Torsdag i efterårsferien blev en løveunge parteret foran børn og andre nysgerrige sjæle i Odense Zoo. Lotte Tranberg, som førte kniven, fortæller i videoen herover, hvorfor løven skulle parteres, og hvordan det skulle gøres.
Odense Zoo må det ikke. Men i resten af landet er masser af dyr blevet sprættet op i efterårsferien, uden at nogen har løftet et øjenbryn.
Den kigger med de store brunsorte øjne ud gennem hullet i hegnet. Nysgerrigt og forsigtigt på én gang. Kan jeg stole på dem derude?
En af vaskebjørnens artsfæller kunne ikke. Og i går lå den stendød på en glasbakke i auditoriet på Naturhistorisk Museum i Aarhus. Blev sprættet op, dissekeret foran en sal fuld af nysgerrige børn og voksne.
Men i modsætning til ugens mest omtalte begivenhed i Odense Zoo, hvor en løveunge i torsdags blev skåret op foran publikum, har ikke et eneste øjenbryn været løftet over dissektionen i Aarhus. Og det til trods for, at det er foregået hver eneste dag i efterårsferien, ni dage hvor auditoriet har været fyldt til bristepunktet.
Det var Pernille Mølgaard Andersen, der svingede kniven over den lille vaskebjørn. Hun er formidlingsinspektør og ansvarlig for skoletjenesten på Naturhistorisk Museum, og har haft meget svært ved at forstå, hvordan hysteriet omkring løve-dissektionen i Odense har kunnet nå de højder, det gjorde.
»Jeg tror, at folk i dag er kommet for langt væk fra naturen og fra det faktum, at ting må dø og at de lugter, når der dør. Vi har et stort formidlingsarbejde foran os,« siger hun.
Ifølge hende har dissektioner indgået i museets program i årevis. Og både løver og ulve har tidligere været på bordet i Aarhus. Førstnævnte tilmed samtidig med, at sagen om giraffen Marius rasede i alle medier.
»Rent mentalt er der åbenbart stor forskel på, hvad vi kan acceptere.«
Naturhistorisk museum er langt fra ene om at have døde dyr på programmet i netop efterårsferien. I hele landet har der været budt på dissektioner af såvel store som små dyr, fra land og fra vand. Uden at det har affødt det mindste pip fra offentligheden.
Og det mener antropolog Trine Demant, kendt fra bl.a. DRs ’Gift ved første blik’, at der er en logisk forklaring på.
»Den slags steder er videnskabeligheden langt mere udtalt, end den er i en zoo. Dér forestiller vi os, at de skal passe på, bevare og have menneskelig omsorg for dyrene. Og samtidig er zoo’en et sted med underholdningsværdi. Det er mor og far og pomfritter. Og så ser vi lige et dyrebarn blive dissekeret. Det kommer til at fremstå mere brutalt,« mener Trine Demant.
Ligeledes tror hun, at det spiller en væsentlig rolle, at der i begge zoo-tilfælde er tale om dyrebørn.
»Det gør det sværere at håndtere. For vi har en tendens til at menneskegøre dyr. Og når vi taler om et dyrebarn, tænker vi, at det har samme uskyld og renhed som menneskebørn og derfor skal være beskyttet på en anden måde end et voksent dyr.«
Mens hun ikke umiddelbart mener, at vi danskere er blevet mere sarte, mener hun at vi til gengæld er blevet mere etisk selektive, grænsende til det dobbeltmoralske.
»Nogle kan hidse sig op over en løveunge i Odense zoo, samtidig med, at der er flygtningestrømme, og børn der drukner som følge krigen. Men det er kun løveungen, vores hjerner kapere. Det nære,« siger Trine Demant.
I Aarhus mener Pernille Mølgaard Andersen, at reaktionerne på eksempelvis løveungen i Odense zoo vidner om, at mange ikke sætter sig tilstrækkeligt ind sagen, før de reagerer.
»Hvis vi ønsker dyreparker med store dyr, må vi acceptere, at de også bliver slået ihjel. Det kan der være mange årsager til. De kan være udstødt af flokken, de kan være gamle, syge, eller det være unge dyr, som der ikke er plads til, og som man ikke kan få afsat.
Nu bliver de brugt til at formidle viden om dyrenes kroppe, og den formidling synes jeg, er vigtig,« siger Pernille Mølgaard Andersen, hvis kollega i dag søndag skal dissekere et rådyr i auditoriet. Og som i øvrigt har et stort fryserum i kælderen, hvor en løve, en bjørn og en gnu venter på at blive sprættet op.
