Sidste uge skrev jeg en klumme om hr. Gok, og at jeg ikke mener, børn skal knytte sig til og navngive de dyr, de senere skal se blive slagtet og serveret. Jeg gjorde det meget tydeligt i klummen, at børn selvfølgelig skal vide, hvor maden kommer fra, men at der er forskel på kæle- og produktionsdyr.

Jeg stak selv snotten ind i kloakrøret og råbte kuk kuk - er der nogen? Og det var der. I den grad.

Det førte hurtigt til en eksplosion af beskyldninger om, at jeg er åndssvag curlingmor, der tror, maden selv falder ned i kødbakkerne. Fremmede mennesker var helt inde på min private Facebook-profil for at aflevere deres holdning - så meget ville de have, jeg skulle læse, at de mener, jeg er idiot og til skade for mit barn.

For curlingmor er som bekendt det værste, man kan være. Puha for mødre, der går ind for faldflis, respekt om barnlige følelser for en hane og cykelhjelme. Hvad bliver det næste? At de tager med til det voksne barns jobsamtale!? Mindst!

Det er næsten mere kontroversielt og ophidsende for masserne end at være børnelokker eller terrorist. Bare en mistanke om curling er nok til lynchstemning.

Det er fint nok – overordnet.

Åbenhed, uenighed og debat er sundt. Jeg kan godt være dagens ølkasse på torvet, som folk betræder for selv at virke større.

Det er selvtilstrækkeligheden og den manglende lyst til at sætte sig ind i tingene, man hagler ned, jeg har et problem med. Det er en sund mundren over, at så mange mennesker tilsyneladende så let finder de vise sten, mens jeg personligt skal tænke mig om for bare at finde mine nøgler.

For selv om reaktionen var forudsigelig, så er den stadig skræmmende. Jeg bryder mig ikke om at blive mindet om, at mange mennesker egentlig ikke har flyttet sig så meget, siden der blev lavet offentlige lynchninger på torvet med en kødrand af folk udenom, der i deres blodrus egentlig ikke interesserede sig så meget for at analysere, om dommen var fair, men mere for at få noget rav i gaden.

Mange læste ikke min klumme, kun overskriften, men alligevel tændte de faklen og begav til torvet – ridende på deres egen kæphest.

Når det bare handler om hr. Gok, så er katastrofen til at overse, men min bekymring er, at de her trolde går til vigtigere, større emner på samme måde: Det dér politiske standpunkt ser ud til at forstyrre mit i forvejen etablerede verdensbillede, så det kæmper jeg indædt imod uden egentlig at sætte mig ind i det. Ikke et skide gavnligt udgangspunkt for at gå ind i stemmeboksen, vel?

Personligt kan såmænd godt abstrahere fra lyden af internettrolde, der kaster op i et kommentarspor. Jeg tager det ikke til mig.

Men jeg bliver ked af det helt overordnet, for hvordan skal vi opretholde et oplyst, sammenhængende og fredeligt samfund, når debatter er præget af, at man ikke lytter til modparten, men kun fokuserer på at råbe sin egen vrede ud – helt uden at scanne klummen og kommentarsporet og lige overveje, om man bidrager med nye perspektiver eller blot gentager de andres ørlelyde?

Jeg bliver lettere desillusioneret, fordi jeg altid har tilsluttet mig ordene "jeg er uenig i alt du siger, men vil til min død forsvare din ret til at udtrykke det".

Det ved jeg sgu ikke længere helt, om jeg vil i forhold til selvtilstrækkelige trolde.

Jeg vil i hvert bede om en fodnoten *hvis du da lige gider sætte dig ind i modpartens holdning først.

Desuden er citaren ikke af Voltaire, som mange tror. Det er fra en bog om Voltaire – skrevet af en Evelyn Beatrice Dall.

Og hvor jeg ved det fra? Jeg tvivler som udgangspunkt på alt, hvad jeg tror, jeg ved, hvorfor jeg forsøger at tjekke op, inden jeg buser ud med noget.

Tvivl er faktisk helt udviklende og kan anbefales.

Smiley.