Se og Hør kan blive retsforfulgt af det engelske kongehus for at have bragt billederne af en topløs Kate Middleton

I et 16 sider langt tillæg kan man i denne uge se billederne af en topløs (og i nogle tilfælde bundløs) Kate Middleton, der solbader i Frankrig. En fransk domstol nedlagde tidligere på ugen forbud mod at trykke billederne, men netop nu er de altså i Se og Hør.

-Vi har ikke omgået fogedforbuddet på nogen måde, for vi har fået billederne i meget, meget god tid og inden, der blev nedlagt fogedforbud. Så vi bryder ikke lovgivningen, siger Se og Hørs chefredaktør til bt.dk.

Selvom bladets redaktør Kim Henningsen til bt.dk har sagt, at Se og Hør ikke bryder lovgivningen, er Dirk Voorhoof, pressejurist og ekstern lektor på det juridiske fakultet på KU, ikke enig.

- Hvad angår offentliggørelsen i Closer af Middleton-billederne er krænkelsen af privatlivets fred så åbenlys, at alle medlemslande i den europæiske konvention via deres retslige myndigheder er pålagt en sådan beskyttelse, siger Dirk Voorhoof i dag til  journalisten.dk. Han forklarer også, at der er en retspraksis ved Den Europæiske Domstol som skal beskytte privatlivets fred på baggrund af gældende regler - og den skal alle europæiske lande følge.

De famøse billeder er kommet vidt omkring siden det franske blad Closer trykte dem i sidste uge. Både Irland, Italien og nu Danmark har fået fat i de saftige billeder, og begrundelserne har ofte bundet i, at billederne var taget fra et offentligt sted.

- Det har ingen afgørende betydning, om billederne er taget fra offentligt sted eller offentlig vej. Det afgørende er, at fru Middleton havde en berettiget forventning om privatliv i forbindelse med, at hun foretog topløs solbadning i et aflukket område, og at billedet blev taget i hemmelighed. De billeder indeholder ikke noget og har ingen tilknytning til en sag af offentlig interesse, siger Dirk Voorhoof til journalisten.dk.

Ved spørgsmålet om, hvorvidt det britiske kongehus kan sagsøge Se og Hør, er svaret tydeligt:

- Ja, det er ikke noget problem. De kan sagsøge i Danmark for skader pådraget i Danmark.

Det britiske kongehus har ikke offentliggjort, om de vil føre sag an mod det danske blad. Kim Henningsen har i en sms til journalisten.dk skrevet, at han ikke ønsker at kommentere pressejuristens udtalelser.