA for at bygge en karriere op ved siden af den i Danmark. Jeg var så heldig at få lov til at komme på scenen i Flappers Club, og her er jeg backstage, hvor jeg skriver min autograf på væggen. Alle mulige komikere har skrevet deres autografer, og her tog jeg mig den frihed at skrive min. Mange spørger, om amerikanerne overhovedet kan fatte min humor, men vi danskere ser jo meget amerikansk underholdning, så det er ikke ukendt for mig. Men der er stadig et arbejde i det for mig, selvom min far er irer. Jeg har skullet begynde forfra igen, og prøve at ramme en stil. Men det hårdeste er jo, at jeg ikke er kendt derovre, men det hjælper, når jeg siger, jeg har gjort karriere i Danmark. For der kan jeg jo bare skrive til Comedy zoo, at jeg dukker op om et par timer. Og nogle gange kan et fjollet »hej« allerede give et grin, selvom det hej ikke var SÅ morsomt. I USA er jeg den nye i klassen: »Hej, må jeg være med her?«. Da jeg skulle på scenen et sted, havde jeg forberedt mig i 10 minutter og indøvet det hele, mens jeg kiggede på spejlet. I sidste øjeblik blev det ændret til tre minutter – jeg synes dog, jeg lykkedes alligevel – det man kan på tre minutter, hehe.

8. Vores drømme er ens

Katrine Køhler og jeg har kendt hinanden i otte-ni år, og da jeg var i byen i Odense engang, gik jeg over til hende og sagde, at hun var den pæneste pige i verden. Vi smådatede hinanden et stykke tid, men fordi den ene boede i Odense og den anden, København, løb det ud i sandet, og vi var begge i andre forhold. Heldigvis mødte vi hinanden tilfældigt, og det slog gnister, for vi var slet ikke færdige med hinanden. Nu har vi været sammen i fem år og er blevet forlovet, mens vi var i LA. Jeg er superglad, vores drømme er meget ens, hun er skuespiller og har gået på skuespillerskolen The Lee Strasberg Theatre & Film Institute i LA og haft hovedrollen i en kortfilm.