Flere og flere barnløse kvinder vælger at få detaljerede oplysninger om deres sæddonor. Donorbarnet Jasmin fortæller, hvor galt det kan gå, hvis mødre hemmeligholder den biologiske fars identitet.

Først for ti år siden fik 40-årige Jasmin Sommer Asholm at vide, at hendes »sociale far« ikke var hendes rigtige far. Hun havde fået konstateret kræft, og hendes fars mor var et halvt år forinden død af kræft. Hun spekulerede som en gal. Havde hun arvet et kræftgen fra sin farmor? Ville hun videregive de dårlige gener til sin søn? Hun spurgte sine forældre.

»Så siger de, om jeg ikke lige kunne komme ud til en kop kaffe.«

Jasmin Sommer Alsholm havde aldrig skænket det en tanke, at hendes far ikke var hendes rigtige far. Hendes måde at gå på lignede hendes fars. Hun kunne lide de samme tørklæder og samme slags tyggegummi. Alt var, som det skulle være. Men hendes røde hår? Der var jo ingen rødhårede i familien. Hun jokede med det i skolen og tænkte ikke videre over det.

Som Berlingske har beskrevet, vælger stadig flere kvinder at få information om deres sæddonors identitet. Men ikke Jasmins mor. Hun fik sin sæd, dengang anonymitet var reglen mere end undtagelsen.

Jasmin kunne være rolig, sagde forældrene over kaffen. Hun havde ikke arvet noget efter farmoren, for hendes far var ikke hendes biologiske far. Moren havde i 1977 brugt en sæddonor, som Jasmin i dag har opdaget også har leveret en søster til hende.

Alt gik i stå. Detaljer fra det skelsættende møde har hun fortrængt.

»Jeg fik en mental nedsmeltning. Det var enormt chokerende at få at vide. Med et blev halvdelen af min livshistorie en stor løgn. De havde jo holdt noget så vigtigt hemmeligt for mig i så mange år. Der gik tusinde tanker gennem hovedet på mig. Det var skuffelse, vrede, væmmelse. Teoretisk set kunne jeg have knaldet med min bror. Var faren til mit barn min halvbror? Har jeg datet min far? Hvis jeg ikke er min fars datter, hvem er jeg så?«

Det er ikke en faderrolle, hun søger, ved at lede efter sin biologiske far, siger hun.

»Det er genkendelighed og familiehistorie og sygdomshistorie, som jeg kan fortælle videre til min søn. Bliver min ADHD og kræft givet videre? Min mor er bankuddannet, og min far var maskinarbejder. I dag læser jeg til laborant. Det er jo naturvidenskab. Kommer det fra min biologiske far?«

Hun kalder det hele for »brikker i et puslespil«.

»Jeg vil gerne kunne lægge mit puslespil færdigt. For mig er det et både følelsesmæssigt og et mentalt og historisk hul, der skal fyldes.«

I dag, ti år efter kaffen hos forældrene, har hun stadig ar på sjælen.

»Min tillid til mine forældre er smadret. Når de kan holde noget skjult for mig, der er så stort og vigtigt, hvad kan de ellers finde på at lyve over for mig om eller skjule? Hele gulvtæppet og mit sikkerhedsnet er revet væk under mig. Jeg har ikke noget bagland, jeg kan stole på længere.«

Jasmin Sommer Alsholm ser stadig sine forældre trods tillidstabet, men hun har skiftet navn. Engang hed hun Betina. I en SMS til Berlingske forklarer hun hvorfor: »For at skabe en ny identitet, et nyt jeg, som JEG selv har bestemt er godt for mig. En ny start.«

Chokket over sit livs nyhed fik Jasmin Sommer Alsholm til at oprette Facebook-gruppen Donorbarn for at have nogen at dele erfaringer og frustrationer med. Gruppen, der blev en af de første for donorbørn, donorer og mødre, har i dag over 4.000 medlemmer og formidler donorsæd, livshistorier og kontakter til søskende.

På sin arm har hun tatoveret en DNA-streng. Endnu et bevis på, at jagten på hendes biologiske far er en livsopgave, der stikker dybere end erfaringsudveksling, gentest på nettet og slægtsforskning.

Hun ved intet om sin biologiske far. Kun at han måske var bosat i København og universitetsstuderende. Det har sædbanken fortalt, fordi de fleste sæddonorer i 1977 var studerende.

Jasmin Sommer Alsholm kan godt forstå, at flere kvinder vælger at få detaljer om den mand, der har leveret sæden til deres donorbarn.

Med en tone, der viser, hvor meget hun savner viden og vished, siger hun:

»Jeg ville ønske, jeg bare havde et donornummer på ham. Jeg har ingenting. Ingen højde eller øjenfarve eller hårfarve. Intet.«

Kan du forstå mænds behov for anonymitet?

»Nej. Man har et ansvar. At donere sæd er ikke det samme som at give blod i blodbanken. Du er med til at lave et andet menneske, og det menneske har rettigheder. Donorerne må tænke sig om. De har lavet et menneske med følelser og holdninger.«

Hvad er det første, du vil sige til din biologiske far, hvis du finder ham og møder ham?

»Jeg bebrejder ham ikke noget. Men jeg vil spørge ham, om han har tænkt på, at de børn, der er kommet ud af hans donationer, er blevet til mennesker. Det tror jeg, mange donorer ikke tænker over. Og så vil jeg spørge om almindelige ting. Kan han lide ost? Drikker han kaffe? Og om det røde hår er noget, der ligger i hans familie.«