Simon Riedel stiller hver uge kendte danskere spørgsmål, der går helt tæt på og får dem til at overveje sig selv og deres liv. Vi kalder det 'ERKENDELSE - helt ind til tanker og følelser'. I denne uge med Mads Dinesen som tjente sin første halve mio. da han var 15 år.
Jeg blev hunderæd, da .. jeg flere gange om ugen vågnede op, og overhovedet ikke vidste, hvor jeg var. Der var en lang periode, hvor jeg fik blackout konstant, og hvor jeg ofte vågnede op i Paris og overhovedet ikke anede, hvordan jeg var kommet dertil. Jeg aner ikke, om jeg aftenen før havde haft det sjovt, men det var som regel begyndt med, at vi var gået ned i en vinkælder, og så er man vågnet op et helt andet sted. Det kunne være på et hotel i København eller Paris. Det var ret skræmmende, det med at vågne og tænke: Hvor fanden er jeg? Hvad har jeg lavet? Så var det nemmeste at hoppe ned i morgencafeen og åbne en ny flaske. En bytur kom til tider til at foregå over flere uger i Paris eller Saint Tropez, fordi man hele tiden udskød hjemturen.
Jeg drømmer om ... at jeg får jeg lov til at sidde og ryge en joint med Simon Spies og Mogens Glistrup i en have i Rungsted, mens Tommy Seebach laver et liveshow med Apache ved siden af. Hvis ikke det kan arrangeres, så er min drøm at få tid til at tage et halvt år til New Zealand og hjælper havdyr i nød. Det kunne også være at bo i en jungle og hygge sig med nogle orangutanger. Engang var jeg på vej til at skulle hjælpe havdyr i nød i New Zealand i tre måneder, men måtte aflyse det, fordi jeg ikke havde tid.
Jeg tror, andre anser mig for at være ... utrolig snobbet, hvilket er meget langt fra sandheden. Jeg stiller krav til mine medmennesker, og det er det modsatte af at være snobbet. Hvis jeg ikke forventede noget af mine medmennesker, ville jeg være snobbet. Så ville det jo være fordi, jeg mente, de var dumme. Derfor kan det virke snobbet, at jeg også forventer, at folk har nogle kvalifikationer og kan noget, for i Danmark vil vi jo helst placere overliggeren så lavt, at der ikke er nogen, der føler sig trådt på.
Jeg tjente min første halve mio. kr., da jeg var ... 15 år cirka. Det var også havdyr, jeg importerede og solgte gennem mit firma, der opsatte og vedligeholdt saltvandsakvarier. Det var sådan, jeg kom ind på Nasa oprindeligt, fordi mit firma passede deres akvarium. Så jeg havde nøglen til Nasa, længe før jeg ejede det. Det gjorde jeg fra april 2011 til september 2012. Det var sjovt, men noget værre lort økonomisk. Ham, der ejede NASA før mig, havde efterfølgende en lille pub i Glostrup, og han fortalte, at han tjente meget mere på det. Kunder til natklubber er ikke så loyale.
Jeg accepterer simpelthen ikke ... ligegyldighed i forhold til en selv og andre. Hvis jeg omgås mennesker, der er ligeglade, hvor jeg kan mærke, at der ikke er noget, der betyder noget for dem, så står jeg af og vil ikke ha’ noget med dem at gøre. Hvis folk er ligeglade med deres arbejde, folk der kun går på arbejde for at få deres løn, så bliver jeg trist. Hvis man f.eks. synes, det er forfærdeligt at være kassedame, så kunne man prøve at være noget andet. Eller blive en god kassedame. Det kan godt være, det ikke er dem, der redder verden, men jeg får en bedre dag, når jeg handler, når der er en sjov og rar ekspedient i stedet for en, der bare er så ligeglad med alt. Man behøver ikke at være generalsekretær eller direktør for at vise interesse for det, man laver.
Jeg tror, andre misunder mig mit ... gåpåmod til at hoppe ud i tingene. Lige efter jeg fik min dom, fik jeg rigtig mange fanmail fra unge mennesker på 15-20 år. Jeg var lidt bekymret for, om det var på grund af svindel og bedrageri, så jeg gjorde meget ud af at skrive tilbage: Tak for din støtte, men det må jo ikke være på grund af bedrageri. Men for de fleste handlede det om, at de syntes, det var fedt, at man havde gjort noget andet, havde sagt ’fuck gymnasiet’. Lige nu er det noget andet, der rykker. Det kan være, jeg bliver væltet ned, men så rejser jeg mig igen, jeg ligger ikke og piver. Jeg hader det middelmådige, som jeg er vokset op i. Enten vil jeg være rig eller også totalt fattig. Engang lavede jeg 30.000-40.000 om måneden, og da gik jeg ofte på kasino og lagde alle pengene på ’rød’. Så var det enten en måned, hvor jeg skulle skrabe eller en uge, hvor jeg fik råd til at have det godt.
Min stærke side er ... at jeg arbejder projektorienteret. Hvis jeg er på et projekt, gør jeg det færdigt. Jeg har oplevet andre personer, der gik meget op i at ’nu er kl. seks, og jeg skal hjem’. Jeg er ligeglad med, hvad klokken er, når man er i gang med noget. Så kan det være, jeg holder pause et halvt år bagefter.
Jeg koster 4.600 kr. i timen ... ja, for jeg har fundet ud af, at med den pris får jeg det antal kunder, jeg gider. Hvis jeg sætte prisen til 2.000 kr., ville jeg komme til at arbejde meget mere. Nu kan jeg nøjes med at tage det, der interesserer mig. Senest har jeg lavet en forretningsplan, der skal trække investorer til nogle sukkerfri produkter for et ret stort firma. Jeg skriver et konkret prospekt og sætter de rigtige mennesker sammen, og på det grundlag tiltrækker vi investorer, der hver skal lægge nogle millioner kroner for at være med. Det kan også være en lille virksomhed, der vil ha’ mig til at lave en forretningsplan til banken, der gør dem i stand til at få en kassekredit på 100.000 kr. Bagefter kan de smide det papir ud, som de lige har betalt mig 15.000 kr. for at lave, for en forretningsplan har sjældent noget med den virkelige drift at gøre.
Jeg er ikke, som folk er flest, men snarere ... en blegfed champagneprop, der boblede over lidt for hurtigt. Det gode er, at når man bobler over for hurtigt, er de værste og mest pågående bobler overstået. Jeg er gasset af og har lavet sindssygt mange ting. 80 pct. af dem er fede og 20 pct. det modsatte. Jeg vil hellere sidde i den her situation, mens jeg er midt i 20’erne, end når jeg er 60 år. Nu har jeg tid til at rette ind og holde mig til de ting, der i sidste ende fører positivitet med sig.
Jeg blev dybt uretfærdigt behandlet ... i medierne, da der kom nogle artikler om mig som simpelthen var decideret løgn. Der var skrevet en artikel om mit ophold i Vridsløselille fængsel, men jeg har aldrig siddet der. Jeg og min advokat sagde til pressen, at jeg var i Vridsløselille, hvilket der stod i medierne, men faktisk var jeg i Vestre Fængsel, netop for at få noget ro. Det var journalisten bedøvende ligeglad med. Han ville bare lave en artikel ud fra en kilde.
Det gør mig edderspændt rasende, når ... folk gerne vil se deres eget græs halvissent, så længe naboens plæne er helt vissen. Det er vigtigere for nogle danskere, at naboens græs ikke er grønnere end deres eget. Ligesom man ikke vil fjerne afgiften på biler eller topskatten. Den mentalitet har man ikke i andre lande, feks. i Dubai, hvor jeg har boet. Der så man ikke skævt til, at folk kørte i Porsche.
Jeg er ikke god til at ... være pædagogisk. Bl.a. fordi jeg ikke altid forstår, at mennesket har behov for ros. Jeg går ind for at rose, når en person gør noget ekstraordinært godt. Men nu har jeg lært, at i en virksomhed bliver man nødt til at rose folk og sige: ’Nej, hvor er det godt, det du har lavet’, selvom jeg for mig selv tænker, at det burde være en selvfølge, når de får deres løn. Det har jeg da lært på et par alt for dyre ledelseskurser.
Den dyreste champagne, jeg har smagt, er ... en 30 liters Armand de Brignac, som jeg betalte 100.000 euro for. Det var i 2012, da jeg var til en weekendfest i en båd i Saint Tropez. Jeg troede, jeg kom derned og var en bigspender. Jeg havde en mio. kr. med, men de andre drenge sagde bare: ’Du giver det, du kan’. De var fuldstændig ligeglade med mit bidrag. Og der røg et par stykker af de flasker om dagen. Ham, der havde båden, havde lige købt den for 600 mio. kr., så jeg var absolut en lille fisk.
Jeg burde sige undskyld til ... mange turister i Nyhavn. Der var en lang periode, hvor jeg havde fået for meget at drikke og nøgenbadede fra båden i Nyhavn, og der var mange forfærdede turister fra Japan, der så til.
Det værste og det bedste ved at sidde i fængsel var ... til at begynde med, at man var så begrænset af systemet i forhold til det ansvar, man havde udenfor. Så jeg ikke kunne komme til at udbetale løn til nogle, jeg havde ansat. De skulle ha’ 30.000 kr. den første, men jeg måtte ikke få nogen netforbindelse, for så ville jeg kunne begå bedrageri. Det ville jeg altså også kunne gøre uden en netforbindelse, men det var små, praktiske gøremål, der var mest besværlige derindefra. Jeg måtte bare indse, at jeg måtte lukke ned for alt udenfor og bruge min tid på mig selv. Da det skete, var det egentlig ret fedt i de 20 måneder at slippe for at betale husleje og løn til medarbejdere og bare læse bøger og være sindssygt egoistisk.
Jeg mødte uventet godhed, da ... jeg en aften kørte sammen med en date, der blev meget fuld, og som sad i min Chrysler på forsædet. Han brækkede sig ud af sideruden igen og igen, og pludselig holdt en BMW ved siden af med fire hårde typer. De rakte en flaske vand ud til ham midt i lyskrydset gennem ruden. Det var sgu cool gjort.
Jeg lever lige nu livet i Berlin for ... at prøve noget helt nyt. Min kæreste, Frederik, og jeg var enige om at flytte fra Danmark og til et sted, hvor ingen af os har været før. Det blev til Berlin, hvor vi satte fødderne første gang, da vi skulle hente nøglerne til lejligheden. Nu bor vi i Mitte på Rosenthaler Platz. Skatten hernede er også lidt sjovere.
