Hun blev banket med metalstænger, var lænket på hænder og fødder og fik hældt koldt vand i hovedet. Torturlignende tilstande var hverdag for 18-årige Jasmin Osman fra Vejle, da hun sidste år var fanget på en koranskole i Somalia. Efter seks måneder lykkedes det den dansk-somaliske pige at flygte og siden alarmere myndighederne, så yderligere 18 piger blev befriet. Her er hendes historie.
Det må have været et underligt syn, der mødte den unge mand, da han fulgte lyden med øjnene.
Oppe på den 4,5 meter høje sandfarvede mur ind til den notorisk lukkede koranskole sad en ung pige og kæmpede for at få hans opmærksomhed. Hun var på vej gennem det snoede pigtrådshegn, der var lagt ud på toppen af muren for at stoppe flugtforsøg. Flere steder havde piggene allerede sat sig fast i hendes hud, og han kunne se, at hun blødte.
»Pst! Pssssssst! Kan du hjælpe mig ned?« hviskede hun.
Pigen havde ingen sko på, og pigtråden havde også fået fat i hendes gule og lilla tørklæde, så hun ikke længere var tildækket, som det ellers er praksis i Somalia.
Hvad der fik drengen til at hjælpe, ved hun ikke, men han tog imod hende neden for muren. Han gav hende sin sweater, så hun kunne skjule sig lidt i den, inden de skiltes og aldrig så hinanden igen.
Pigen løb væk fra stedet uden at se sig tilbage. Hun løb så hurtigt, hun kunne, væk fra den koranskole i Hargesia i det nordlige Somalia, hvor hun det seneste halve år havde været lænket på hænder og fødder og stort set dagligt var blevet tævet med alt fra kosteskafter til jernrør.
Den pige, der slap væk, hedder Jasmin Osman og er født i Vejle. Hun er en af et ukendt antal danske indvandrerpiger, der er blevet sendt på genopdragelsesrejse mod deres vilje, fordi deres forældre mener, at de er blevet for danske.
Det var også tilfældet for Jasmin. Men modsat mange andre af de indespærrede piger gjorde hun oprør og flygtede. Hun fik siden overbevist myndighederne om, at flere piger blev holdt indespærret, og under en større redningsaktion i foråret blev 18 unge piger reddet fra stedet, heriblandt to andre danske piger.
Sagen satte fornyet fokus på genopdragelsesrejser i Danmark. Et politisk flertal bestående af Dansk Folkeparti, SF og Socialdemokratiet foreslog, at forældre skal miste deres opholdstilladelse, hvis de sender deres børn på genopdragelsesrejse, og Udlændinge- og Integrationsministeriet igangsatte en undersøgelse af omfanget af genopdragelsesrejser. Undersøgelsen ventes færdig i begyndelsen af 2018.
Her er historien, der fik debatten til at rulle. Jasmins historie.
Egentlig begyndte det hele, da Jasmin som 16-årig alene flyttede tilbage til Danmark. Det land, hun blev født i, men som hun ikke havde boet i, siden hendes forældre blev skilt, da hun var tre år.
Forældrenes relation har al den tid, Jasmin kan huske, været ekstremt konfliktfyldt, og måske netop derfor valgte de, trods deres danske statsborgerskab og afrikanske rødder at bosætte sig i hver sit nye land efter bruddet.
Jasmin flyttede med moren til Ohio, USA, hvor hun boede, til hun var 15 år. Men teenageårene var svære, og hun kunne ikke finde sin plads i den sammenbragte familie. Hun besluttede sig for at flytte over til sin far i London, men det stod hurtigt klart, at heller ikke det fungerede. Faren var langt mere striks. Jasmin måtte ikke længere gå til svømning og basket, og han krævede, at hun skulle gå tildækket.
Løsningen blev, at Jasmin flyttede videre til Danmark. I første omgang til en tante i Vejle og siden til København, hvor hun slog sig ned på egen hånd i januar 2016, 17 år gammel.
Hun arbejdede på to forskellige barer for at kunne betale huslejen og brugte fritiden som så mange andre danske unge. Hun tog i biografen med sine veninder, gik i byen og kendte efter eget udsagn hver en natklub i hovedstaden, og hun havde kørekort, så hun nemt kunne komme omkring.
»Jeg var glad for endelig at være tilbage i Danmark, hvor jeg kunne få lov til at være den person, jeg gerne ville være,« siger hun og fortæller, at hun var bevidst om, at hendes livsstil i Danmark lå milevidt fra det liv, hendes forældre – særligt hendes far – gerne så, at hun levede.
»Stod det til min far, skulle jeg bære burka eller i hvert fald tørklæde og ikke bo for mig selv. For min mor tror jeg mere, det handlede om, at jeg gik udenfor alene, når det var mørkt. Stod det til hende, skulle jeg overhovedet ikke have et socialt liv. Jeg tror, de begge hadede, at jeg var så selvstændig,« siger Jasmin og fortæller, at hendes mor troede, at Jasmin have udviklet et alkoholmisbrug, fordi hun så ofte var på bar.
Den udlægning har hendes mor over for Berlingske bekræftet og yderligere fortalt, at det var forældrenes indtryk, at Jasmin havde det psykisk dårligt og var blevet for vestlig.
»Det eneste, jeg gjorde, var, at jeg ikke gik tildækket, og at jeg kunne lide at feste,« fastholder Jasmin.
På afstand fulgte hendes forældre datterens udvikling, og de brød sig ikke om det, de så. For en gang skyld var de enige. Jasmin var blevet for vestlig, noget måtte gøres.
Manipuleret af forældrene
I juli 2016 kom begge forældre til Danmark for at se, hvordan deres datter havde det.
I ugerne forinden var faren begyndt at sætte 300 danske kroner ind på morens konto om måneden – til »indkøb« til datteren, fik Jasmin at vide og undrede sig over, hvorfor faren ikke bare overførte pengene direkte til hende.
I løbet af de 14 dage, forældrene var i Danmark, fik de lavet en plan. Et bedrag. Mor og datter skulle på eventyr til Uganda for at besøge den del af familien, der boede der, fortalte de. Faren betalte, og det var ifølge Jasmin og hendes mor ham, der var katalysator for projektet. Jasmin glædede sig.
»Det var en oplevelse, og det så ud som om, min mor og far endelig samarbejdede og bekymrede sig om mig. Så du kan nok forstå den indflydelse, deres forslag havde på mig. Men de manipulerede mig virkelig,« siger hun.
Aftenen inden afrejsen kørte den lille familie i den lejede BMW hen til den bar ved Istedgade i København, hvor Jasmin på det tidspunkt arbejdede. Hun havde et sæt arbejdstøj liggende der. Det lugtede af alkohol, og måske var det det, der triggede faren.
Da Jasmin igen var tilbage på forsædet i bilen med det lugtende tøj i tasken, tog han fra sin plads på bagsædet kvælertag på datteren.
»Han er sindssyg,« husker hun, at hun tænkte. Men hun var ikke overrasket. Mange gange i løbet af sit liv havde både hun og hendes mor på egen krop oplevet, hvor voldsom faren kunne være, og det var ifølge Jasmin og hendes mor årsagen til, at forældrene var blevet skilt. Måske netop derfor fortsatte familien aftenens program som om, intet var hændt og kørte hen til Hotel Radisson Blu i København for at checke in på de værelser, faren havde booket.
Dagen efter, mandag 25. juli 2016, satte Jasmins far hende og moren af foran indtjekningsområdet i Københavns Lufthavn. Jasmin anede fortsat ikke uråd. Hun mærkede, hvordan hendes mor var rolig, så det var hun også. Hun stolede på moren.
Rejsen krævede to mellemlandinger. Den første var i den store transitlufthavn i Dubai, mens den anden var et noget mere utraditionelt sted: I Somalias næststørste by Hargesia. En lufthavn så lille, at man næsten kunne se fra den ene ende til den anden.
I lufthavnen mødte de en norsk-somalisk kvinde, der – viste det sig senere – ejede den koranskole, som senere blev Jasmins fængsel. Kvinden fortalte, at hun kendte Jasmins far og vidste, at mor og datter godt kunne bruge et sted i byen at hvile sig.
Hvor unødvendigt, tænkte Jasmin. De skulle jo kun være i Hargesia i seks timer. Men moren forsikrede hende om, at alt var okay, og de satte sig ind i kvindens bil. Det samme gjorde to uniformerede sikkerhedsvagter.
Efter 20 minutters køretur gennem Hargeisas støvede gader holdt bilen ind foran en sandfarvet bygning. På fronten stod noget på somalisk, der for Jasmin, som hverken talte eller skrev sproget, lignede en adresse. Igen forsikrede moren om, at alt var okay. Og så blev de skilt fra hinanden af de to vagter.
De førte den 18-årige pige med ind bag den store metalport og ind i bygningen. De kastede hende på gulvet i et lokale og gav hende lænker på både hænder og fødder, mens de tæskede hende.
»Jeg skreg, mens de gav mig håndjern på, og blev ved med at spørge: Hvorfor? Hvorfor kyler I mig herind?«
Hør Jasmin fortælle, hvordan to vagter i politiuniformer gav hende lænker på hænder og fødder, da hun ankom til koranskolen i Hargesia.
Samme aften kom hendes mor på besøg på koranskolen. Hun havde taget sæbe, shampoo og balsam med fra Jasmins kuffert. Jasmin fortæller, at hun denne aften fortalte sin mor, at hun havde fået tæsk og var blevet lænket. Morens udlægning er, at hun først hørte om torturen langt senere under datterens ophold.
»Jeg sagde også til min mor, at jeg aldrig ville tilgive hende, og at jeg følte mig forrådt,« husker Jasmin.
På Maxad Koranskole, hvor Jasmin var blevet anbragt, betalte forældre velvilligt 400 dollar svarende til 2.500 kroner om måneden for at få deres døtre genopdraget. De betalte for tre måneder ad gangen. I løbet af det halve år, Jasmin var indespærret, nåede hun at møde omkring 30 andre piger. Alle var i alderen 13-25 år.
Tævet og lænket
Nogle nætter var pigerne heldige at sove i senge, andre nætter sov de på det kolde cementgulv med håndjernene på hænder og fødder samlet i endnu en kæde på ryggen.
De blev slået med stave, kosteskafter og metalrør og fik hældt koldt vand ned over sig midt om natten, hvor temperaturen i forvejen var lav. Torturen kom typisk som straf, når de brød stedets regler. Det gjorde Jasmin ofte.
»Jeg fik tæsk næsten hver dag, fordi jeg forsøgte at flygte, og når det ikke lykkedes, ødelagde jeg ting på skolen, og så fik jeg flere tæsk,« siger hun og nævner, hvordan hun i et forsøg på et flygte på et tidspunkt ødelagde et vindue på skolen.
Hun kan fremvise adskillige ar overalt på kroppen. Alligevel var det ikke den fysiske afstraffelse, der var den værste.
»Det værste var ikke at vide, om jeg nogensinde kunne komme derfra igen,« siger hun og bliver tavs. Det er første gang under det timelange interview, at ordene ikke står i kø for at komme ud.
Pigerne kunne af og til få lov til at låne en telefon for at ringe til deres forældre. Men når det skete, var det altid under opsyn af mindst én vagt, og pigerne blev instrueret i at lyde glade, så forældrene ikke fik nys om torturen. På et tidspunkt valgte Jasmin dog at se stort på den regel og fortalte sin mor om torturen i telefonen. Efterfølgende blev hun igen straffet.
Jasmin fortæller, at de andre piger på skolen betegnede hende som skør, fordi hun gjorde oprør og gentagne gange forsøgte at flygte – vel vidende, at vagterne konstant holdt øje og talte pigerne hver 15. minut for at sikre, at ingen var stukket af.
For pigerne lignede dagene på koranskolen hinanden, og ofte var det kun mængden af tæsk, der var forskellig fra dag til dag.
Pigerne blev vækket kl. 5.30 for at bede den første af døgnets fem bønner. Herefter fik de et lille måltid bestående af sort te og hårdt brød med syltetøj og smør. Klokken syv begyndte en form for undervisning med lokale lærere, der kun talte arabisk og somalisk. Sprog, som mange af pigerne, der kom fra Storbritannien, Norge, Danmark, Tyskland, Finland og Holland, slet ikke forstod.
Undervisningen blev afbrudt af bøn, nogle gange af rengøring og af sparsomme måltider med så lidt næring, at mange af pigerne tabte adskillige kilo. Det gjaldt også for Jasmin. På et tidspunkt vejede den 180 cm høje pige blot 53 kg.
Flugten der lykkedes
Den dag, det endelig lykkedes Jasmin at flygte, var en fredag morgen. Det er hun helt sikker på.
For fredag morgen var der kun én vagt på skolen, fordi de andre var til bøn i den lokale moské. Denne fredag var det en overvægtig kvinde, som Jasmin kunne løbe fra, hvis det blev nødvendigt.
Samtidig havde hun denne morgen for første gang i seks måneder af en eller anden grund, hun ikke selv kender, hverken hænder eller fødder i lænker. Oddsene for flugt var bedre end nogensinde før.
I stedet for at gå ned til morgenmaden sammen med de andre piger, sneg hun sig derfor ud og om på bagsiden af bygningen. Vagten og pigerne troede formentlig, at hun stadig sov, for der var ingen, der kiggede efter hende.
Den sandfarvede mur, der omringede koranskolen, var over fire meter høj og skrånede lidt indad, så den var ekstra svær at forcere. Men et lille indhak gjorde, at hun fandt den nødvendige støtte, og før hun vidste af det, sad hun på toppen af muren midt i pigtrådsnettet.
Jasmin fik 15 ar på kroppen af sin flugt over muren og gennem pigtrådshegnet. Men dem opdagede hun først, da hun var så langt væk fra koranskolen, at hun turde standse op. Hun var stadig ikke i sikkerhed, for hun var overbevist om, at den norsk-somaliske ejer og de øvrige vagter ville være i gang med at lede efter hende.
Jasmin skyndte sig at få fat i en telefon og tastede det eneste nummer, hun kunne huske i hovedet – sin mors.
På det tidspunkt var moren blevet klar over, at Jasmin blev tortureret, og hun havde fortrudt, at hun afleverede sin datter på koranskolen. Tre måneder tidligere havde moren forsøgt at få Jasmin med hjem fra Somalia, men fordi landet er under sharialov, hvor faren har det afgørende ord, lykkedes det ikke. Moren involverede siden både danske og amerikanske myndigheder samt Unicef. Det er bekræftet af de danske myndigheder.
Jasmin viser nogle af sine mange ar frem fra sin tid på koranskolen. Kvinden, hun nævner, er ifølge Jasmin den norsk-somaliske ejer af skolen.
Jasmin blev placeret i et safehouse i Hargesia, hvor hun befandt sig i en lille uge, før hun kunne flyve hjem til den mor, der et halvt år forinden havde fulgt hende til torturskolen.
I dag er den nu 20-årige pige tilbage i Danmark. Hun boede først med sin mor, men flyttede siden på et krisecenter for at komme på afstand af hende. Selv om Jasmins mor har fortrudt sin beslutning om at sende datteren på koranskole og siden forsøgte at få Jasmin hjem, har mor og datters relation lidt et massivt knæk.
»Jeg bebrejder hende, fordi hun stadig vil have, at jeg skal indrømme, at jeg har begået en fejl – og ikke hende. Den dag hun indrømmer, at hun har begået en fejl, vil jeg tilgive hende fuldstændig, men lige nu bliver hun ved med at sige, at det er mig, der har begået en fejl,« siger Jasmin.
Hendes far har hun for længst afskrevet.
Jasmin håber, at hun med sin historie kan sætte fokus på genopdragelsesrejser og forhindre, at andre unge piger ender i samme situation som hende. Hun er nu ved at finde fodfæste igen og håber snart at flytte i egen lejlighed og begynde at studere.
»Jeg håber, at jeg får styr på mit liv igen,« siger hun.
Efterskrift: Da Jasmin Osman var i sikkerhed, lykkedes det hende at overbevise lokale myndigheder om, at hun ikke var alene på koranskolen. En større politienhed rykkede ud - angiveligt med bistand fra det lokale antiterrorkorps - og befriede 18 andre piger, herunder to andre danske statsborgere, fra stedet. Koranskolen blev lukket, og den norsk-somaliske ejer blev ifølge det norske medie NRK arresteret. Der er ifølge mediet tale om en kvinde i 50erne. Udenrigsministeriet har bekræftet, at redningsaktionen fandt sted.
