- Jeg er en ærlig tvivler, siger Naser Khader til B.T., og afviser ikke at han på et tidspunkt springer ud som kristen.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>- Jeg søger svar på livets store spørgsmål. Jeg er i en proces, og jeg ved ikke, hvor den ender.
Som jeg ser det er der tre muligheder for mig:

- Enten bliver jeg inspireret af kristendommen til at reformere Islam indefra, eller jeg konverterer til den Luthersk-Evangeliske kirke på et tidspunkt, eller jeg skrotter det hele og bliver hårdkogt ateist, siger Naser Khader, der Grundlovsdag trådte op på prædikestolen i Mårum Kirke, hvorfra han holdt en prædiken ved selveste Højmessen. Inviteret af præsten Pia Niebuhr i anledning af Grundlovsdagen.

- Det var stort for mig, og jeg gjorde det med absolut ærefrygt. Det er en tillidserklæring, og en særlig opgave, at holde en tale, der skal være fuldstændig renset for politik. Jeg synes det er en stærk religion, der giver sådan én som mig lov til at træde op på prædikestolen, siger Khader, der i to år har læst teologi, men kategorisk nægter overfor B.T., at han allerede nu er klar til at konvertere:

- Nej, jeg er midt i en proces, og jeg har faktisk søgt svar på livets store spørgsmål siden min far døde. Hvorfor er vi her, hvor er vi på vej hen, hvor ender vi, og ses vi igen? Den slags spørgsmål. Og jeg synes ikke Islam giver mig tilfredsstillende svar, siger Naser Khader og uddyber:

- Jeg får mere og mere sympati for den kristne Gud, fordi han er til at tale med. I Bibelen er der flere steder, hvor der diskuteres med Gud og forhandles om forskellige ting. Der forekommer kun forhandlinger med Gud ét sted i Koranen. Det handler om, hvor lang tid fasten skal vare.

- I Islam går det hele ud på at komme i Paradis. Og hvordan du gør det korrekt. Du skal bede så og så mange gange, du må kun hilse med højre hånd, du må ikke spise bestemte ting. Det er en bogholder-religion. Det samme gælder for Jødedommen.
I den Evangelisk-Lutherske kirke, handler det meget mere om tro. Det kan jeg godt lide. Der er plads til at tænke selv, og til at stille spørgsmål og være kritisk. Hvis du er er kritisk overfor Gud i Islam, så bliver du smidt ud, siger Naser Khader til B.T.

- Jeg betragter mig som kulturkristen, fordi en væsentlig del af dansk kultur bunder i kristendom, men jeg er også kultur-muslim, fordi det er en del af min kultur og baggrund, siger Naser Khader, der blandt andet talte om udstødelse, næstekærlighed, og skelnen mellem det gode og det onde i sin prædiken i Mårum Kirke.

- Bonhoeffer, der var en tysk luthersk præst, der var med i Operation Valkyrie, der planlagde at dræbe Hitler under Anden Verdenskrig, understregede ofte, at man ikke må slå ihjel ifølge kristendommen, men sagde samtidig, at der er tidspunkter, hvor det kan være nødvendigt, at gøre det. Med den begrundelse, at man vil afværge et større onde, fortalte Khader blandt andet fra prædikestolen, hvor han også nævnte Søren Krarup fra Dansk Folkeparti.

- Han ringede til mig under Muhammedkrisen, og sagde, at han havde en gård et sted, hvor jeg kunne være med familien, hvis vi fik brug for at være i fred og sikkerhed. Den samme gård havde hans familie brugt til at gemme modstandsfolk og jøder under krigen, fortæller Naser Khader, der tog udgangspunkt i Johannes Evangelie kapitel 15 og 16. 

Se hele Khaders prædiken her.