Løbet blev et fast holdepunkt i sorgen - en nødvendighed for at kunne være i livet - da Anders Legarth Schmidt mistede sin seksårige datter til kræft
Jeg måtte ud. Solen skinnede, og jeg løb ned mod det gamle fæstningsanlæg Kastellet mellem Langelinie og det indre København. Op på volden. Rundt og rundt. Der skete noget. Jeg følte mig let. Jeg følte, at jeg var forbundet med mit barn, der lå få kilometer væk i et nedkølet rum. Jeg fantaserede om, at vores to sjæle var forbundet i det øjeblik, jeg løb rundt på grusstierne.
Som forælder kan du formentlig ikke opleve en større smerte. At miste dit barn. Se din datter dø. 43-årige Anders Legarth Schmidt husker tydeligt den dag i september for fire år siden, hvor hans seksårige datter Ellen døde efter to års kræftsygdom. Det nypressede lagen, der blev trukket over datterens ansigt. Solstrålen, der lyste hospitalstuens halvmørke rum op. Hendes døde krop, som havde fået ro. Fred.
»Det var en utrolig lettelse, at hun ikke skulle lide mere. Hun havde haft det svært i så lang tid. Jeg følte, hun var sluppet fri. Jeg tror også, at jeg følte, at jeg var sluppet fri. Det gjorde mig rolig indeni. Jeg var ikke nået til at længes efter hende endnu. Savne hende,« siger Anders Legarth Schmidt.
En time efter han havde forladt Rigshospitalet, stak han fødderne i sine løbesko og løb. I sit svæv over jorden oplevede han at være bare en lille smule tættere på Ellen. Som dagene gik, hentede længslen og savnet ind på ham og skabte et kaos i hovedet. Løbet blev hans faste holdepunkt i sorgen - en nødvendighed for at kunne være i livet.
»Når jeg løb, mistede jeg lidt af jordforbindelsen under mig. Det holdt mig fra at synke ned i de sorte tanker. Skyld. Jeg havde skyldfølelse over ikke at have kunnet beskytte hende. Jeg var jo hendes far. Det var min opgave,« siger han.
Anders Legarth Schmidt beskriver de to år med Ellens sygdom som at være med i en krig, hvor det er umuligt at forudse, hvad der sker.
»Jeg pådrog mig et enormt ansvar, selvom det jo i virkeligheden var ude af min kontrol,« siger han.
Den lille familie, der udover far og Ellen talte mor og lillesøster Alice - levede i et evigt alarmberedskab især det sidste år af Ellens liv.
»Som mennesker har vi en oplevelse af, at vi kan styre livet. Da Ellen blev syg, mistede jeg troen på, at jeg selv kunne gøre noget. Livet var ondt og uden for min indflydelse,« siger han.
Efter Ellens død fandt han i løbet noget, han kunne styre ned til mindste detalje. Noget han var god til at styre.
Rytmen er der. Hjertet er med. Der hvor tempoet er så højt, at selv en helt almindelig og gennemsnitlig person på en helt almindelig og gennemsnitlig cykel skal spænde musklerne i lårene og lægge vægt på pedalerne for at følge med. Der er omkring 17,5 kilometer i timen. Det var sådan, jeg løb i dag. På blåt underlag. 400 meter rundt. Foran nogen, bagved andre. Jeg brugte tiden. Var i tiden. Uden at tænke på i morgen og uden at gruble over, hvad der sker om lidt. Jeg løb på tid, for jeg så på mit ur, og det viste tre tretaller. (…) Tre minutter og treogtredive sekunder.
»Nu kan jeg godt se, hvor opslugt jeg i perioder har været af at kontrollere tiden, når jeg løb. Jeg var fokuseret på at forbedre mig helt ned på sekundet,« siger Anders Legarth Schmidt.
Den erkendelse er han kommet frem til for et par uger siden, da han genlæste en række klummer, som han har skrevet om sit løb og sin sorg i dagbladet Politiken. Klummerne er netop blevet samlet i bogen ’Jeg løber’ og har også dannet grundlag for en teaterforestilling, som i efteråret blev vist på Det Kongelige Teater, og som i foråret turnerer rundt i hele landet, før det igen til efteråret vender tilbage til Skuespilhuset på kanten af havnebassinnet i Københavns Havn.
»Folk kom grædende ud derfra,« fortæller Anders Legarth Schmidt, da vi går fra hans arbejdsplads på Rådhuspladsen i retning mod Langelinje og rammer de våde træplanker mellem havnebassinet og teaterhusets glasfacade.
»De kan være meget glatte,« konstaterer han om plankerne.
Han kender dem og ved, at det er bedre at løbe på den ru belægning lige ved siden af. Siden forestillingen kørte i efteråret, er det ikke sjældent, at han runder Skuespilhuset, når han tidligt om morgenen løber en times tid, før han tager hjem og vækker resten af familien.
»Man kan være heldig at se solen stå op,« siger han og peger i retning over Refshaleøen på den modsatte side af bassinet.
Faktisk løb han også nogle gange forbi, mens skuespilleren Anders Juul tonsede afsted på et løbebånd inde på scenen.
»De, der sad derinde, havde ingen ide om, at jeg løb rundt herude imens,« siger han.
Han har naturligvis også selv set stykket. Et kunstværk, kalder han de mange tanker og følelser, som er kogt ned til 80 minutters teaterstykke.
»Det var fuldstændig som at se ind i mig selv. Det hjalp mig til at forstå mig selv. Og det ærer Ellen så flot. Ærer hendes liv og er et vildt smukt minde,« siger han.
Minder som fastholder Ellen i hans liv.
»Jeg har mistet Ellen en gang. Jeg vil ikke miste hende en gang til, og det gør jeg, hvis jeg fortrænger minderne,« siger han, men erkender samtidig, at tiden naturligt udvisker flere af detaljerne.
Bogen bliver også et minde om Ellen – ikke mindst for lillesøster Alice, som han håber kan få noget ud af bogen, når hun bliver ældre. I starten fylder Alice ikke meget i bogen, men som tiden går, dukker hun mere og mere op i teksterne - får mere og mere plads i hans tanker - og det gør ham glad.
»Hun var ikke engang et år, da Ellen blev syg. I to år var hendes familie i total krise. Jeg har tit følt, at jeg ikke var der for hende, fordi jeg brugte al min energi på Ellen. Og efter Ellen døde, var der mest kun plads til mig selv og min sorg. Jeg var ekstrem egoistisk med min sorg,« siger han.
Anders Legarth Schmidt havde svært ved at rumme, at andre også var kede af, at Ellen ikke var her længere. I klummerne kunne han få lov at være egoistisk og holde fokus på sin egen sorg.
»Jeg var ensom med alle tankerne. Jeg havde vildt svært ved at snakke om det. Så da jeg begyndte at skrive, var det udelukkende for, at jeg kunne komme af med tankerne. Jeg oplevede at være i centrum. Blive set og hørt. Det var en rus,« siger han.
De mange henvendelser fra folk – især dem der selv havde mistet – gjorde stort indtryk.
»Det gør mig glad og stolt at se, at det rækker ud over mig selv, selvom det slet ikke var tænkt sådan,« siger Anders Legarth Schmidt.
Men han mødte også bekymring. I starten havde han det svært, når folk mente, han var blevet afhængig af løb. Afhængighed er jo pr. definition noget skidt.
»Men løbet gør mig i bedre stand til at leve mit liv. Jeg har mistet et barn. Så who cares, hvis folk mener, jeg er afhængig af løb. Der findes værre ting at være afhængig af,« siger han.
Derfor går der stort set ikke en dag, hvor han ikke snører løbeskoene og trækker det lyserøde svedbånd ned over panden. Selv kalder han det en rutine, som gør ham i stand til at passe på sin familie og fylde mening i sit liv.
»Tiden går, og det er ikke altid nemt at fylde mening ind. Da jeg var yngre, var jeg bange for at dø. Nu er jeg bange for ikke at nå at leve nok. Det sværeste er at sætte nok pris på den lykke, jeg har lige nu og her,« siger han.
Ellen står ikke og venter på mig, når jeg kommer hjem fra arbejde. Jeg vækker hende ikke. Jeg knuser hende ikke. Det er sådan, det er. Hverken ord eller løb kan lindre. Eller måske kan de godt? Jeg ved det ikke. Det er umuligt at give et facit. Men tiden. Den går. Jeg vil prøve at bruge den godt. Vi ses.
