I kølvandet på TV2's optagelser fra Grimhøj-moskéen, hvor Imam Abu Bilal underviser kvinder og børn i sharia-lov, har danske politikere stået i kø for at ytre et ønske om lukning af moskéen, men det kan meget vel være den værst tænkelige løsning, lyder det fra ekspert.

Den kontroversielle undervisning, som tilsyneladende finder sted i Grimhøj-moskéen, har fået adskillige politikere til at foreslå lukning af moskéen, men det er ikke nødvendigvis den bedste løsning, mener journalist og forfatter til bogen 'Terrorens kalifat - et indblik i Islamisk Stat', Deniz Serinci.

»Jeg tror ikke, at det nytter at lukke den her moské, fordi det dermed bliver sværere for politiet og andre myndigheder at holde øje med de her miljøer, og man ender med at skubbe de her mennesker et andet sted hen, hvor det bliver svært at overvåge dem«, lyder det.

Deniz Serinci hæfter sig samtidig ved, at en lukning i stedet kan risikere at gavne islamisterne.

»Så kan de sige til deres tilhængere, at Danmark er hykleriske. På den ene side taler de om forsamlings- og ytringsfrihed, og på den anden side lukker de vores moské. Det vil ikke løse problemet - tværtimod«.

Danske imamer

Grimhøj-moskéen er i de seneste år blevet kritiseret for at huse rabiate prædikanter, derfor har moskéen også jævnligt været i både politiets og politikernes søgelys, og sådan bør det fortsætte med at være, mener Deniz Serinci.

Samtidig anbefaler han, at man opretter en iman-uddannelse og lægger sig op ad den østrigske model, som forbyder udenlandske imamer.

»Det skal være imaner, der kan dansk og som kender det danske samfund, der i stedet prædiker for unge muslimer, som vi ser det i Østrig, hvor man ikke tillader udenlandske imamer mere. De vil formentlig også have en vis legitimitet, hvis de kan vise, at de har en universitetsuddannelse fra Danmark.«

En opgørelse fra Østjylland Politi viser, at 22 ud af 27 hjemvendte syrienskrigere i regionen har haft sin gang i Grimhøj-moskéen.