18-årige Isabella Sarchar er medlem af Dansk Folkepartis Ungdom. Hun er datter af en jødisk mor og en muslimsk far. At blive medlem af DFU, er den bedste beslutning, Isabella nogensinde har taget.

Isabella Sarchar har været medlem af Dansk Folkepartis Ungdom siden slutningen af september sidste år. Som navnet indikerer, er hun ikke af den etnisk danske baggrund, man oftest forbinder med DF.

Isabella Sarchar er nemlig datter af en jødisk mor, der er halv dansk og halv iraner, og en muslimsk far, der er fra Iran. Isabella har taget jødedommen til sig.

Til hverdag læser hun HF-enkeltfag på KVUC. I september 2015 meldte Isabella Sarchar sig ind i Dansk Folkepartis Ungdom. En beslutning, hun ikke har været i tvivl om siden.

»Jeg er super glad for at være med i DFU. Det er den bedste beslutning, jeg nogensinde har taget. Jeg er aldrig blevet taget så godt imod før. Der er en stor interesse for politik og et super fællesskab,« siger Isabella Sarchar til BT.

For tiden kan man se hende i DRs dokumentarserie Generation DF, der følger unge, håbefulde medlemmer af Dansk Folkepartis Ungdom med en drøm inden for politik og et ønske om at gennemføre Dansk Folkepartis mærkesager. Isabella kan ikke forestille sig at arbejde med andet end politik.

I serien fortæller Isabella Sarchar, at hun intet tilhørsforhold har til den iranske kultur - udover hendes udseende. Hun er født i Danmark, hun er dansker og ønsker at holde fast i de danske værdier, siger hun i serien.

Selvom hun kommer fra en indvandrerbaggrund og hendes far er muslim, er der ikke de store problemer med at være DFU’er derhjemme.

»Når vi taler, er han enig i mange af de ting, jeg siger. Han er ikke så politisk interesseret, men når der er noget, han er uenig med mig i, beder han mig forklare det for ham,« siger Isabella Sarchar.

Enig i DFs integrationspolitik
Selvom Isabella Sarchar ikke selv er indvandrer, kommer hun fra en indvandrerbaggrund, og mange rynker på næsen over den atypiske kombination af indvandrerbaggrund og DF’er  – blandt andet i dokumentaren, hvor hendes bedste veninde udtrykte stor overraskelse over Isabella Sarchars valg.

Fordi Isabella Sarchar føler sig pæredansk, har hun ingen problemer med at følge DFs integrationspolitik, der bryster sig af at være den strammeste i Folketinget.

»Jeg føler, at når man kommer til et land, skal man respektere kulturerne og normerne. Jeg forstår ikke princippet i at ændre på det samfund, man har bosat sig i,« siger Isabella Sarchar.

Ofte føler Isabella Sarchar, at folk med indvandrerbaggrund ikke forstår, hvad DF vil med sin integrationspolitik, og mener, at de grundlæggende ikke har integreret sig.

»De mennesker, der nogle gange føler sig truffet over Dansk Folkepartis indvandrerpolitik, har ikke integreret sig i samfundet,« siger hun.

Svinet på nettet
Den 30. januar 2016 blev Isabella Sarchar præsenteret på DF Ungdoms Facebook-side, hvor hun ytrede sin holdning om situationen i Israel.

Det affødte en masse vrede kommentarer, som hun fortæller både angreb hendes holdninger og hendes person. Det har hun ikke prøvet før.

»I starten blev jeg lidt ked af det – ingen kan lide at blive svinet til – men efter et par timer, havde jeg det fint igen. Når man har en politisk holdning, så kan man ikke forvente, at alle elsker en, men når de kritiserer min person, kan jeg ikke tage det seriøst. Når de kalder mig uintelligent, kan jeg ikke lade være med at tænke, at de er mere uintelligente, når de argumenterer sådan,« siger Isabella Sarchar.