Demonstranter i København vil søndag protestere mod prædikanten Bilal Philips, der kaldes en islamisk fascist.
Alt tyder på, at det bliver en ophedet søndag eftermiddag på Nørrebro i København, når den kontroversielle islamiske prædikant Bilal Philips skal holde tale ved en konference om islamofobi i Korsgadehallen.Der er blandt andet taget initiativ til en moddemonstration, der holdes foran hallen i tidsrummet fra 14 til 16, mens Bilal Philips taler.
Her vil blandt andre politikerne Karen Hækkerup (S), Kamal Qureshi (SF) og Manu Sareen (R) holde tale.
En af dem, der opfordrer folk til at protestere mod Bilal Philips, er den iranskfødte integrationskonsulent og kvindesagsforkæmper Nahid Riazi.
Hun kalder prædikanten, der er inviteret af Det Islamiske Trossamfunds ungdomsorganisation, Munida, for en "islamisk fascist":
- Bilal Philip og hans holdninger og Det Islamiske Trossamfund er blot med til at skabe mere had mod den almindelige borger med muslimsk eller indvandrerbaggrund og splittelse blandt samfundsborgere, siger hun i en pressemeddelelse.
Bilal Philips taler i en række videotaler på nettet varmt for sharialovgivning, ligesom han kommer med hårde udfald mod shiamuslimer og homoseksuelle og forsvarer selvmordsangreb, fordi de bør betragtes som militæraktioner.
Integrationsminister Søren Pind (V) har opfordret Det Islamiske Trossamfund til at tage officielt afstand fra Bilal Philips' idéer:
- Det Islamiske Trossamfund må klart markere, at de tager afstand fra Bilal Philips udtalelser. De krænker danske normer. For eksempel udtalelserne om, at homoseksuelle skal slås ihjel, siger Søren Pind til Kristeligt Dagblad.
Talsmanden for Det Islamiske Trossamfund, Imran Shah, afviser imidlertid at forholde sig til Søren Pinds krav. Han skriver i en mail til avisen, at Det Islamiske Trossamfund i Danmark på intet tidspunkt har opfordret til drab på homoseksuelle.
/ritzau/