Der er foreløbigt ikke noget der tyder på, at danskere er blandt de dræbte eller tilskadekomne ved terrorangrebet i Paris.
Udenrigsministeriets Borgerservice arbejder på at få kontakt til danskere i Paris, efter den franske hovedstad er blevet ramt af flere angreb fredag aften og natten til lørdag. Der er endnu ingen melding om, at danskere er blandt de tilskadekomne eller dræbte.
Martin Ellehøj, vagthavende borgerservicechef, fortæller, at Udenrigsministeriet i samarbejde med den danske ambassade i Paris forsøger at få et overblik over situationen.
»Herhjemme har vi kontakt til danskere, der ringer ind. Både danskere i Frankrig ringer, og pårørende til danskere i Paris ringer herhjemme fra. Vi prøver at registrere dem, der meldes savnet, og så prøver vi at få kontakt til dem,« siger han til Berlingske Nyhedsbureau.
Martin Ellehøj vil ikke komme med et tal på, hvor mange danskere, Udenrigsministeriets Borgerservice lige nu forsøger at få kontakt til, men »det er ikke et stort tal«, lyder det.
Hvad angår de danskere, der opholder sig i Paris, anbefaler han, at de ringer til bekendte i Danmark og fortæller, at de er i god behold. Derudover bør de følge de franske myndigheders anvisninger.
Pårørende i Danmark, som ikke selv kan få kontakt til bekendte i Paris, kan ringe til Borgerservice på telefonnummer 33921112.
»Vi sidder her hele natten,« lyder det fra Martin Ellehøj.
Omkring 140 personer meldes dræbt ved terrorangrebet i Paris, der blandt andet er gået hårdt ud over et spillested kaldet Bataclan. Deruodver meldes der om eksplosioner ved det franske stadion Stade de France.