Søndag er den første dag efter uret er stillet en time frem i forbindelse med sommertid, og for at markere dagen deler Frisko is ud hos alle 7-Eleven butikker i Danmark.

’Vi fejrer igen i år, at vi går mod lysere tider, varmere vejr og dermed endnu flere gode grunde til at spise masser af lækker is,’ skriver Frisko på en Facebook-begivenhed, der i skrivende stund har over 4000 deltagere og omkring 5.400 interesserede.

Frisko diskede op med 100.000 is, som blev uddelt på tværs af landet præcis klokken 12, og BT var med, da glade handlende på Strøget i København kunne få en gratis is med på shoppingturen.

Folk stillede sig i kø for at få en is allerede fem til ti minutter inden, Frisko delte dem ud. Mange stod og småsnakkede og grinede. De var af sted med deres venner eller familie.

Flere og flere strømmede til, og da kvinden med isene endelig kom til syne, gik der et sus gennem forsamlingen. De pressede på og stillede sig i en stor klump omkring kvinden og hendes vogn med gratis is, og hun blev flere gange nødt til at bede folk om at træde et skridt bagud og stille sig op på en række.

»Bare rolig, der er nok til alle! Vær søde at stille jer på en række denne vej, så skal alle nok få,« råber hun og peger i retning mod Kultorvet.

De fleste rettede sig føjeligt og stillede sig i kø, mens et par få meget ivrige blev stående rundt om vognen. I god ro og orden begyndte folk at få deres is, og samtalen løb igennem flokken.

»Hvilken is vil du have? Jeg kan se, der er forskellige slags Magnum og Filur. Jeg tror, jeg er mest til sodavandsis i dag,« siger en i køen.

Efterhånden som folk fik deres forfriskende snack, spredte de sig, så andre kunne komme til. Nogle begyndte at gå ned mod Rundetårn, storsmilende, mens de forsøgte at rive papiret af isen. Andre tog det mere roligt og satte sig på den store, runde træplade midt på Kultorvet, lige i solen.

Der var familier med børn, og grønne spejdere løb rundt på pladsen og solgte skrabelodder til de forbipasserende. Mange sad med lukkede øjne og ansigtet vendt mod solen, mens de guffede isen i sig.

BT hev fat i nogle af de ishungrende, glade mennesker og spurgte dem, hvad de glæder sig mest til til sommer.

Majken, Anna og Oscar Køhler

Anna, Oscar og Majken Køhler.
Anna, Oscar og Majken Køhler. Foto: Jens Astrup
Vis mere

»Jeg glæder mig rigtig meget til at komme på stranden og bade,« fortæller pigen Anna.

»Jeg glæder mig til det dejlige vejr og at være udenfor. Og sommerferie!« siger Oscar.

»Vi skal på højskole i sommerferien, og det er noget, vi glæder os til. Og så skal vi spise rigtig mange is, også selvom de ikke er gratis,« siger mor Majken og griner.

Ahmad M. Ali

15-årige Ahmad M. Ali
15-årige Ahmad M. Ali Foto: Jens Astrup
Vis mere

»Når det bliver sommer, glæder jeg mig rigtig meget til, at jeg kan komme ud og cykle noget mere rundt. Jeg elsker at cykle rundt med vennerne. Det er ret koldt nu, så det bliver fedt, når det bliver varmere. Solen skinner nu, men det er stadig koldt. Men selvfølgelig skulle jeg have en is, da jeg så reklamen.«

Sofia Walugembe og Maddie Feldbæk Cubert

10-årige Maddie Feldbæk Cubert og 11-årige Kristina Sofia Walugembe.
10-årige Maddie Feldbæk Cubert og 11-årige Kristina Sofia Walugembe. Foto: Jens Astrup
Vis mere

Pigerne er ude og sælge skrabelod for De Grønne Spejdere, men finder alligevel tid til en kort pause, hvor de sidder og nyder en is på Kultorvet.

Hvad glæder du dig mest til, når det bliver sommer?

»Jeg glæder mig allermest til min fødselsdag! Jeg skal også på ride- og spejderlejr i sommerferien. Det glæder jeg mig rigtig meget til. Og til sol og varme, jeg vil gerne på stranden og bade,« siger 11-årige Sofia.

»Jeg glæder mig også til ridelejr. Og så skal vi besøge en bondegård,« fortæller 10-årige Maddie.

Alma Hansen og Anne Iversen

6-årige Alma Hansen og Anna Iversen.
6-årige Alma Hansen og Anna Iversen. Foto: Jens Astrup
Vis mere

»Jeg bliver seks år til sommer, så det glæder jeg mig til. Og så har jeg sommerferie, hvor jeg skal i sommerhus med min familie. Der går vi ture på stranden og spiller spil. Det kan jeg godt lide,« fortæller Alma.

»Jeg glæder mig virkelig til at have noget tid med familien, og være ved vandet med en spand og en skovl. Det handler om at nyde det gode vejr og spise en masse is,« fortæller mor Anne.

Hans, Laila, Kavin, Collin og Jason Lund

Familien Lund, der er taget fra Ølstykke for at besøge livsgardens kaserne og spise is. Fra venstre Laila, 12-årige Kavin, Hans, 9-årige Collin og i front 5-årige Jason. 
Familien Lund, der er taget fra Ølstykke for at besøge livsgardens kaserne og spise is. Fra venstre Laila, 12-årige Kavin, Hans, 9-årige Collin og i front 5-årige Jason.  Foto: Jens Astrup
Vis mere

»Vi har lige været ovre og se livgardens kaserne, men på vejen hørte vi, at der ville være is klokken 12, og det glemmer de unger her ikke. Vi er taget fra Ølstykke. Solen skinner, og vejret er dejligt, og det skal udnyttes. Så vi tog s-toget ind mod byen, men stod af på Vanløse, så børnebørnene kunne få lov til at 'styre metroen', for det havde de aldrig prøvet før,« siger Hans.

»Jeg glæder mig til at være udenfor. Jeg skal spille fodbold med min storebror,« siger Collin glad.