Da Jan Aalling steg på bussen i Brørup kvart i seks lørdag morgen, havde han alle forhåbninger til, at han ville få en herlig dag. Bussen havde kurs mod København, og alle deltagerne skulle være med i halvmaratonet CPH Half.
Men for 57-årige Jan skulle dagen ende i et mareridt, som kun ganske få mennesker kan tale med om. Han blev ramt af lynet.
Det gik ellers strygende. Efter blot en time og 19 minutter når Jan i mål i det københavnske halvmaraton. En imponerende tid for en 57-årig mand.
»Jeg kommer ind som den første i vores løbeklub fra Brørup. Ikke så lang tid efter begynder det at dryppe en smule,« siger Jan.
Den lille jyske løbeklub har taget deres egen pressening med, så de har noget at sidde på efter løbet. Men da regnen pludselig tager voldsomt til, beslutter Jan sig for at kaste presseningen over et hegn, så den ikke samler for meget vand op.
»Det får jeg lige gjort. Så begynder det at hagle helt vildt. Derfor går jeg over i læ under et træ,« siger han.
- Men det er jo farligt at gøre, når det tordner?
»Ja, men det tordner slet ikke, og der er ingen lyn endnu. Så det tænker jeg ikke over. Til gengæld står der en mand, der har skaffet sig et regnslag. Jeg går også over for at få fat i sådan et. Derefter går jeg tilbage til træet igen. Nu er ham manden bare gået,« forklarer Jan.
Pludselig hører han et brag. Der lød, som om et kæmpemæssigt kanonslag gik af lige ved siden af ham.
»Og så gør det bare sindsygt ondt. Det føles som om, det varer lang tid. Jeg når at tænke, at det aldrig holder op. Min oplevelse er, at det varer ti sekunder, men det kan ikke passe, at det skulle være så lang tid. Det er nok få sekunder, men det føltes altså som lang tid,« siger Jan.
»Jeg er helt lammet og kan ikke bevæge mig. Det er næsten det værste af det. Men jeg får vægten over på højre fod og falder så sidelæns. Jeg prøver at råbe om hjælp, men jeg er ikke sikker på, at der reelt kommer lyd ud af min mund. Jeg er godt klar over, at det er lynet,« siger Jan.
I det samme falder han. Jan er bevidstløs, da han rammer jorden.
Den første person, der er henne ved Jan er 26-årige Jacques Dehnbostel. Han har forklaret til BT, at der kommer røglignende damp fra Jans ansigt, nakke og hals. Jans øjne kigger tomt og dødt ud i luften, og Jacques Dehnbostel tror ikke, at Jan overlever.
Selv husker Jan intet af det.
»Det første jeg husker, er, at jeg vågner op inde i teltet. En af mine kammerater fra klubben står og taler med samaritterne, som forklarer, hvem jeg er. Jeg kan huske, at jeg spørger til, hvordan løbet er gået, og hvilken tid de har løbet i,« siger Jan.
- Hvorfor spørger du ikke, hvad der er sket med dig?
»Jeg tror, det er fordi, jeg er omtåget. Jeg kan heller ikke bevæge mine ben overhovedet,« siger Jan.
Få øjeblikke efter mister han igen bevidstheden.
»Så vågner jeg faktisk først igen på Rigshospitalet, da jeg er blevet lagt ind på en stue. Jeg har været igennem traumecenteret, hvor jeg havde krampeanfald, men det kan jeg slet ikke huske noget som helst af,« siger han.
- Hvordan har du det på det tidspunkt?
»Jamen, jeg får stadig stød i benene. Det får jeg hver tiende sekund. Det føles ligesom det, man får, hvis man slår albuen. Det gør enormt ondt, så jeg får smertestillende medicin. På det tidspunkt kan jeg næsten heller ikke bevæge mig. Jeg kan dog vrikke lidt med anklerne,« siger han.
Jan var bekymret for, om ulykken ville give ham varige mén.
»Jeg har dyrket idræt i 36-37 år. Jeg elsker at løbe, så jeg var bekymret for, om jeg så ikke kunne mere. Jeg kunne jo dårligt røre mig. Men nu siger lægerne, at de ikke tror, jeg får mén af det. Og jeg har det også meget bedre allerede,« siger Jan.
Jan er i fremragende fysisk form for en mand på 57 år.
»Det forklarer lægerne også har haft stor betydning. Jeg har været virkelig heldig,« siger Jan, som stadig humper lidt.
»Jeg arbejder som lastbilschauffør og kører frem og tilbage til Sjælland hver dag. Jeg skal nok lige komme til kræfter i et par dage, men så regner jeg med at være tilbage på arbejdet,« siger han.
Jan har fire voksne børn. En af hans døtre og svigersønnen overnattede i København sammen med ham og hans kone.
»Det var virkelig dejligt at mærke, at de kom,« siger han.
Mandag eftermiddag var Jan tilbage på netop det sted i Fælledparken, hvor han var blevet ramt af lynet. Senere mødte han Jacques Dehnbostel, som var den første til at komme ham til undsætning i lørdags, på Rigshospitalet.
»Det var godt at møde ham, selvom jeg slet ikke kunne huske ham. Der fældede jeg en tåre. Det må jeg jo indrømme,« siger Jan.
Også Jacques Dehnbostel var glad for mødet.
»Det var helt vildt fedt at se ham, og se at han var 'fit for fight' og ovenpå. I lørdags troede jeg, at han ville dø eller i hvert fald kommet meget slemt til skade. Så det var en rørende oplevelse for mig,« siger Jacques Dehnbostel.
