Varmere vejr vil medføre flere og mere sultne insekter i Danmark. Det vil ramme landbruget, viser ny rapport.

København. Tørke som i år er ikke det eneste, som dansk landbrug skal frygte ved klimaforandringerne og de medfølgende højere temperaturer.

For insekterne i Danmark og øvrige lande med tempereret klima kommer til at trives afsindigt godt i varmere vejr.

Og det vil betyde, at der kommer flere og mere sultne insekter, hvilket vil medføre store tab af især hvedeafgrøder.

Det viser en ny undersøgelse, der fredag bliver offentliggjort i det anerkendte tidsskrift Science.

Ifølge rapporten, der undersøger de potentielle tab af afgrøder frem mod 2050, vil 11 europæiske lande, heriblandt Danmark, Sverige og Storbritannien, komme til at opleve 75 procent eller højere tab af hvedeafgrøder på grund af insekter.

- I nogle tempererede lande er det forventet, at insektskader på afgrøder vil stige betydeligt, i takt med at temperaturerne fortsætter med at stige.

- Det vil sætte et alvorligt pres på kornproducenterne, siger medforfatter af undersøgelsen Joshua Tewksbury.

Ifølge undersøgelsen vil man se udviklingen, selv hvis landene lever op til deres forpligtelser om at reducere udledningen af drivhusgasser.

Selv om også majs- og rismarker i henholdsvis Nordamerika og Asien vil blive ramt, ser det værst ud for Europas omfattende hvedeproduktion.

Estimater i rapporten viser, at den europæiske hvedeproduktion kan ende med at lide tab på over 16 millioner tons årligt på grund af insekter.

Derfor kommer der også en række anbefalinger i undersøgelsen, så landbruget kan komme problemerne en smule i forkøbet.

Den globale praksis for landbrug har brug for en overhaling, lyder det.

Der skal være et øget fokus på at udvælge afgrøder, der er mere modstandsdygtige over for insekter. Også rotationsmønstre, som kan mindske sårbarheden over for insekter, skal tages i brug.

Selv om det kan udgøre en risiko for både helbred og miljø, kan løsningen ifølge undersøgelsen i ekstreme tilfælde også være et større forbrug af pesticider.

Det kan eksempelvis være, hvis fødevareforsyningen i regionale områder er truet.

/ritzau/