Det lå ikke ligefrem i kortene, at Jacob Risgaard skulle nå derhen, hvor han er i dag - med en villa lige ud til vandet, millioner på bankkontoen og dyre biler i garagen.

Den nu 40-årige iværksætter og forretningsmand, der er medejer af den succesfulde netbutik Coolshop.dk, måtte helt ned og skrabe bunden først.

Over for Børsen fortæller erhvervsmanden om sin opvækst og karriere. Han voksede op i et fattigt hjem i Sæby sammen med en enlig mor. I skolen var han efter eget udsagn lidt af en rod - på et tidspunkt blev han smidt ud og sendt på ungdomshjem.

»Jeg har været heldig med, at jeg har haft en udfordret barndom. Det har givet mig en masse styrke. Fuck, man kan tage nogle tæsk og stadigvæk stå op,« siger Jacob Risgaard til Børsen.

Selv om hans tilværelse røg ud på et sidespor i løbet af ungdommen, var det interessen for iværksætteri, der fik ham på ret køl. Dog med et par hårde landinger undervejs.

Da markedet for dvd-film voksede kraftigt i 90’erne hoppede han med på bølgen og startede en ekspansiv forretning, hvor han købte film i USA og solgte dem videre i Danmark.

Da IT-boblen bristede i år 2000, smækkede banken dog kassen i - og pludselig stod han med en gæld på omkring en million kroner. Fogedretten indkrævede alle hans værdier - selv en papegøje måtte han af med.

»Den kostede nok 20.000 kr. Den tog de også. Jeg kan huske, at jeg gik hjem og satte mig under bruseren og var ked af det. Den grå jaco var et billede på, at jeg var helt alene. Men jeg slog mig selv på kinderne og sagde: ‘Tag dig fucking sammen, mand.’ Jeg blev flov over mig selv og over at sidde sådan,« fortæller Jacob Risgaard.

Til Jacob Risgaards held blev han ringet op af nogle nordmænd, der gerne ville skyde penge i dvd-forretningen. Karrieren tog dog først for alvor fart, da han blev spurgt af brødrene Mark og Mike Nielsen, om han ville være med til at stifte online-butikken Coolshop.dk. Det startede som en lille webshop med få daglige ordrer - i dag er det en stor forretning, der sælger alt lige fra havemøbler til computerspil på nettet.