Der var folk i Vadum, som mente, at Georg Jensen skulle smides i fjorden, for sådan en tyskerunge 'var ikke noget at gemme på'.

Georg Jensens far var tysk soldat, og hans mor blev betragtet som tyskerpige.

Den dag i dag husker han stadig, hvordan de voksne i den nordjyske landsby lagde ham for had.



Mine jævnaldrene havde jeg ingen problemer med. Det var de voksne, der var problemet, fortæller han.

Hadet mod tyskerpigerne og deres børn betød, at han ikke fik sig en ordentlig uddannelse.



- Min skolelærer var modstandsmand, så jeg lærte ingenting i skolen. Jeg blev aldrig hørt i timen, men blev bare sat til at passe kakkelovnen med tørv. Da jeg gik ud af skolen, kunne jeg dårlig nok stave mit eget navn, siger Georg Jensen.

Oprindeligt er han døbt Günter Georg Niehaus Jensen, men da han skulle konfirmeres, foreslog præsten, at han sløjfede de tyske navne.



Trods hadet imod ham og hans familie, er Georg Jensen ikke en af dem, der kræver en undskyldning fra Lars Løkke Rasmussen.

- Vi blev dårligt behandlet, det kan vi hurtige blive enige om. Men hvad skal en undskyldning nytte. Dem, der burde sige undskyld, er jo væk, siger han.